Specialization

Specialization in knowledge production may be studied in a descriptive way, for example based on citation network and co-citation analysis.

Optimal models of specialization is another way to study specialization (e.g., "optimal foraging theory").

In Library and Information Science (LIS) has specialization often been associated with the problem of information overload.
 

Literature:

Dogan, M. (2001). Specialization and Recombination of Specialties (pp. 14851-14855). International Encyclopedia of Social and Behavioral Sciences. Edited by Smelser, N. J. & Baltes, P. B. London, Pergamon-Elsevier Science.

Gusdorf, G. (1972). Interdisciplinaire (Connaissance). IN: Encyclopedia Universalis, Bind 8, 1086-1090.
 

Maxwell, N. (1980). Science, Reason, Knowledge, and Wisdom: A Critique of Specialism. Inquiry, 23, 19-81.
 

Ziman, J. M. (1986). Getting To Know Everything About Nothing: Subject Specialization in Science. IN: Progress in science and its social conditions: Proceedings of a Nobel symposium. Ed. by Tord Ganelius. Stockholm: Royal Swedish Academy Sciences; Oxford, England: Pergamon Press Ltd.
 

Wilson, P. (1996). Some Consequences of Information Overload and Rapid Conceptual Change. Pp. 21-34 IN: Olaisen, Johan; Erland Munch-Petersen and Patrick Wilson (eds.): Information Science. From the Development of the Discipline to Social Interaction. Oslo: Scandinavian University Press.

Wray, K. B. (2005). Rethinking scientific specialization. Social Studies of Science, 35(1), 151-64.

Birger Hjørland

Last updated: 21-05-2006

Home

to be edited:

Opsplitningen af videnskaben i stadig flere discipliner er natur­ligvis et resultat af videnskabens kollosale vækst og deraf følgende specialisering. Samtidig med denne specialisering optræ­der der modsatrettede inte­gre­rings­mekanismer. Anvendelsen af matematik og kybernetik er traditio­nel­le integrationsmekanismer, andre er nye teoretiske og filosofiske opfattel­ser og modeller.

Specialisering er naturligvis en mekanisme, der kan begrænse den enkelte forskers *overload. Men faren er til gengæld, at der i andre sammen­hænge udvikles viden, som herved ikke erkendes som relevant og at der opstår snævre forskningsområder, der opstiller egne normer, der måske strider imod erkendelser på andre områder.

Gusdorf (1972, side 1087f.) er meget skarp i sin kritik af den opsplit­tede forskning, som han sammenligner med kræftsvulstens ukontrol­lerede vækst. Hans bud­skab er, at man bør stræbe efter interdisci­plinaritet. Han vil ikke opgive eksisterende specialer - i al fald indenfor naturvidenskaben - men mener med interdisciplinari­tet snarere en slags bredere udda­nnelsesmæssig baggrund og en fornægtelse af positivismen indenfor humaniora. Falsk interdisci­plinaritet op­står, siger han, såfremt man f.eks. på en konference stiller et spørgsmål, forener en matematiker, en psykolog, en læge, en historiker, en klimatolog, en specialist i Amerikas indiske be­folkning og en anden der har viet sit liv til studiet af græs­hoppernes vandringer. Hver afhol­der sin tale i klimaet af de øvriges velvillige ligegyldighed. Nogle forsvinder efter at have holdt deres eget indlæg, fordi de bliver kaldt bort til vigtige møder. Efter kongressen publiceres et digert værk med alle de indlæg, der blev givet på denne konferen­ce. Det eneste, der er sandt interdisciplinært er det bind, der holder indlæggene sam­let.

En interdisciplinær opfattelse som Gusdorfs giver imidleretid efter vor opfattelse ikke noget konkret grundlag som et alternativ til en stærkt speciali­seret og disciplinopdelt videnskab. Når man har læst Gusdorfs artikel står man tilbage med spørgsmålet om hvad disciplinaritet og interdisciplinaritet egentligt er.

Maxwell (1980) argumenterer for, at nok er specialisering en nødvendighed, men specialiseringen skal være underordnet en diskussion af fundamentale livsproblemer. Idag er den specialiserede akademiske verden adskilt fra en dybere diskussion af livsproblemerne, hvilket Maxwell kritiserer og karakteriserer som specialiseringens "synd".