Biblioteket er en guldgrube, sommerinterview med kulturministeren

Vi skal gøre mere for, at Danmark bliver en nation af litteraturlæsere. Selv om der læses flere titler, og der er flere flittige læsere, oplever vi også en vækst af ikke-læsere. Det vil kulturministeren ændre på. Foto: Lars Helsinghof/Scanpix.

Biblioteket & mig: Kulturminister Marianne Jelved om biblioteket, gode bøger, sommerlæsning og e-bøger.

På Folkemødet midt i juni kan man møde landets radikale kulturminister, Marianne Jelved. Som omtalt her i Danmarks Biblioteker nr. 2, har ministeren fokus på og ønsker at skabe ‘en nation af læsere’.

Hvorfor er skønlitteraturen noget af det bedste, vi har, og hvorfor skal hele Danmark læse? Det taler Marianne Jelved om fredag den 14. juni fra kl. 16 i Kulturstyrelsens telt i Allinge. Bladet har i den anledning bedt kulturministeren deltage i vores enquete ‘Biblioteket & mig’.

‘Prøv et livligt liv med bøger. Det er helt gratis.’

Sådan kunne et biblioteksmotto lyde, mener Marianne Jelved. Kulturministeren opfatter sig selv som lidt af en læsehest. Her fortæller hun læserne om sit møde med biblioteket, hvad hun læser lige nu, om bøger der har betydet noget særligt for hende – og endelig giver kulturministeren læserne og Danmarks Biblioteksforenings medlemmer et par gode tips til læsning i sommerlandet. God læselyst!

Hvornår kom du første gang på folkebiblioteket, og hvad betyder biblioteket for dig?

Da jeg kom i skole, fulgte biblioteket med. Først i form af skolebiblioteket. Jeg var ikke ret gammel, før jeg blev bogopsætter. God måde at lære biblioteket at kende på. Senere kørte jeg på cykel til det kommunale bibliotek. Det er en guldgrube at have et bibliotek i sin kommune. Også i sommerhuskommunen. Der kommer vi meget med børnebørnene i sommerferien.

Hvad læser du lige nu?

Jeg læser Brun mands byrde af Hassan Preisler. Jeg har lige fået den – af forfatteren og med en hilsen. Det er jeg særligt glad for, når nogen tænker på mig med en bog. Jeg er glad for bøger, og vi har rigtig mange både skønlitterære og fagbøger. Der ligger bøger alle vegne, som jeg er i gang med. Jeg interesserer mig meget for historie og politisk udvikling, kulturudvikling og samfundsudvikling og forskning om det. Der er mange biografier imellem og kunstbøger af mange slags, herunder også om arkitektur. I kulturministeriet er vi ved at udforme en ny arkitekturpolitik i dialog med interessenterne. Den proces kan jeg godt lide.

Har du  et forslag til et biblioteksmotto, der kunne opmuntre andre til at læse mere?

“Prøv et livligt liv med bøger. Det er helt gratis.”

Hvilke skønlitterære bøger har/har haft stor betydning for dig?

'Profeterne i Evighedsfjorden' af Kim Leine. Den bog er jeg slet ikke færdig med. Den har en meget speciel komposition, så jeg er nødt til at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete. Hvad gjorde hovedpersonen – den danske præst og missionær Morten – i virkeligheden ved sin grønlandske kone. Det er en meget fascinerende bog, som jeg har læst flere gange.

Så er der Herman Bangs 'Tine'. Den har f.eks. et kapitel 2, der er den mest raffinerede satire over tidens overklasse lige før stormen på Dannevirke i 1864. Herman Bang er en af mine yndlingsforfattere. Han kan trylle med sproget. Han fornyede litteraturen og journalistikken. Alle bør læse Herman Bang.

Astrid Lindgrens Emil-bøger har jeg haft stor glæde af både i forhold til egne børn og børnebørn, og så alle mine elever. Det er forbilledlige bøger, fordi forfatteren tager Emil alvorlig samtidig med, at hun er kærlig over for de voksne. I øvrigt udgives der et fantastisk udvalg af børnebøger. Der er meget at komme efter til højtlæsning for børn i alle aldre. Det er en meget tæt relation at sidde med børn ind til sig og være fælles om oplevelsen af en bog.

Er du gået i gang med e-bøger?

Nej, jeg har det bedst med den fysiske bog, og jeg bliver træt af tekster på en skærm. Beklager. De unge omkring mig siger, det er et generationsproblem. Men jeg tror ikke, vi vil undvære bøgerne. Der er også noget rart æstetisk over en vel tilrettelagt bog. Forlagene gør sig jo oftest meget umage med det. Det betaler jeg gerne for.

Sommerferien står for døren, hvad skal du læse i sommerlandet i år?

Jeg har tænkt mig at tage 'Kunsten at gribe livet' af Chad Harbach og 'For meget lykke' af Alice Munro med på ferie.

På Folkemødet midt i juni kan man møde landets radikale kulturminister, Marianne Jelved. Som omtalt her i Danmarks Biblioteker nr. 2, har ministeren fokus på og ønsker at skabe ‘en nation af læsere’.

 

Hvorfor er skønlitteraturen noget af det bedste, vi har, og hvorfor skal hele Danmark læse? Det taler Marianne Jelved om fredag den 14. juni fra kl. 16 i Kulturstyrelsens telt i Allinge. Bladet har i den anledning bedt kulturministeren deltage i vores enquete ‘Biblioteket & mig’.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog