Danskernes Digitale Bibliotek - Status fra tegnebrættet

I vidensamfundet er danskernes adgang til information i stigende omfang digital. Det indebærer, at folkebiblioteket må have en effektiv digital formidling for fortsat at leve op til loven og derfor etableres Det Digitale Bibliotek, også benævnt Danskernes Digitale Bibliotek (DDB), som en fælles digital formidling til danskerne, som omtalt i tidligere numre af Danmarks Biblioteker.

Udgangspunktet for Danskernes Digitale Bibliotek er ønsket om, at det enkelte folkebibliotek kan skabe attraktive tilbud på internettet og ønsket om en effektiv håndtering af netbaserede medier (e-bøger, netlydbøger, e-musik og online film). Det er med andre ord ambitionen om et velfungerende digitalt bibliotek i den enkelte kommune baseret på et forpligtende samarbejde om en fælles infrastruktur.

En arbejdsgruppe med repræsentanter for Kulturministeriet, Kommunernes Landsforening samt Styrelsen for Bibliotek og Medier drøfter i øjeblikket mulighederne for at etablere denne løsning. Som led i analysen har konsulentfirmaet Devoteam analyseret, hvorvidt samarbejdet om Ting (en databrønd, red.) kan anvendes som grundlag for en sådan fælles løsning. Denne del af analysen er afsluttet med en positiv indstilling, som dog også identificerer manglende elementer i forhold til Ting som grundlag for en egentlig fælles infrastruktur.

I øjeblikket søger medlemmerne af arbejdsgruppen at blive enige om omfanget, organiseringen og finansieringen af en fælles løsning. Det er forventningen, at arbejdsgruppen i den kommende måned vil færdiggøre en samlet rapport, der efterfølgende kan danne grundlag for en politisk stillingtagen.

TING er et godt udgangspunkt for at skabe attraktive tilbud baseret på en præsentation af metadata om både fysiske og netbaserede materialer. Det enkelte bibliotek skal have adgang til en databrønd, et velfungerende system til hjemmesider og et tidssvarende bibliotekssystem for at kunne præsentere metadata og håndtere fysiske materialer.

Håndteringen af netbaserede materialer stiller imidlertid yderligere krav til infrastrukturen. Den kan omfatte et indkøbssamarbejde ligesom adgangsstyring og rettighedsstyring bør indgå som elementer i infrastrukturen. En egentlig national infrastruktur vil også medføre et behov for en teknisk integration af eksisterende og nye services, ligesom der vil være behov for en organisering omkring infrastrukturen, der kan sikre den nødvendige sammenhæng og koordinering.

Det er ambitionen, at løsningen bevarer ansvaret for formidling, råderet over bevillingen og væsentlige it-mæssige beslutninger hos det lokale bibliotek, men skaber et forpligtende fællesskab om drift og udvikling af infrastrukturen.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog