Nudging i de 'åbne biblioteker'. Så kan de lære det!

Foto: Archive.

Nudging vinder frem som anvendelig metode til at påvirke adfærd. Nu også på biblioteket i de timer, hvor brugerne må klare sig selv.

Hvordan kan personalet påvirke brugernes adfærd på biblioteket i den selvbetjente åbningstid, når personalet er gået hjem?

Spørgsmålet lyder umiddelbart kontradiktorisk, men fem biblioteker inden for Roskilde Centralbiblioteks betjeningsområde gik sidste år sammen om at undersøge mulighederne i et projekt, som har fået støtte fra Udviklingspuljen under Kulturstyrelsen. Vi havde sat os for at finde ud af, om nudging kunne være et brugbart redskab til at fremme en ønsket adfærd, når brugerne er alene på biblioteket, og vi hyrede firmaet iNudgeyou til at guide os igennem anvendelsen af det teoretiske og metodiske apparat, der ligger til grund for denne adfærdspsykologiske tilgang til problemstillingen.

Tænk ulogisk
Nudging handler om at tilskynde folk til at vælge de rigtige løs-ninger ved at gøre det let for dem, ikke ved forbud. Som bibliotekarer er vi vant til at arbejde med logisk tænkning og have stærkt fokus på løsningsmuligheder, så hvor svært kunne det lige være? Meget svært, skulle det vise sig: Folks valg styres nemlig i høj grad af ubevidste og ulogiske præferencer. For at forstå vores brugeres valg var vi derfor nødt til at lægge fagets logiske tænkning på hylden og i stedet tænke ulogisk. Desuden måtte vores løsninger vige for en nærmere analyse af, hvad der egentlig var problemet. Først da det viste sig, at vores problemer lå et helt andet sted, end vi troede, kom vi frem til nogle holdbare forslag til at løse dem; så var der til gengæld også en effekt som kunne måles.

Aktiver brugerne
Der er ikke noget, der hedder nemme løsninger i virkelighedens verden. Vores projekt skulle holdes inden for den aftalte økonomiske ramme, og når de fleste penge gik til konsulentbistand, kunne vi ikke samtidig lave dyre ombygninger for at ændre brugernes adfærd. Det viste sig heller ikke at være nødvendigt. Da vi først fik tænkt os om, stod vi med to forskellige problemstillinger. De handler begge om at få flere brugere til at hjælpe hinanden, således at en brugers besøg på biblioteket kan skabe værdi for en anden bruger. For hver problemstilling blev en løsningsmulighed afprøvet samtidigt i tre forskellige biblioteker, og så begyndte de statistiske optællinger af før- og eftersituationerne at blive spændende.

Skide godt, Egon
Virkemidlerne kostede næsten ingenting, og indkøbslisten lignede nærmest en af Olsenbandens fikse idéer: Vi skal bruge en rulle røde, gule og grønne selvklæbende prikker, 2 meter grønt stof, 3 opslag i A4-størrelse, et kamera, en bøtte grøn maling og et par sætninger skrevet med dymo-tape og monteret på selvbetjeningsautomaterne. Alligevel viste det sig, at vores ganske enkle nudges havde en omgående effekt. Og det var den samme effekt overalt, hvor de blev afprøvet. Resultatet: Antallet af fejla-larmer fra udlånsautomaterne faldt med en tredjedel. Og brugerne begyndte at anbefale bøger til hinanden, da vi fandt en nem metode til at gøre det.

Vi har fået indført en ny norm på de åbne biblioteker: Det er nu tilladt at tilbyde sin hjælp til andre, og det er tilladt at modtage hjælp fra andre. Vi nåede vores mål om at få brugerne til at snakke mere sammen, og vi må derfor konkludere, at nudging er en anvendelig metode til at påvirke adfærd – også på biblioteket.

 

Projektdeltagerne:
Roskilde Bibliotekerne, Vordingborg Bibliotekerne, Guldborgsund-bibliotekerne, Slagelse Bibliotekerne og Bornholms Folkebiblioteker. Der publiceres en rapport om projektet på Kulturstyrelsens Projektbank og www.centralbibliotek.dk til efteråret.

Jon Madsen er biblioteksleder for Bornholms Kommune.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog