Positivism

Videnskabsteoretisk hovedretning grundlagt af Franskmanden Auguste Comte (1798-1857) med udgivelsen af 6 bindsværket "Cours de philo­so­phie positive", 1830-42. Comte krævede, at videnskaben skulle udgå fra det fore­liggende, fra kendsgerninger, det "positive", hvorved han forstod fæno­menerne som de direkte fremtræder. Spørgsmål om tingenes væsen og årsagerne til fremtrædelserne anså Comte for ufrugtbar metafysik, der ikke hører hjemme i filosofien eller videnskaben. Udfra dette ud­gangs­punkt ud­viklede han en model/teori om tre stadier: Det teologiske eller fiktive stadium, det metafysiske eller abstrakte stadium og det viden­skabelige eller positive stadium. Denne model gælder for videnskaben som helhed, for alle dens discipliner og også for ethvert individ.

Den franske positivisme blev videreudviklet af englænderne John Stuart Mill (1806-1873) og Herbert Spenser (1820-1903), der samtidig greb tilbage til Hume og Berkeley fra den *empiri­stiske tradition. Mill og Spenser fandt, at det var videnskabens opgave at udforske bevidsthedens kends­gerninger, d.v.s. reducere viden­skaben til sansefornemmelserne og deres forbindelser, som især logikken skulle fremstille. Neo-positivismen eller den logiske positivisme er især udviklet af den så­kaldte Wienerkreds i 1920-erne og 1930-erne. De mest fremtrædende navne var Ernst Mach (1838-1916) og Rudolf Carnap (1891-1970) og (den unge) Ludwig Josef Johann Wittgenstein (1889-1951). Den førende danske neopositivist var filosoffen Jørgen Jørgensen (1894-1969). Nogle af samtidens mest frem­trædende forskere, herunder Max Planck (1858-1947) og Albert Einstein var i skarp modsætning til positivismen og Wienerkredsen. Mange af Wiener­kredsens hovedskikkelser vendte sig senere imod deres egne tidligere anskuelser, som de fandt var et blindspor. Dette gælder således Wittgen­stein og A.J.Ayer.
Moritz Schlick (1882-1936) formulerede neopositivismens grundsætning således: "Betydningen af enhver sætning bliver i sidste ende alene bestemt af det foreliggende og simpelt hen via intet andet". Meningsfulde sætninger er for neopositivisterne kun de sætninger, der kan fuldstændigt verifi­ceres, enten logisk eller empirisk. Denne opfattelse bevirker bl.a. en uover­stige­lig kløft mellem filosofi og enkeltvidenskaber og imellem empiri og teori. Sproget har for dem to funktioner: en navn­givnings/­beteg­nings­funktion og en med­delses­funktion. Wiener­kredsen kan også karakteriseres ved deres radikalisering af fysikalismen og *reduk­tionismen, d.v.s. deres stræben efter at forklare alle genstands­områder udfra fysikkens metoder og begreber.

Ordet "positivisme" anvendes i forskellige betydninger. Nogle gange ser man det anvendt i en meget bred betydning, svarende til enhver naturalistisk samfundsteori, der søger kausale forklaringer. Således kan man se Comte, Durkheim, Weber og Marx alle regnet for positivister og grupperet under denne brede etikette, selvom det er en mærkelig cocktail. Andre anvender etiketten positivisme meget snævet om behavioristisk teori, der forkaster alle kvalitative data og alle fænomenologiske data.

Opsummerende kan positivismen og neopositivismen karakteriseres ved at koncentrere sig om *fakta, det sansemæssigt foreliggende (fænomena­lis­me), *reduktionisme og enheds­videnskab og *nominalisme. Desuden en udpræget tendens til mekanicisme og løsning af problemer ved "teknologisk fix". Positi­vis­men ser sig selv og videnskaben som en neutral beskrivelse. Værdi­normer tilkendes ingen erkendelsesværdi og bør elimineres. Positivismen er stærkt utilbøjelig til at studere genstande og processer i et historisk og kulturelt perspektiv og til at fortolke enkeltvidenskabernes fakta i et alment eller bredt idéhistorisk perspektiv. Positivismen har en stærk tendens til at studere erkendelsesobjektet løsrevent fra bredere system­sammen­hænge og til på skematisk vis at overføre enkeltvidenskabers metoder og opfattelser på andre genstandsområder.

Grundteser i logisk positivisme (efter Haakonssen, 1973, s 8-9)
1. Al menneskelig erkendelse skal kunne formuleres sprogligt; dvs. der findes ikke nogen underforstået viden, som ikke kan formuleres.
2. Denne erkendelse kan reduceres til private umiddelbare oplevelser, - eller rettere: den kan reduceres til de såkaldte "elementar-sætninger", som er sprogelige rapporter om umiddelbar oplevelse. - Forholdet kan også udtrykkes omvendt: al erkendelse opbygges af sproglige rapporter om umiddelbar oplevelse.
3. Reduktionen/opbygningen foregår ved hjælp af den moderne symbolske *logik.
4. Al tale, som ikke kan reduceres til elementar-sætninger, er meningsløs, for enhver sætnings mening er den metode, hvorved den kan *verificeres. Thi ved vi ikke under hvilke omstændigheder en sætning er sand eller falsk, så farer vi med løs snak. Dette er det såkaldte verifikationskriterium for mening.
5. Man kan endegyldigt afgøre, om den resterende meningsfulde tale er sand eller falsk: den er sand ("verificeret"), når de elementarsætninger, den kan reduceres til, er i overensstemmelse med den konstaterede virkelighed - ellers falsk ("falcificeret"). Med andre ord alle problemer kan løses endegyldigt.
6. Kun videnskabernes erkendelse kan verificeres, og videnskaberne er derfor den eneste form for erkendelse. ["Scientisme"]
7. Videnskaberne udgør en enhed, idet de opbygges af det samme materiale, nemlig elementar-sætningerne.
8. Videnskaberne udvikler sig i tre henseender. For det første ved at inddrage nye områder (psykologi, sociologi osv.); for det andet ved at blive mere og mere sikker, idet den tilpasses et konstant stigende erfaringsmateriale; og for det tredie ved at lade denne tilpasning bestå i stadig mere omfattende teorier, som indeholder de foregående. Skoleeksemplet er Newtons bevægelseslove, som skulle forene Keplers celeste og Galileis terrestriske mekanik. Der er altså tale om en ophobende eller *kumulativ vækst.
9. Den traditionelle, spekulative filosofi (metafysikken) udelukkes af verifikationskriteriet som meningsløs. Filosofien skal alene være det eneste meningsfulde sprogs - dvs. det videnskabelige sprogs - syntaks, idet den skal sørge for reduktionen/opbygningen (se anden tese) samt de logiske midler til dette (se tredie tese).
10. Vurderende sprogbrug har i visse tilfælde en beskrivende og verificerbar kerne, men i det store og hele falder den uden for sproget som meningsløs. Derfor står enhver form for vurderinger - moralske, politiske, æstetiske osv. - uden for videnskaben.

Positivismen har har stor indflydelse på mange videnskaber i det 20. år­hun­drede. Ofte har denne indflydelse været ubevidst: Positivismens normer har været opfattet som selvfølgelige kriterier for viden­skabe­lighed overhovedet. Positivismen har derfor også været karakteriseret som "den usynlige videnskabsteori". I psykologien især i *behavioris­men, der jo også har haft indflydelse på *informationsvidenskaben.

Positivismens indflydelse på informationsvidenskaben fremgår af talrige artikler i dette leksikon (f.eks. *Fact; *Forældelse..). Paul *Otlet, der kan ses som grundlægger af dokumentations og informationsfaget havde en udpræget positivistisk grundholdning (jfr. *fact).

Litteratur: Haakonssen, Knud: Erkendelsesteori eller videnskabssociologi. (P. 7-31 i: Kuhn, Thomas S.: Videnskabens revolutioner. På dansk ved Knud Haakonssen. København: Fremad, 1973. 228 sider.