Årets Klassiker 2019 er et værk og ikke et forfatterskab - "Det" af Inger Christensen

Inger Christensen. Gregers Nielsen Delta. KB-Fotoarkiv.

Sådan er det i år, og det er jo ikke fordi Inger Christensens samlede værk ikke fortjener fejring. Sommerfugledalen (1991) var f.eks. nationalt og internationalt med til at bringe Inger Christensen (1935-2009) i spil som nobelpristager.

Når "Det" selvstændigt fortjener at blive fejret i 50-året for udgivelsen, er det fordi værket på en særdeles original måde er et værk, der markerer et nybrud og bliver ved at afsløre nye sider og kalde på nye læsninger. Og så er værket en blivende inspiration for adskillige digteres arbejde med sprog og digtning.

Litteraturhistorisk markerer Det både en periodes afslutning og begyndelsen på en anderledes litteratur- og sprogopfattelse. Ikke sådan at Det fejer alt til side, snarere sådan at Det nuancerer og uddyber den forrige periodes litteratur.

1960’erne i dansk litteratur var præget af brud med – eller reaktion på – den foregående periodes skrivemåde, som den især kom til udtryk i tidsskriftet Heretica. Denne reaktion blev ført an af blandt andre Klaus Rifbjerg, hvis lyriske gennembrud med Konfrontation fra 1960 gav navn til strømningen, konfrontationsmodernismen. Digtningen skulle konfrontere læseren med den rå virkelighed og give en kritisk (gerne venstreorienteret) politisk farvet fremstilling af samfundet.

Og Inger Christensen er med. Hendes to første digtsamlinger Lys (1962) og Græs (1963) konfronterer læseren med enkle og som Johs. Fibiger udtrykker det “krystallinske fortætninger” af virkelighed, sansninger og følelser. Men også konfrontationsmodernismen finder sin nuancering og delvise modstand. Og her er Inger Christensen ikke blot med, men sammen med Per Højholt og Hans Jørgen Nielsen toneangivende inden for systemdigtningen: Tekster opfattes som konkret materiale som typografi på papir, der kan organiseres efter formelle regler, systemer.

Der sker en slags forskydning fra indhold til form eller rettere skellet mellem form og indhold ophæves, formen bliver i højere grad en del af indholdet.

Det særlige ved Inger Christensens brug af systemer er, at hun henter sine ‘skabeloner’ i matematikken og naturvidenskaben. Hun skriver regelret ud fra f.eks. talrækker, men gør det i et sprudlende poetisk og opfindsomt sprog og på en måde, så systemet forekommer som en naturlig del af poesien. ‘Naturlig’ skal forstås bogstaveligt: Naturen har systemer, og det har sproget også, så det kan poesien også udnytte.

“Ja, Inger Christensen ser slet og ret sproget som en umiddelbar forlængelse af biologien, hvilket bryder med den traditionelle vesterlandske modsætning mellem natur og kultur”, som Marianne Stid-sen, lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, har skrevet. Det er derfor også logisk nok, at de systemer Inger Christensen bruger i sit sprog ofte kommer fra naturen og naturvidenskaben.
For Inger Christensen er der nemlig ikke noget modsætningsforhold mellem kreativitet og system. Snarere tværtimod: Det udefra kommende system tvinger så at sige digteren til at tænke anderledes end det traditionelle system, som sproget er bygget op om.

Dette at sætte regler for sin egen skrift er sidenhen blevet kaldt “benspænd”, og det kan være så simpelt som et enkelt system som en firelinjet, rimet strofe. Rimet tvinger den skrivende til at tænke nyt og skrive anderledes end med en almindelig sætningsbygning. Alle, der har prøvet at skrive en lejlighedssang, ved det: Hvor meget bøvl giver det ikke, at der skal være en bestemt rytme og bestemt rimfølge. Det tvinger også amatørdigteren til en større kreativitet!

Men lad os se lidt nærmere på "Det":

Det er ikke nogen let, lille bog, men et stort, meget varieret og på en måde forvirrende værk, fordi det indeholder så mange forskellige slags tekster. Men det holdes sammen i en stram tre-delt komposition:

1. Prologos (for-ord) hvor det helt beskedne, neutrale stedord “det” får betydning. Der er tale om en skabelsesberetning: “Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til.”
2. Logos (ord) opdelt i tre afdelinger: “scenen”, “handlingen” og “teksten”.  Men også disse dele er igen opdelt i 8 afsnit med 8 tekster i hver.
3. Epilogos (efter-ord)

De tre ‘kapitler’ beskriver et forløb eller måske snarere tre dimensioner af livet: 1) sprogets og verdens skabelse, der i 2) befolkes af mennesker og deres gøren og laden, deres mangel på ægte relationer og deres forestillinger om alt det, der kunne være bedre og 3) er så en ‘konklusion, der netop ikke er en rigtig konklusion, men tværtimod en åbnende refleksion om vores forhold til hinanden og sprogets rolle i den forbindelse.
Der er selvfølgelig flere spørgsmål end svar, men helt afgørende er sprogets rolle i vores måde at være i verden på. Og så kan bogen slutte med en venden tilbage til det tomme, altomfattende “det”: “Det er det hele. Det er det. Det.”

Inger Christensen har selv påpeget bogens karakter af fiktion, altså noget der er skabt af en bevidsthed, og når det så tilmed er skrevet med skrivemaskineskrift bliver skriveprocessen gjort tydelig, gjort konkret for læseren.

"Det" afprøver adskillige sproglige former i de forskellige afsnit, og det er med til, at alle slags læsere kan føle sig hjemme i bogen. 1960’ernes forskellige slags brud og oprør har sin plads, ja, også halvpolitiske sange er med. I 1980 indspillede Pia Raug en CD med en række tekster fra Det: En grå og diset morgen; Chile; En ørken; Livet er helligt; I midten af den grænseløse have; Jeg lånte en tåre; De otte morgener; Deres omgang; Som sand der forsvinder.

Det viser noget om alsidigheden i Inger Christensens værk, at det altså også ved siden af de tætte og komplicerede digte kan indeholde tekster som:

Et samfund kan være så stenet

at alt er en eneste blok

og indbyggermassen så benet

at livet er gået i chok.

og indbyggermassen så benet

at livet er gået i chok.

Og hjertet er helt i skygge

og hjertet er næsten hørt op

til nogen begynder at bygge

en by, der er blød som en krop,

til nogen begynder at bygge

en by, der er blød som en krop.

Dette digt er altså også en sang og har oven i købet fået plads i Højskolesangbogen – i øvrigt sammen med to andre tekster fra Det. Nemlig revolutionssangen “Så dyrker de korn på et alter i Chile” og den ‘(sprog)filosofiske’ sang “Jeg ser de lette skyer” som i simplest mulige form forbinder sprog, natur og det skrivende jeg. Den lyder i sin helhed:

Jeg ser de lette skyer

Jeg ser den lette sol

Jeg ser hvor let de tegner

Et endeløst forløb

Som om de føler tillid

Til mig der står på jorden

Som om de ved at jeg

Er deres ord

Der er i denne tekst næsten en hilsen eller påmindelse om det allerførste digt i Inger Christensens forfatterskab, Lys, og en forudsigelse til Sommerfugledalen.

Hvis jeg står

Alene i sneen

Bliver det klart

At jeg er et ur

hvordan skulle evighed

ellers finde rundt

"Det"er en klassiker, fordi vi hele tiden kan finde nye vinkler og nye overraskelser i værket, også, og måske især, en refleksion over det, der er angstfyldt og derfor uforståeligt. Men samtidig er der i Det en tro på, at der er håb forude. Dobbeltheden er hele tiden til stede og får i Inger Christensens forfatterskab sproglig originalitet og vægt.

Det ved digterne alt om, derfor kan man høre f.eks. Karl Ove Knausgaard sige sådan her (april 2019): “Det var Inger Christensen som skrev om verdens læselighed, hvordan vi før eller siden støder på det ulæselige, grænsen til det uforståelige som egentlig findes inden i os, og samtalen mellem det læselige og det ulæselige. (...) Og det var Inger Christensen som skrev at menneskene er i verden på nogenlunde samme måde som bogstaverne i en bog, og jeg elsker den tanke: Lige så lidt som bogstaverne ved, hvilken roman de er en del af, ved vi i hvilken historie vores liv indgår.”

 

JOHAN ROSDAHL er forfatter, tidl. lektor og fmd. LISE (Litterære Selskaber).

 

Vigtige bøger i Inger Christensens forfatterskab:

Lys (digte), 1962

Græs (digte), 1963

Evighedsmaskinen (roman), 1964

Azorno (roman), 1967

Det (digte), 1969

Det malede værelse (roman), 1976

Brev i april (digte), 1979

Alfabet (digte), 1981

Del af labyrinten (essays), 1982

Sommerfugledalen (digte), 1991

Hemmelighedstilstanden (essays), 2000

Som var mit sind lidt græs der blev fortalt, 2017

Verden ønsker at se sig selv (digte prosa udkast), 2018

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog