Meningen med det hele

Fra 50 brogede år med Kulturministeriet. Nok støtte, men ikke styre. Sådan formulerede Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt, det nye ministeriums motto for halvtreds år siden. Om ikke altid i handling, så i hvert fald i ord er det også, hvad hans 16 efterfølgere i stolen har bakket op bag

Under den nys overståede valg-kamp kunne Kulturministeriet fejre 50 års fødselsdag og ved redaktionens slutning afventes udpegningen af Per Stig Møllers efterfølger som landets nye kulturminister og dermed afslutningen af ti år med konservative kulturministre. Danmark fik allerede i 1848 et såkaldt Kultusministerium. Dets anliggender var dog først og fremmest kirke- og undervisningsformål, og først i 1961 – under Viggo Kampmanns socialdemokratisk-radikale regering – fik landet et ministerium som udelukkende skulle befatte sig med Kulturelle Anliggender. At det i år runder 50-årsdagen markeres bl.a. med udgivelsen af et 88 sider digert jubilæumsskrift.
 
Tiår for tiår introduceres store og små begivenheder i Kulturministeriets regi. Suppleret af leksikale nedslag i tiårets øvrige udvikling og under farverige overskrifter som: “Manden de kaldte Rindalist. Portræt af en dansk tea party-bevægelse”, “Pornonville og 7o’erprovoer på og uden for scenen”, “Da eliten fik lov og ikke længere behøvede sige undskyld” og “Til kamp mod det kollektive hukommelsestab” om kulturarv & kanoner.
 
Som sig jo hør og bør i et skrift, der som dette nødigt skal kunne beskyldes for at være partipolitisk farvet, men tværtimod forsøger at dele sol og vind lige mellem de residerende kulturministre, er det i høj grad ministrenes gerninger og initiativer, der dvæles ved. Også selvom de kulturpolitiske kugler ofte er støbt af embedsmændene i ministeriet eller ledelser og medarbejdere i institutionerne under Kulturministeriet. Hvad de fem departementschefer i den forløbne periode har sat sig af spor berøres f.eks. kun sporadisk. Ligesom det samspil der vel har væ-ret mellem ministerium og Folketingets Kulturudvalg noget overraskende overhovedet ikke omtales. Det er ministrene, der er hovedpersonerne og dem, der gøres stads af i denne fortælling.
 
Trods disse begrænsninger er der tale om en både kultur- og samfundspolitisk vedkommende publikation. Tilmed af stor underholdningsværdi. Og velredigeret, velskrevet og fint og indimellem meget humoristisk illustreret.
 
At den 65-årige socialdemokrat Julius Bomholt som den første fik kulturministerposten tildelt vakte i øvrigt ikke udelt begejstring i kulturradikale kredse. “Siden sin tidligste ungdom har han omfattet kultur med energisk interesse og nogen forståelse, bemærkede eksempelvis Politikens Ole Storm syrligt. Modsat hylder Ole Hyltoft, Bomholts sekretær i det nye ministerium, helt uden forbehold landets første kulturminister: “Han havde et kunstnerisk gemyt, men han var også konstruktiv. Han kunne det politiske håndværk til fingerspidserne”. Og Hyltoft konkluderer temmelig tankevækkende: “Efter Bomholt har der kun været tale om små justeringer. Mange af justeringerne har sikkert været udmærkede, men ingen kulturminister har haft hans store ambition: at forme hele samfundet i kunstens ånd”.
 
I de forløbne fem tiår har Danmark haft 17 kulturministre, hvoraf en enkelt – Niels Matthiasen – var minister i to adskilte perioder. Med vidt forskellig baggrund, interesser og temperament, kan det til-føjes. Ligesom de resultater de hver især i deres tid som ministre har præsteret jo langt fra har været lige vægtige og perspektivrige.
 
For dem alle gælder dog, at de i det mindste i princippet har efterlevet det motto for kulturministeriets virke, som Bomholt formulerede: “Nok støtte, men ikke styre”. Selvom der i løbet af de 50 år har været tilløb til det modsatte, selv kan jeg således huske episoder en to-tre ministre tilbage, – hvad der i skriftet generelt også gås let henover – så synes et solidt flertal af ministrene at have respekteret det i dansk kulturpolitik nærmest sakrosankte armslængdeprincip, som Sabine Kirchmeier-Andersen, direktør for Dansk Sprognævn, kommenterer i skriftet.
 
Otte af kulturministrene har været kvinder og de resterende ni mænd. Seks har været socialdemokrater, fem konservative og fire radikale. Hvortil kommer én centrumdemokrat og én venstrekvinde. I alt 14 har været akademikere, inkl. Mimi Stilling Jakobsen, som aldrig fik tid til at færdiggøre sit humaniorastudium. To har haft en baggrund som lærere, og endelig er der Niels Matthiasen, som havde en uddannelse i forlagsbranchen.
 
Mens Joakim Jakobsen, kulturmedarbejder ved Weekendavisen, i jubilæumsskriftet med bred pen opridser de væ-sentligste kulturpolitiske reformer og tilløb til reformer i 50-årsperioden og de bagvedliggende diskussioner og slagsmål, så har skriftets redaktion entreret med en række kulturaktører og samfundsdebattører uden for ministeriet til at fortælle om tildragelser, de har været involveret i. Eller om udviklingen på de delområder, de hver især har været eller stadigvæk er aktive.
 
Blandt de sidste findes skriftets indslag om folkebibliotekerne, hvor Pernille Schaltz, konsulent på Statsbiblioteket, under overskriften “Et moderne forsamlingshus” udspørges om bibliotekernes betydning for vores samfund i relation til, som det hedder i indslaget: “Biblioteksloven fra 1964 er et af de vigtigste initiativer i Kulturministeriets historie”. Det klarer hun meget veloplagt. Og ud fra en overbevisning om – som hun indledningsvis udtrykker det – “Vi havde ikke haft vores velstand og velfærd i Danmark, hvis vi ikke havde haft folkebibliotekerne. Et bibliotek demokratiserer viden, og via folkeoplysningstanken er bibliotekerne blevet til uundværlige hjørnesten i demokratiet og velfærdssamfundet”.
 
Ellers er det relativt begrænset, hvad der i jubilæumsskriftet siges om bibliotekerne. I et indslag af Joakim Jakobsen karakteriseres 1964-loven for folkebibliotekerne dog som “det måske mest gennemtrængende af Bomholts tiltag”. Ligesom Elsebeth Gerner Nielsen helt fortjent krediteres for med Lov om biblioteksvirksomhed i 2000 at have forpligtet folkebibliotekerne til at give borgerne biblioteksadgang til internet og til vederlagsfrit lån af musik og nye elektroniske medier. At Elsebeth Gerner Nielsen ved den lejlighed og i et tæt samspil med Danmarks Biblioteksforening og dens daværende formand Mogens Damm fik det fra flere sider truede gratisprincip bevaret, nævnes dog ikke.
 
Mange af kulturministrene har sikkert oplevet rigtigheden af det, H.P. Clausen (C)i et interview med Politiken i 1998 sagde om det kulturministerium, han var politisk chef for fra 1986-88: “Det overvåges langt skarpere end andre ministerier. Feltet bevogtes konstant af kulturpersonligheder – eller af kulturjournalister, der har identificeret sig med området og lever sig ind i det. Som minister er man oppe mod mennesker, der har let adgang til spalterne og nemt ved at komme til orde. Mennesker som bliver set og lagt mærke til. Ofte drejer det sig om småsager, men kritikken og debatten kan antage et omfang, som fylder mere end omtalen af en vandmiljøplan”.
 
Til gengæld har de så kunnet prinse sig af – sådan som centrumdemokraten Mimi Stilling Jakobsen i en lykønskning til De radikales Ole Vig Jensen udtrykte det i 1988: “Nu er du blevet minister for det, der er meningen med det hele.”
Men mon ikke det samtidig har ærgret flere af dem, at denne erkendelse har haft svært ved at trænge frem til det virkeligt tunge politiske establishment. At man der ofte vender det døve øre til, når kulturlivet og dets bærende institutioner fattes penge, synes i hvert fald Kulturministeriets snævre økonomiske råderum at indikere. Bortset fra i midten af 90’erne. Dengang Jytte Hilden var kulturminister og hendes daværende mand, Mogens Lykke-toft, var finansminister. Der steg de statslige kulturbevillinger med 1 mia. kroner i løbet af bare et par år.
 
Om de næste fire år, også under en socialdemokratisk ledet regering, i samme stil vil tilføre kulturen og kulturministeriets mange væsentlige opgaveområder øgede bevillinger står endnu helt åbent.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog