Åben kulturdebat om bogmarkedet skal være varmt velkommen!

Replik til Politikens kronik den 22. januar 2013, ved Vagn Ytte Larsen, formand for DB. Bragt i Politiken den 26. januar 2013.

I kronikken ’Det handler om kulturpolitik’ den 22. januar tager Gyldendals formand Poul Erik Tøjner og direktør Stig Andersen handsken op. Men som de skriver ”Det er vigtigt at flytte fokus. For det handler ikke om at redde en nødlidende branche, men om at give litteraturen mulighed for at vokse og trives”. I deres kronik slår de derfor til lyd for en ny debat om litteraturens vilkår i Danmark, og det i et langt større perspektiv end hidtil. Det skal ske for at sikre de bedste rammer for dansk sprog og litteratur i en ganske ændret verden”, mener de.

Jeg kunne ikke være mere enig. Der er et klart behov for en ny analyse af bogmarkedets udvikling. Og det handler ikke alene om faste priser kontra frie. Det handler, som kronikkens to forfattere også er inde på, helt enkelt om morgendagens bogsituation i Danmark. Og dermed om e-bogen. Og det handler som det understreges, ”nemlig ikke primært om konkurrenceforhold, men om kulturelle værdier”. Og det handler også som de skriver om bibliotekernes rolle.

Her er det helt utrolig vigtigt, at vi samtidig får drøftet hvordan vi sikrer, at de to formater, den trykte bog og e-bogen, reelt sidestilles. For som det er i dag, kan bibliotekerne ikke selv tilrettelægge og varetage deres indkøb og formidling af e-bogen; det er helt afhængigt af forlagenes forgodtbefindende.

Det dur naturligvis ikke. Men de nye toner fra Gyldendals øverste ledelse om en drøftelse af en ny litteraturpolitik lover åbenhed og dialog. Det vil jeg som formand for Danmarks Biblioteksforening se frem til. Vi har alle parter klart en interesse i, ud fra en sikring af de kulturpolitiske værdier, at skabe den bedst mulige adgang til dansk litteratur.

Kulturminister Marianne Jelved oplyser i artiklen ’Gyldendal beder politikerne om boglov’ også i Politiken den 22. januar, at hun vil indkalde bogbranchen til en drøftelse om bogens udfordring. Det vil vi se frem til!

Faste bogpriser kontra frie
Sideløbende med den sidste tids postyr omkring de biblioteksrelaterede digitale litteratur- og musiktjenester har der i bogbranchen og i medierne pågået en debat om tilstanden på det kommercielle bogmarked – præget som den er af stadig færre boglader og stadig flere forlag og udgivelser. Men med stadig større vanskeligheder med at få økonomien til at løbe rundt.

En af de første på banen var Lars Boesgaard, direktør for Lindhardt og Ringhof, som i en kommentar i Politiken den 28. december 2012 opfordrer politikerne og bogbranchen til at genoverveje modellen med frie bogpriser. Han henviste bl.a. til tidsskriftet Bogmarkedets redaktør, Bjarke Larsen, der i sit blad havde slået til lyd for en genindførelse – i hvert fald de første måneder af en bogs levetid – af det fastprissystem for bøger, som delvis ophørte i 2001 til fordel for frie priser, og som efterfølgende næsten helt er opgivet med bogbranchens egen billigelse.

I Berlingske den 12. januar nævner både tidligere kulturminister og tidligere næstformand i Danmarks Biblioteksforening, Grethe Rostbøl, og direktør for boghandlerkæden Arnold Busck, Helle Busck Fensvig også en sådan karenstid som en mulighed. For ad den vej at give landets boglader bedre mulighed for at få deres del af det bestsellersalg, som supermarkedskæder og lignende i stigende omfang har sat sig på.

Forslaget om en genindførelse af fastprissystemet, selv i en modereret form, er der flere synspunkter på.  Mette Bock, MF for Liberal Alliance, har en anden holdning i Berlingske den 30. december. Frem for at fastholde drømmen om en bedre fortid skulle forlagsbranchen hellere udvikle nye og mere bæredygtige forretningsmodeller, mener hun, og slutter af med denne opsang: ”Det er ikke bogen og boghandleren, der er et samfundsmæssigt gode. Det er indholdet og substansen i det, der udgives. Jo flere, der får adgang og råd til at læse, des bedre.  Det skal ikke ske ved politiske indgreb og markedsregulering, men via kreativ forretningsudvikling og udnyttelse af de mange nye muligheder”.

Flere kræfter har siden efteråret således efterlyst en politisk diskussion af bogens udvikling i kulturministerens regi. Det hilser Danmarks Biblioteksforening varmt velkommen. Vi behøver en debat om bogen, den trykte og e-bogen, om både bogmarked og bibliotekers rolle i den sammenhæng. Og det kan ikke gå for hurtigt.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog