Nu kommer Danskernes Digitale Bibliotek - men mere åbenhed ønskes

Borgerne ønsker nemme og lovlige måder at få adgang til de mange digitale ressourcer, som der bliver stadigt flere af, senest set med e-bøgerne på eReolen.

”I Danmarks Biblioteksforenings Digitaliseringsudvalg glæder vi os derfor over, at der er opnået enighed mellem Kulturministeriet og KL’s Børne- og Kulturudvalg om rammerne for at virkeliggøre visionen om Danskernes Digitale Bibliotek, hvor alle borgere via bibliotekerne gratis, nemt og lovligt skal have adgang til de digitale ressourcer” siger formand for Digitaliseringsudvalget Steen B. Andersen.

I det seneste år har der været forhandlinger mellem Kulturministeriet og KL om at finde en model, så bibliotekerne i alle 98 kommuner kan give borgerne adgang til den forunderlige digitale verden af digitale bøger, musik, film m.m.

Det har været vanskeligt at gennemskue den lukkede forhandlingsproces, og rapporterne bag er endnu ikke offentlige.  I Danmarks Biblioteksforenings Digitaliseringsudvalg har vi løbende været i dialog med KL og hilser det velkommen, at der er opnået en fælles forståelse mellem KL og Kulturministeriet, og vi finder der er grund til optimisme.

Det er dog meget vanskeligt at gennemskue, hvad der konkret skal udmøntes af aftalen. Overordnet set ser det ud til at der kun er taget højde for udgifterne til at drive den digitale infrastruktur i DDB, mens der ud over dette vil være en udgift for bibliotekerne til at indkøbe alle de digitale materialer; e-bøgerne, film, musik og hvad borgerne ellers efterspørger og som loven forpligter bibliotekerne at stille til rådighed.

Danmarks Biblioteksforening ser frem til at de økonomiske rationaler som kommunerne kan opnå gennem DDB bliver bedre anskueliggjort, da disse rationaler netop er forudsætningen for de enkelte kommuners tilslutning til projektet.

Danmarks Biblioteksforening opfordrer kommunernes Landsforening og Kulturministeriet til at åbne for processen og gå i dialog med bibliotekerne for at få udfoldet visionerne om Danskernes Digitale Bibliotek – bibliotekerne er parate og borgerne efterspørger det i høj grad. 

Det er i den sammenhæng oplagt at inddrage de centrale vidensressourcer, som allerede er etableret indenfor biblioteksområdet i forbindelse med TING-projektet.

”Når først alle disse afklaringer er på plads, skal vi alle i arbejdstøjet og skabe en kravspecifikation, med praktiske modeller og beskrivelser af, hvordan der skabes reelt indhold i DDB. Når hele komplekset er beskrevet skal det i en udbudsrunde, hvorefter man kan påbegynde at bygge Danskernes Digitale Bibliotek. Vi tør ikke helt gætte på en tidsramme, men det bliver desværre nok ikke i 2012” slutter Steen B. Andersen.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 5561 8410
Bankkonto: 2217 3065 674 830
Swift: NDEADKKK
webmaster@db.dk

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
Formandens blog
Direktørens blog