Der er intet som at hygge sig med en bog i en god stol i solen. Hvis man ikke er så heldig, at man har en have, er der nu råd for det: Odense Centralbibliotek stiller fra i dag 10 læsestole til rådighed, som kan lånes på dagsbasis af byboere, der ønsker at få sol på kroppen samtidig med, at de læser. Det er gratis at låne stolene på biblioteket, og udlåningen fungerer præcis, som hvis det havde været en bog. For at gøre det ekstra nemt stiller biblioteket sammen med stolene et bord frem med bøger, musik og magasiner, de anbefaler. I løbet af sommeren vil biblioteket ligeledes pakke en ”bananvogn” med bøger og musik og være til stede ved forskellige arrangementer. For eksempel til Odense Blomsterfestival og Opera på Engen.