Kommunerne skærer på bibliotekernes budgetter igen i 2012

- alligevel viser bibliotekerne stor omstillingsparathed og får flere brugere

Besparelser er endnu en gang realiteten for en stor del landets folkebiblioteker i 2012, viser Danmarks Biblioteksforenings store landsdækkende undersøgelse af bibliotekernes budgetter for 2012. Op imod 60 % af landets kommuner giver et reduceret budget til deres biblioteker i 2012, mens ca. 30 % ender på status quo. Hele 92 af landets 98 kommuner har indtil nu svaret på undersøgelsen, heraf har fire endnu ikke tal på budgettet for 2012.

”Det er temmelig paradoksalt, at så mange kommuner fortsat vælger at nedprioritere folkebibliotekerne, når tidligere undersøgelser klart viser, at biblioteker som tiltrækker unge brugere, også er med til at øge sandsynligheden for at de unge får en uddannelse senere i livet. Det virker meget underligt at beskære noget der giver så gode resultater, og som alle sætter stor pris på” siger formand for Danmarks Biblioteksforening Vagn Ytte Larsen, og henviser til den undersøgelse, som Danmarks Biblioteksforening lavede i sommeren 2011

Besparelserne i den store pulje af kommuner, som reducerer biblioteksbudgetterne næste år, ligger først og fremmest på personale, materiale og åbningstider og atter i 2012 må der lukkes filialer. Her er der dog lidt grøde i luften, idet enkelte får tilført anlægsmidler til filialerne.

Tendensen med reducerede biblioteksbudgetter fra de seneste fem år har altså bidt sig fast selv om der, som undersøgelsen også peger på, måske er grundlag for en forsigtig optimisme.
 
Trods gentagne besparelser i en årrække udviser bibliotekerne nemlig fortsat en imponerende omstillingsparathed i udviklingen af nye tilbud til borgerne. Målt på fysiske besøgstal og på brugen af digitale tilbud fra bibliotekerne ses det tydeligt, at borgerne fortsat bruger bibliotekernes tilbud i meget stort omfang.
 
Længere åbningstider
De få budgetforøgelser som undersøgelsen har registreret, sker stort set alle i forbindelse med nyanskaffelser på IT-området, på anlægsudgifter samt i forbindelse med at etablere længere åbningstider. Hele syv kommuner oplyser således, at hovedbibliotekets åbningstid næste år øges med differentieret betjening, dvs. med et reduceret personale i ydertimerne, mens 26 filial- og lokalbiblioteker landet over øger også åbningstiden, dog kun med fuld bemanding to steder.

”Jeg håber virkelig, at kommunerne ikke overser det store potentiale, som bibliotekerne har i forhold til uddannelse og digital service overfor borgerne” siger Vagn Ytte Larsen, og fortsætter
”Med 36 millioner årlige brugere og en eksplosiv vækst i borgernes brug af bibliotekernes digitale tilbud må både kommuner og staten kunne se, at fortsatte nedskæringer på biblioteksområdet blot er at skyde sig selv i foden. Hvorfor ikke i stedet udnytte borgernes store tillid til bibliotekernes produkter og kompetencer, og løfte kommunens service overfor borgerne via bibliotekerne?” slutter formanden for Danmarks Biblioteksforening.

 
Se undersøgelsens hovedtal på http://www.db.dk/budget2012
 
For yderligere oplysninger, kontakt Danmarks Biblioteksforening
Formand Vagn Ytte Larsen, tlf. 2178 9383
Direktør Michel Steen-Hansen, tlf. 4030 5230

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog