Frivillige på fremtidens biblioteker

Ny undersøgelse viser, at hele 68 % af de danske folkebiblioteker i dag samarbejder med frivillige, og endnu flere biblioteker forventer, at frivillige i fremtiden skal løfte flere og nye opgaver. Det er et af de temaer som ”Tænketanken Fremtidens Biblioteker ” debatterer i bibliotekernes telt på Folkemødet på Bornholm.

Undersøgelsen viser, at bibliotekerne ikke kun ser de frivillige som en ekstra ressource i en stram økonomisk tid, men også som et naturligt samspil med de mange interesserede borgere i kommunerne.

”Set fra bibliotekernes side er det utroligt givende at få mulighed for at arbejde sammen med disse frivillige, da de bidrager med nye indsigter, bibliotekerne får tættere relationer til borgerne og omvendt. Helt overordnet set er det at være frivillig på biblioteket vigtigt for lokalesamfundet, og en del af vejen til større medborgerskab og demokratisk dannelse” siger formand for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen i en kommentar til undersøgelsen.

Men frivillige er ikke bare ekstra ressourcer, en vej til innovation og gode ambassadører. Ca. halvdelen af de adspurgte biblioteker oplever, at det kræver ekstra ressourcer at have frivillige tilknyttet. Frivillighed ændrer nemlig karakter, og vi taler i dag om de senmoderne frivillige.

Dagens frivillige er ikke længere kun frivillige ét sted og for én sag. De shopper i stedet fra sted til sted og bliver tilknyttet projektlignende opgaver, så længe det bidrager til den frivilliges personlige udvikling og giver noget på cv’et. Vi kalder dem de volatile frivillige.

”Denne udvikling betyder også meget for bibliotekerne i fremtiden. Konkurrencen om de frivillige, og især de kompetente frivillige er nemlig hård. Det handler ikke kun om at rekruttere men i allerhøjeste grad også om fastholdelse, om at give professionelle rammer, udviklingsmuligheder og tilbyde god ledelse” slutter Vagn Ytte Larsen, som ser frem til debatten om fremtidens frivillige den 14. juni til Folkemødet på Bornholm.

Læs mere om undersøgelsen på www.db.dk/tænketank/frivillighed

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 5561 8410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog