Subjects, trades & professions, disciplines

to be edited:

Fag er sociale organisationer, der er dele af arbejdsdelingen i samfundet. Man skelner mellem faglærte og ikke faglærte arbejdstagere. De faglærte arbejdstagere er bl.a. karakteriseret ved en formaliseret uddannelse (i et fag) og en faglig organisations- og kommunikationsstruktur. Blandt fag er nogle fag viden­skabsfag, d.v.s. fag, der varetager en formaliseret rolle som videns­producenter. Videnskabsfag har typisk et veludbygget system af primære, sekundære og tertiære *informationssystemer og har særligt udprægede *informationsbehov. Videnskabsfag kan udgøre *professioner, men behøver ikke gøre dette. De "rene" videnskabsfag" er typisk defineret af kriterier, der er fastlagt af det videnskabelige samfund. De højere uddannelsesinstitutioner (især universiteterne) spiller en stor rolle m.h.t. at definere, hvad der er videnskabsfag.

Vidensindholdet i fag kan være organiseret på et højt formaliseret og strukturet niveau, f.eks. i matematik, kemi og biologi. Men organisa­tionsprincippet og -­niveauet er ikke konsti­tuerende for, om der er tale om et videnskabsfag. Stafford skriver "There exists, as yet, no formally defined *discipline entitled "Semiotic Gerontology" (min fremhævning, BH). Formalisering af en teori består i en formalisering af dens sprog og i defineringen af dens theoremer på en rent syntaktisk måde (Jfr. Stanosz, 1994, s. 271). Dette krav opfyldes imidler­tid ikke af mange *videnskaber, og er derfor ikke konstituerende for et videnskabs­fag/ en disciplin. Tværfaglige områder (f.eks. gerontologi og semiotik) er ikke fag, fordi de ikke udgør en formaliseret del af arbejdsdelingen, idet udøverne typisk er mennesker fra andre fag (f.eks. medicin, psykologi og lingvistik), der har specialiseret sig i alderdoms­pro­ble­mer og kommunikationsproblemer. Men sådanne tværfaglige områder kan udvikle sig til nye fag, hvilket typisk forudsætter bl.a. en selvstændig uddannelse og en organisering af de uddannede i det nye fag.

Forbindelsen imellem *informationsvidenskab og og begreber som fag og *viden­skab belyses f.eks. af Schmidt (1991), der argumenterer for at viden er organi­seret *information og at "den informationsorgani­serede viden selv er organiseret i sociale rum. Der findes utallige former for viden, men i det moderne samfund er der en bestemt organisationsform, nemlig videnskaben, der spiller førsteviolin".

Videnskab er så igen organiseret i videnskabelige discipliner eller fag, et forhold, der nok er underbetonet i megen videnskabsteori.

Nordenbo (1985, side 5-7) diskuterer en række interne kriterier, der er opstillet af forskerne James F. Soltis og Sherwin S. Shermis til afgrænsning af begrebet "fag".

James F. Soltis (1978, side 24-27) refereres for diskussionen af 5 kriterier, der adskiller "fag" fra "ikke-fag":

1. Fag er noget, der kan gøres til genstand for undervisning.
2. Forudsat at fag er tilgængelige for undervisning tilføjes det ekstra krav, at de vedrører emner, der er teoretisk fjerne fra dagligdagens virkelig­hed.
3. Fag kan karakteriseres ved, at de udgør erkendelsesområder, der er unikke for hvert fag, er organiseret på en bestemt måde, og åbne for inddragelse af ny erkendelse eller viden. I modsætning hertil er "ikke-fag" karakteri­seret ved at bestå af et potpourri af forskellige former for viden, uden organisa­tion og lukket for ny viden.
4. Fag er karakteriseret ved at være "rene" i betydningen "ikke anvendte".
5. Fag er karakteriseret ved anvendelse af een videnskabelig metode.


Shermis (1962, side 84) opstiller en række træk, som tilsammen hævdes at være de distingverende træk for afgrænsningen af en videnskabelig disciplin (et videnskabeligt fag):

"a rather impressive body of time tested work;
a technique suitable for dealing with their concepts;
a defencible claim to being an intimate link with basic human activities and aspirations;
a tradition that both links the present with the past and provides inspiration and sustenance for the future; and
a considerable achievement in both eminent men and significant ideas".

Nordenbo gennemgår alle disse kriterier, og forkaster dem efter tur og orden. Han slutter meget agnostisk med at erklære: "Sammenholdes dette med den overfor givne historiske belysning af begrebet fags brug, skyldes dette næppe en blot tilfældighed, men berører et væsentligt og grundlæggende forhold: Begrebet fag er i fundamental forstand flertydigt og vagt."

Indenfor erhvervslivet anvendes begrebet "branche" ofte synonymt med eller istedet for fag. Indenfor edb taler man således om branche-specifikke løsninger, jfr. *Domæne­analyse.

Literature:

Nordenbo, Sven Erik: Er audiologopædien et selvstændigt fag? Dansk Audiologopæ­di, 1985, 21(1), side 3-13.

Schmidt,­ Lars-Henrik (red): Det videnskabelige perspektiv. Videnskab­s­teoretiske tekster. Redaktion og indledning ved Lars-Henrik Schmidt. København: Akademisk forlag, 1991. 490 sider.
 

Shermis, Sherwin S.: On Becoming an Intellectual Discipline. Phi Delta Kappa, 1962, 44, side 84.
 

Soltis, Jonas F.: An Introduction to the Analysis of Educational Concepts. Reading, Mass.: Addison Wesley, 1978.
 

Stafford, Philip B.: Gerontology (Pp. 289-290 in: Sebeok, Thomas A.: Encyclopedic Dictionary of Semiotics. 2.ed. Tome 1-3. Berlin & New York: Mouton de Gruyter, 1994. (Approaches to Semiotics 73)).
 

Stanosz, Barbara: Formalization (Pp. 271-272 in: Sebeok, Thomas A.: Encyclopedic Dictionary of Semiotics. 2.ed. Tome 1-3. Berlin & New York: Mouton de Gruyter, 1994. (Approaches to Semiotics 73)).

 

Fag-
Præfikset "fag" benyttes bl.a. ofte i forbindelse med *dokumenttyper (f.eks. fag­tids­skrif­ter; fagleksika; fagordbøger; fagbibliografier o.s.­v.). I mange tilfælde er denne præfiks underforstået, og man taler blot om tidsskrifter, leksika og ord­bøger. Normalt anvendes det derfor kun, når det er nødvendigt at præcisere forskellen f.eks. over­for tværfaglige dokumenttyper (f.eks. nationalbibliografi versus fagbi­bliografi).
Desuden benyttes præfikset i andre sammenhænge, f.eks. *faginformation og fagkritik (jfr. *kritik).

Faginformation
Betegnelsen faginformation kan ses som en bredere term end *faglit­teratur, d.v.s. en betegnelse for informationer knyttet til faglige institutioner, uanset om denne information formidles i form af littera­tur eller f.eks. via uformelle kommunika­tionskanaler. Betegnelsen anvendes mest i den tyske form "fachinformation", og man har i Tyskland et udbygget net af "Fachinformationsstelle" (jfr. også f.eks. Capurro, 1986).

Faget *"faglitteratur" på Danmarks Biblioteksskole kunne måske mere korrekt betegnes "faginformation". Et andet forslag er "Kundskabs­organisation", jfr. Ørom (1993).

Capurro, Rafael: Hermeneutik der Fachinformation. München: Verlag Karl Alber, 1986.
 

Ørom, Anders: Formatering af undervisningsområdet - med udgangspunkt i nogle refleksioner over kundskab og information. Biblioteksarbejde nr. 38, 1993, 14.årg, side 25-39.






Fagsprog
Fagsprog (engelsk: "sublanguage" eller "language for special purpose (LSP)"; tysk: "fachsprache") betegner den særlige terminologi og sprogbrug, der gør sig gælden­de i et fagligt domæne, f.eks. jura eller medicin. Fagsprog må defineres i for­hold til fæl­lessprog. Hvor fællessprog er nogenlunde ensartet for alle med­lemmer af et samfund og henviser til almindeligt kendte genstande og begreber, der er fagspro­get karak­teristisk ved at det anvendes i dele af det samfunds­mæssige liv og henviser til genstande og begre­ber, der er specielle for netop disse domæner. Fagsprog stu­deres bl.a. i socio­lingvistik og i fag­leksi­kografi (jfr. *Lek­siko­grafi).

Fagsprogenes funktion: Fagsprog udspringer natur­ligvis af særlige sproglige behov. Fag­sprogene er - ligesom fælles­sprogene - med til at

- styrke begrebsdannelsen og erken­delsen, til at
- fast­holde, kumulere og kommunikere viden og til
- at muliggøre tænk­ning, abstraktion og analy­se af pro­blemer og behov.

Herudover har fagsprogene gruppepsykologiske funktioner, idet de tjener sammenholdet i en gruppe, symboliserer dens identitet, afgrænser gruppen udadtil og for det enkelte gruppemedlem er et tegn på hans tilhørsforhold. I forlængelse heraf kan fagsprog tjene ideologiske funktio­ner, idet de kan være med til at styrke bestemte idéer, menneskesyn og videnskabssyn (og styrke bestemte faggrup­pers præstige og interesser).

Fagsprogenes udvikling: Fags­prog er især knyttet til vi­dens­skaber og er­hverv, men eksi­sterer f.eks. også i admini­stra­tion, kulturliv og i hobby­verde­nens mang­foldig­hed. Fags­progenes udvik­ling er i høj grad betinget af ar­bejds­delingen i sam­fundet. Når man skelner imellem "manu­elt arbejde" og "intellektuelt arbejde" (eller "håndens og åndens arbejde") er behovet for udvik­lede fagsprog især knyttet til det intellektuel­le arbejde.

Ud­viklingen af lan­dbrug og håndværk bevirkede dannelsen af højt udviklede fagsprog, der blev anvendt i disse er­hverv, mens over­gangen til industripro­duktion har for­enklet kvalifikations­kravene og de speci­elle fagsprog i selve fremstil­lingsvirksomheden. Behovet for fagsprog er ikke ligeså stort i den umiddelbare industrielle frem­stil­lings­virksomhed som i håndværk. Som Ammon (1977, side 88) viser, er det i den umiddelbare produktionssfære ofte fuld ud tilstrække­ligt for den entydige kommunikation at sige presse i stedet for koldflydepresse, eller maskine i stedet for trapezgevindslibemaski­ne, eller tang i stedet for punktsvejsetang. I produktionsføren i en stor petro­kemisk virksomhed blev der konstateret en overvægt af helt generelle adjektiver og verber, som imidlertid henviste til ganske specielle sagforhold. Som følge deraf findes der i produktionssfæren næppe et særligt, ind­advendt fagsprog som er ukendt i de andre afdelinger i virksomheden, hvorimod forskningsafdelingerne har et meget udbygget og fintmærkende indadvendt fagsprog. Her må alle bestanddele, udviklingstrin og egenskaber ved produktet analyseres og benævnes. Eksempelvis må pro­dukternes kemiske formler være kendt i virksomheders forskningsafdelinger, mens dette ikke er nødvendigt i de andre afdelinger. Vi ser således, at der såvel er tale om en arbejdsdeling imellem forskellige erhverv og indenfor virksomheder og institutioner.

Til den øgede kvalifikationsudvik­ling i forskning og administration svarer en udvikling af fag­spro­gene på disse områder. Möhn (1968, s. 336) belyser den voldsomme udvikling af fags­prog. I den kemi­ske far­veindustri var det længeste fagord i det 18.år­hundrede på 18 bogsta­ver. I det 20 århundrede findes nu et stort antal fagtermer på over 20 bogstaver indenfor dette område, og det længeste ord er nu på 33 bogstaver. Og dannelsen af lange fagord er kun een blandt mange in­dikatorer på fagsprogenes voldsomme udvikling.

Imidlertid bevirker udviklingen ikke entydigt en sammen­hæng imellem arbejdskraftens kvalifikation og omfanget af den fagsproglige kundskab. Ammmon (1977, side 89) viser, at f.eks. en kemiker som normalt er specialiseret på et temmelig snævert område, kun til­svarende små særlige fagsproglige kundskaber. Herudover har han behov for et bredt kendskab til det mere almene kemiske fagsprog. Og endelig har han brug for et vist kendskab til de matema­tiske og fysiske fagsprog, der så igen flyder over i fællessproget. Alle disse lag i fagsproget tilegner den specialiserede kemiker sig i løbet af sin uddannelse. Hovedmassen af de nødvendige fagsproglige kundskaber udgøres ikke af det fagsprog, der er særegent for hans arbejde, men af det mere almene fagsprog han har fælles med andre kemikere elelr endda alle naturvidenskabsmænd. Det mere almene fagsprog, hhv den fagviden, der er bundet til det, er ifølge Ammon særlig vigtigt af fire grunde:

(1) Det tjener som logisk-begrebsmæssigt grundlag for det specifikke fagsproglige repertoire.

(2) Bredere fagsproglige kundskaber og bredere fagviden muliggør en mere fleksibel tilpasning til de forhåndenværende arbejdsmuligheder.

(3) Bredere fagsproglige kundskaber og bredere fagviden muliggør en mere fleksibel tilpasning i arbejdskraften på længere sigt.

(4) Mere almene fagsproglige og faglige kundskaber er nødven­dige for forbindelsen og kommunikationen mellem ens eget specielle arbejdsområde og de andre områder, man samarbejder med. Hertil hører også samarbejdet mellem forskellige viden­skabelige di­sci­­pliner. Her er det uomgængeligt at de delta­gen­de personer også nogenlunde behersker det fagsproglige repertoire i de samarbejdende nabodiscipliner.

Fagsprogenes regionale udstrækning: Fagsprog kan være mere eller mindre inter­nationa­le, nationale eller bundne til spe­cifikke lokali­teter eller kulturer. Dette afhænger i første række af størrelsen af de direkte kommunika­tionssammenhænge. I middelalderen var latin det viden­skabelige fagsprog, som anvendtes i hele Europa. Land­brugets og håndværkets traditionelle fagsprog havde derimod i lang tid kun en temmelig ringe regional ud­strækning, fordi kommunika­tionsforbindel­serne kun dækkede ret små områder, og de er stadig dialektalt opdelt i vore dage. Industrialiseringen skabte et nationalt marked og en ensartethed i produkter og produktionsmidler. Det var ikke blot betegnelserne for arbejdsredskaberne, men også for arbejdsprocesser­ne, der herved blev ændret. Derfor er de industrielle fagsprog ikke dialektbundne, men enheds­sproglige. Hertil medvirker også den tiltagende teknolo­gisering og den nationale standardisering af de faglige uddannelser.

I løbet af industrialiseringen er arbejdsdelingen i stigende grad blevet udstrakt ud over de nationale græn­ser, den er blevet inter­national. Markedet er blevet et verdensmarked. Denne udvikling har skabt behov for inter­national koordinering, normering og standardi­sering af de pågældende fagsprog.

Der er naturligvis fag, f.eks. retsvidenskab, historie og littera­tur, der genstandsmæssigt er bundet til en nation, et sprog eller region, og hvor *internationaliseringen derfor slår mindre eller langsommere igennem.

Normering og standardisering af fagsprog.
xxxxx
xxxx

Fagsprog og BDI: Fagsprogsforskning har indlysende relevans for BDI-faglige problemer f.eks. i relation til *vidensrepræsentation, *tesauri, *domæneanalyse og *in­formation retrieval. Nedenfor og i litteraturlisten præsen­teres eksempler på informationsviden­skabelig forsk­ning i fagsprog.

Ananiadou & McNaught (1995) diskuterer oversættelsespro­blemer bl.a. i relation til fagsprog og behovet for nye redskaber, der kan hjælpe oversættere.

Bonzi (1990) analyserer 2032 sætninger fra fire fagområ­der for at finde regelmæssigheder i deres syntaktiske strukturer. De to sam­fundsvidenskabelige discipliner afviger ikke meget fra hinanden, ligesom de to naturvi­denskabelige discipliner heller ikke afviger meget ind­byrdes.

Haas & He (1993) beskriver en metode, der er udviklet til automatisk identifikation af fagsproglige termer som forekommer i *abstracts. Som eksempler anvendes fagsprog­lige abstracts fra computervidenskab og fra biblioteks- og informationsvidenskab.

Haas (1991) finder, at analyse af fagsproget udgør en effektiv tilgang til problemet om automatisk sprogbe­handling. En "case grammar" analyse baseret på et domænes fagsprog kan give en robust og funktionel analyse af dens tekst. Sprogsystemet i et fagsprog ses som en speciali­sering af det naturlige fællessprog. Beskriver også metoder til at sammenligne forskellige fagsprog.

Hutchins (1995) beskriver, hvordan den dominerende re­ferenceramme for maskinoversættelse i 1980'erne var "regelbaseret", f.eks. i de lingvistiske tilgange be­nyttet i systemer som "Ariane", "METAL", "Eurotra", etc.; eller de "vidensbaserede" tilgange anvendt ved Carnegie Mellon Univer­sitet og andre steder. Nye tilgange i 1990'­erne er baseret på store tekst corpera, corpora, an­vendelsen af statistiske metoder, og anvendelsen af eksempel-baseret oversættel­se. Hvor de tidligere systemer for det meste var tænkt anvendt til almene formål, er de fleste systemer idag udformet for specialisere­de anven­delser, f.eks. begrænset til kontrolleret sprog, til et bestemt fagsprog eller domæne eller til en specifik, til en særlig organisation eller eb bestemt type af brugere.

Liddy; Jorgensen; Sibert & Yu (1993) beskriver anvendel­sen af en fagsproglig tilgang til at konstruere et eks­pertsystem indenfor forsikringsområdet. Fagsprogstilgan­gen blev vurderet som særdeles lovende.

Losee & Haas (1995) studerer termer fra titler i naturvi­denskab og samfundsvidenskab fra et fagsprogligt og fagleksikografisk perspek­tiv. Udforsker forskellige betydninger af begrebet "distinkt fags­prog" i "hårde" og "bløde" fag. Der opstilles mål for graden af unikke termer i hvert fagsprog, hvilket skønnes værdifuldt i tekst-filtreringssystemer og i *information retrieval.

Sager (1981) finder at fagsprog på tekniske områder udviser ling­vistiske regelmæssigheder ud over de, der gør sig gældende i fælles­sproget, hvilket gør det berettiget at tale om fagsprog. Fagsprogli­ge tekster er karakteri­seret ved forekomsten af ord, der er unikke for det pågældende fag og ved de syntaktiske kombinationer i hvilke disse ordklasser forekommer. Disse sproglige egenskaber karakteri­serer de informationelle relationer ved de genstande, som den pågældende disciplin opererer med. Fagsproglige informationsstruk­turer giver basis for at konstruere databaser med informationen i de fagsprog­lige tekster.

Fagsprog og videnskabsteori:
Det er blevet hævdet, at fagsprog ikke er sprog i egent­lig for­stand, fordi man har ment, at "fagsprog" er be­grænset til ord­forrådet og ikke har en selvstændig syn­taks. Dansk er i for­hold til f.eks. en­gelsk kende­tegnet ved mange sammen­­­satte ord. Dette karakteri­serer såvel almens­proget som fag­sproge­ne. Der er dog forskere, der hævder at kunne påvise en særlig fagsproglige syn­taks i nogle domæner (e.g. Bonzi, 1990; Sager, 1981). Ammon (1977) tilba­geviser også påstanden om at fagsprog ikke har særlig syntaks ved henvisning til den højere matema­tiks og den formelle logiks særlige syntaks.

Et fagsprog afspejler natur­lig­vis først og fremmest det gen­stan­ds­­område, som det handler om. Dernæst er fags­prog påvirket af de erken­delseste­oretiske og viden­skabsteore­tiske posi­tioner, der har gjort sig gæl­dende i faget. Eksempel­vis stræber den positivistiske tradition imod et viden­skabeligt sprog, der beskriver gen­standsområdet i fy­sik­kens sprog, som fænomener i tid og rum. For­skellige *teorier, retninger og *paradigmer i et fag ten­derer således imod for­skellige fagsprog. Såle­des er f.eks. *beha­viorismens (*positi­vistiske) og psy­koanalysens (mere *her­me­neu­tisk prægede) fagsprog vidt forskellige, hvilket bør fremgå klart af *tesauri og andre *IR-sprog (hvilket imidlertid sjældent er til­fæl­det).

Litteratur:

Ammon, Ulrich: Indføring i sociolingvistik. Oversat og med forord af Anette Steen Pedersen & Ole Ravnholt Johan­sen efter "Probleme der Soziolinguistik" (Tübin­gen: Max Niemeyer Verlag, 1973). København: Gylden­dal, 1977. 155 sider.
 

Ananiadou, S. & J. McNaught: Terms are not alone: term choice and choice terms. Aslib Proceedings, 47(2), 1995, 47-54, 57-60.
 

Bonzi, Susan: Syntactic patterns in scientific sublangu­ages: a study of 4 disciplines. Journal of the American Society for Information Science, 41(2), 1990, 121-131.
 

Dansk fagterminologi. Danmarks Tekniske Bibliotek, 1975.
 

Eyben, W.E. von: Juridisk stil og sprogbrug. (i: Juridisk grundbog, 1967).

Fluck, Hans-R.: Fachsprachen. München, 1976.
 

Hansen, Erik: Reklamesprog. Hans Reitzel, 1965 & 1970.
 

Shaw, Medford, New Jersey, Learned Information Inc., For American Society for Information Science, 1992).
 

Haas, Stephanie W. & S. He: Toward the automatic identi­fication of sublanguage vocabulary. Information Proces­sing & Management, 29(6), 1993, 721-744.
 

Haas, Stephanie W.: Sublanguage analysis using the case hierar­chy. (Pp. 196-202 in: ASIS '91. Systems understan­ding people. Procee­dings of the 54th Annual Meeting of the American Society for Infor­mation Science, Volume 28, Washington, D.C., 27-31 October 1991. Edited by Jose-­Marie Griffiths, Medford, Learned Information, Inc., for American Society for Information Scien­ce, 1991.
 

Harris, Z & P. Mattick: Science Sublanguages and the Prospects for a Global Language of Science. Annals of the American Academy of Political and Social Science, 1988, 495(Jan), 73-83.
Hutchins, J.: A New Era in Machine Translation Research. Aslib Proceedings, 1995, 47(10), 211-219.
 

Joergenson, Corinne Lyon; Sibert, Ernest; Yu, Edmund S.; Liddy, E.D.; Liddy, Elizabeth: Processing natural langu­age for an expert system using a sublanguage approach. (Pp. 136-141 in: ASIS'89. Managing Information and Tech­nology. Proceedings of the 52nd Annual Meeting of the American Society for Infor­mation Science, Volume 26, Washington, D.C., 30 October-2 November 1989. Edited by Jeffrey Katzer and Gregory B. Newby, Med­ford, New Jersey, Learned Infor­mation, Inc., for American Society for Information Science, 1989.

Liddy, E. D.; C.L. Jorgensen; E.E. Sibert & E.S. Yu: (1993). A sublanguage approach to natural language processing for an expert system. Information Processing & Management, 29(5), 633-45.
 

Losee, R. M. & Stephanie W. Haas: Sublanguage terms: dictio­naries, usage, and automatic classification. Jour­nal of the American Society for Information Science, 46(7), 1995, 519-529.
Molde, Bertil (red.): Fackspråk. Lund, 1976.
 

Möhn, Dieter: Fach- und Gemeindsprache. Zur Emanzipation und Isola­tion der Sprache (Pp 315-348 i: Wortgeographie und Gesellschaft. Hrsg von W. Mitzka. Berlin, 1968.
Sager, Naomi: Sublanguage grammars in science information proces­sing. Journal of the American Society for Infor­mation Science, 26(1), 1975, 10-16.
 

Sager, Naomi: Information structures in texts of a sub­language. (Pp. 199-201 in: The information community: an alliance for progress-Pro­ceedings of the 44th ASIS Annual Meeting 1981. Volume 18. Washing­ton, DC October 25-30, 1981. Edited by Lois F. Lunin, Madeline Henderson and Harold Wooster, White Plains, New York, Knowledge In­dustry Publications Inc. for the American Society for Information Science, 1981.

Sager, Naomi; M. Lyman; N.T. Nhan & L.J. Tick: Medical language processing: applications to patient data repre­sentation and auto­matic encoding. Methods of Information in Medicine, 34(1­/2), 1995, 140-146.
 

Winograd, Terry: Analyzing Language in Restricted Domains - Sublang­uage Description and Processing [Review of book by R. Grisshman, & R. Kittredge. Contemporary Psychology, 1987, 32(7), 660-661.
 

Wüster, Eugen: Internationale Sprachnormung in der Technik, besonders in der Elektrotechnik. (Die nationale Sprachnormung und ihre Verallgemeinerung). 2. opl. Bonn 1966 (=Sprachform, Beiheft 2).

Tidsskrifter: Fachsprache.
Nordisk tidsskrift for fagsprog og terminologi (Nordic Journal of L.S.P. and Termi­no­logy). Handelshøjskolen, København, m.fl., Årg. 1-, 1983-.

Se også *"Naturligt sprog"; *"Sproglige aspekter af BDI"; *Termino­logi


Fagtypologi
Man kan betragte forskningsfag udfra flere synsvinkler, f.eks. kogniti­ve-, organi­satoriske- og målgruppekarakteristika. Traditionelt har interessen for fagenes kognitive egenskaber været de dominerende. De kognitive egenskaber vedrører forhold ved selve vidensindholdet, f.eks. fagets afgrænsning, specialiserings­struktur, teoretiske karakter etc. Interessen for fags organisatoriske egenskaber såsom prestige­hierarki, arbejdsdeling, koordinationsmåder etc. er især blevet frem­trædende i moderne videnskabssociologi og filosofi efter den betydeli­ge indflydelse, som Kuhn's *paradigmeteori har øvet. Ifølge denne teori organiserer videnskaben sig jo omkring bestemte paradigmer.

Whitley (1984) har udarbejdet et forslag til en fagtypologi, der af Heine Andersen (1988) anvendes til at sige noget væsentligt om publika­tions­­strukturen i samfunds­fagene.

"Hårde" versus "bløde" fag.
Modsætningsparret hårde versus bløde data eller videnskaber er ikke videnskabs­teoreti­ske fagtermer, men en ideologisk præget jargon. Adjektivet "hård" anvendes ofte om kvantita­tive data, mens "blød" anvendes om kvalitative data. "Hård" har dog en videre *konnotation end kvantitativ. Områder som lingvistik og formel logik, der ikke nødven­digvis anvender kvantitative data, anses normalt for "hårde" områder. Typiske "bløde" fag er f.eks. litteraturfortolkning, der bl.a. er karakteri­seret ved en høj grad af sub­jektivitet og heraf følgende usikkerhed. Det følger heraf, at det er meget mere præcist at tale om kvalitativ/kvantitativ, subjektiv/objektiv, vel­defineret/be­grebsuklar strategisk opgavesikkerhed/usikker­hed og lignende modsæt­ninger end at anvende distinktionen "blød" versus "hård".

Indenfor videnskaben i almindelighed anses målelighed og dermed kvantitativ forskning ofte for mere avanceret end ikke-målelig, kvalitativ forskning. Denne opfattelse går tilbage til Galileis princip "Mål det, der er måleligt og gør det måleligt, der ikke er det". Dette princip er - i store træk og under visse forudsætnin­ger - korrekt. Problemet er, at princippet ofte er misbrugt (især i samfundsviden­skab­erne). Da enhver kvantitativ analyse forudsætter en adekvat kvalitativ analyse, kan man ikke på forhånd udpege den ene type som "finere" eller "hårdere" end den anden. En kvantitativ analyse, der - fordi den vil måle for enhver pris, for at ligne "rigtig" videnskab", mangler ofte at foretage de nødvendige be­grebsmæssige og teoretiske afklaringer. Der produceres derfor utrolige mængder af umoden, ureflekteret og ubrugelig kvantitativ forskning, ofte fordi "forsker­ne" ikke reflekterer over det problem, de forsker i, men anvender en "kogebog" i statistik og metode. En sådan ureflek­teret kvantitativ forskning er naturligvis meget mere "blød" end en skarpsindig teoretisk, kvalitativ analyse.
"Blød" og "hård" er derfor ikke videnskabelige, men ideologiske termer, som man kan bruge til at promovere sig selv, og slå sine modstandere oven i hovedet med. Som sådan anvendes de naturligvis især af personer, der har behov for at stive sig selv af, tillægge deres egen forskning noget af den præstige, der ligger i en ydre, formel lighed med anden forskning, istedet for i den indre kvalitet i sig selv.

 

Literature:

Andersen, Heine: Publiceringspraksis og organisationsformer i danske samfundsviden­skaber. Politics, 1988, 20(2), side 185-201.
 

Houser, Lloyd: The Classification of Science Literatures by Their "Hardness". Library and Infor­mation Science Research, 1986, Vol. 8, side 357-372.
 

Whitley, R.D.: Intellectual and social organisation of the sciences. Oxford, 1984.

Birger Hjørland

Last edited: 17-09-2006

Home