Cycling for libraries

Biblioteker for fremtiden! Et internationalt cykelevent.

Lørdag d. 28. maj startede næsten 90 cyklister fra København – fra pladsen foran Diamanten – på en spektakulær cykeltur på 650 km til Berlin, hvor de efter planen ankom d. 7. juni – lige i tide til at blive modtaget ved åbningen af den årlige tyske “Bibliothekartag”. Vi i København sørgede for at de kom godt af sted!
 
Om fredagen før afgang var der nemlig stor Kick-off fest på Københavns Hovedbibliotek for den rullende konference. Festen forløb glimrende: Med over 100 deltagere, dejlig mad – og rigeligt – og glad musik ved Orkestar Baxtalo – en god blanding af klezmer og balkan. Helt fantastisk blev det, da to vogne blev cyklet ind igennem centralsalen og man begyndte at udskænke kaffe og servere is.
Cykel-konferencen (eller måske snarere non-ferencen), som er initieret af kreative finske bibliotekarer, fandt sted for første gang i år i samarbejde med tyske og danske biblioteksfagfolk og med deltagere fra 15 forskellige lande så langt væk fra som bl.a. Canada, Australien, Rusland og USA.
 
En af deltagerne fra Københavns Biblioteker, Rasmus Fangel Vestergaard, fortæller om den usædvanlige konference:
“På turen gennem Danmark var kollegerne meget gæstfri og bakkede op om turen. På Falster havde omtale i den lokale presse medført, at en lille flok mennesker på omkring 20 stykker var kørt til stranden for at se os passere på vores rute! Men det var intet i forhold til, da vi så ankom i Rostock. Her var helt anderledes smæk for skillingen. Vi kørte alle først fra færgen, da dens klap gik ned, og blev mødt af både tv-hold og politieskorte.
Efter nogle bevingede ord fra de lokale myndigheder og biblioteksvæsen kørte vi gennem Warnetunnelen, der var afspær-ret til ære for os. Så var tonen ligesom lagt for Tyskland. Cyclingforlibraries blev meget lanceret og brugt meget pr-aktivt på turen i Tyskland. Mange steder står de foran massive bibliotekslukninger og overgang til frivillig-biblioteker”.
Temaerne for dagens diskussioner handlede da også meget om frivillighed – og spørgsmålet: er ordet ‘bibliotek’ overhovedet den rette betegnelse for bogsamlinger med frivilligt personale?
 
Første dag i Berlin havde vi vores egen konference Shifting Traditions – Librarians on the Move, og næste morgen stod den på paradekørsel, som endte i konferencecenteret til pressekonference og åbning af den tyske Bibliothekartag. Initiativet lykkedes. Her er tale om en gigant af et rullende pr- og informationsarrangement, som alle deltagere håber gentages næste år. Om det så bliver København-Helsinki, en tur via Baltikum, eller om vores nordamerikanske venner får stablet en westcoast rute på benene, er for så vidt underordnet. For med cyclingforlibraries når alle altid frem til et eller andet sted på et eller andet tidspunkt”, mener Rasmus Fangel Vestergaard.
 
Gruppen af cyklister ankom tirsdag d. 7. juni til Berlin, glade, men trætte efter 10 dages cykling afvekslende med besøg på biblioteker og livlige diskussioner. Vi hå-ber at ses til næste år på vej mod Helsinki.
 
Man kan læse alt om turen på http://www.cyclingforlibraries.org/

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 5561 8410
Bankkonto: 2217 3065 674 830
Swift: NDEADKKK
webmaster@db.dk

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
Formandens blog
Direktørens blog