Stadig flere går på biblioteket

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2011 var 36.297.751 besøg på bibliotekerne hvilket er ca. en kvart million flere end i 2009.

Hvor besøgstallene er i fortsat stigning, er der færre fysiske biblioteker og færre materialer på hylderne. I de seneste tre år er der nemlig lukket yderligere 20 biblioteker, så der nu blot er 483 tilbage på landsplan. Set over en 10-årig periode er det næsten en halvering.

Til gengæld er der kommet nye former for fysiske steder til, hvor man ud over de traditionelle bogbusser har lavet servicepunkter, hvor man f.eks. kan få udleveret sine materialer hos den lokale købmand – der er nu 62 af disse servicepunkter.

Et let fald i udlånet af fysiske materialer bliver mere end opvejet af stigningen i udlån af digitale materialer. Særligt e-reolens tilbud om lån af e-bøger er i eksplosiv vækst, men den service er endnu så ny, at den ikke figurerer i statistikkerne. Samlet set er bibliotekernes udlån altså i stigning.

”Statistikken demonstrerer med stor tydelighed bibliotekernes styrke som en af vidensamfundets vigtigste institutioner. Biblioteket er den mest besøgte lærings- og kulturinstitution med 36 mio. besøgende hvert år og med en eksplosiv vækst i digital brug” siger en begejstret formand for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen.

En af de største succeser i de seneste år, er de såkaldt åbne biblioteker, som er biblioteker med en meget lang åbningstid, og hvor der på visse tidspunkter ikke er personale, men hvor borgerne selv skal lukke sig ind. På landsplan er der nu over 100 af dem, så selvom der er færre fysiske biblioteker, så er åbningstiden for borgerne i de seneste år udvidet kraftigt.

Lige nu er biblioteker og medieverdenen i en overgangsfase, hvor der skal tænkes i nye services, som afspejler borgernes vaner, forbrug og efterspørgsel.

Stigningen i det samlede udlån og besøg viser, at bibliotekerne formår at udvikle nye og nødvendige tilbud til borgerne. De seneste år har der f.eks. været stor fokus på læring, og bibliotekerne har gennemført over 1800 IT-kurser i f.eks. at bruge Nem ID og digital borgerservice. Dette afspejler, at bibliotekerne spiller en stadig større rolle som det demokratiske mødested, i mange lokalsamfund endda de sidste ikke-kommercielle mødesteder, hvor man kan komme uden at skulle betale eller være medlem, for at tilegne sig viden og information.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog