2.Y bygger billedbøger på biblioteket

Fine bøger med masser af fortælleglæde og kreativitet skabt af børnene selv plus nye relationer til børn i lokalområdet er blandt resultaterne af et fælles bogprojekt for bibliotek og skole på Nørrebro i København.

I samarbejde med Ansgar Skole og Blågårdens Bibliotek har eleverne i 2.Y i foråret skrevet og illustreret deres egne bøger, derefter blev alle børnenes ‘bøger’ samlet i en bog. Slutproduktet – én rigtig bog – har eleverne således produceret indholdet til, og hver af børnenes historier indgår som kapitler. Eleverne havde selv valgt emne ud fra interesse, og disse var mangfoldige. Der blev blandt andet skrevet om Queen, Japan, katte og Pokemon. Det var tydeligt, at alle skrev om et emne, der var en del af deres nære livsverden eller interesse.

Erfaringerne
Børnene har oplevet selv at være vidensproducenter og ikke bare konsumenter af viden. Eleverne er blevet udfordret både fortællemæssigt, kreativt og kunstnerisk gennem processen.

Gennem arbejdet med tekst, billedforståelse samt den kreative proces har det også givet en forståelse for materialer, teknik og udtryk. Eleverne har fået en sanselig oplevelse med bogmediet, mens de udviklede og eksperimenterede med tekst og illustrationer. Fantasien og forestillingsevnen blev sluppet helt fri. Det har også været med til at styrke børnefællesskabet. Eleverne har under forløbet aktivt støttet hinanden med idéer. En pizza får vinger, og her er lige det glimmerpapir, som Alvin mangler.

En vigtig pointe var desuden, at eleverne har deltaget i en proces fra idé til at hands-on producere indhold til det endelige resultat, til de står med bogen i hånden. Det gav glæde og selvtillid.

Bibliotekets samling har været i spil, og bibliotekaren har løftet forløbet både den faglige med informationssøgning og i dette tilfælde den kreative proces. Endelig var der en meget givende sparring af viden og inspiration mellem to faggrupper, læreren og bibliotekaren.

Bibliotekets rolle
For biblioteket var det en enestående mulighed at indgå i forløbet. Som institution og faggruppe var der mulighed for at åbne bibliotekets samling op som det videnscenter og kreative fri-rum, det er. Omgivet af bøger har eleverne fået tilgang til både viden og inspiration. Fagbøgerne stod på hylderne, når eleverne skulle finde viden og information om deres emne. Om det var øgler eller Mercedes. Ligeledes kom samlingen i brug, når der skulle tegnes en kanin, for hvordan ser de egentlig ud?

Som bibliotekar var en del af forberedelsen at finde bøger, der grafisk og illustrativt inspirerede eleverne kunstnerisk og kreativt. Her kom blandt andet bibliotekets store samling af flotte billedbøger i spil. I dem kunne eleverne se en mangfoldighed af forskellige udtryk fra illustratorer. Derudover havde vi udvalgt fagbøger, der kunne vise eksempler på, hvor forskelligt de var layoutet.

Samarbejdet med skolen har også givet unik indsigt i, hvad børn i 2. klasse interesserer sig for og syntes er spændende at fordybe sig i. Hvilket i et formidlingsaspekt er en gave for enhver børnebibliotekar, ligesom det har skabt nye relationer til børn i lokalområdet.

Skolens rolle
I slutningen af 2. klasse har alle elever i 2.Y rigtig godt fat i læsningen, og en lyst til at skrive er begyndt at spire frem. Eleverne oplevede, at dét at skrive bøger var noget meget stort, og måske kun forbeholdt de få. Det overordnede mål med at lade eleverne skrive deres egen bog har været, at de fik en oplevelse af, at alle kan skrive en bog, samt at det ikke er grammatik og stavefejl, men fortællerglæden der er i fokus.

Eleverne gik meget op i, at bogen skulle trykkes som en rigtig bog, og at andre elever på skolen kunne låne den med hjem. Dette smittede også af på arbejdsindsatsen – alle tog det meget alvorligt – for det var jo en rigtig bog, vi var ved at skrive.

En væsentlig grund til at samarbejde med biblioteket var også at give eleverne en oplevelse af, at biblioteket kan andet end at være et sted, hvor man låner bøger. Det er et rart og inspirerende sted at være, og det vil måske få eleverne til at bruge biblioteket mere – også når de bliver lidt ældre.

■ Der er kort sagt masser af oplevelse, læsning og læring i projektet for børnene. Og det er helt oplagt at overveje muligheden i skole- og bibliotekssamarbejder lokalt. Det har været et spæn-dende forløb, og måske kan vores samarbejde og vinkel være til inspiration for andre.

Nu er det praktisk, at en bibliotekar besidder evner ud i billedkunst, men absolut ikke et krav til stillingen. Hvad gør man så, hvis der skal gennemføres sådan et litteratur- og kunstforløb andre steder? Engagerer en dygtig kunstner og søger Huskunstnerordningen? Eller måske, hvis bibliotek og kulturhus deler adresse, inddrager en dygtig og kreativ kulturmedarbejder.

HELLE LAURSEN og CHARLOTTE LARSEN, hhv. børnebibliotekar og designer Blågården Bibliotek og dansk- og billedkunstlærer Sankt Ansgar Privatskole.
 

NØGLETAL

75,3% af de adspurgte biblioteker samarbejdede i 2017 medfolkeskoler i forbindelse med Åben skole.
83,5% af bibliotekerne havde i 2017 tilbud omkring litteratur og læsning til folkeskolerne.

Kilde: Biblioteksbarometer 2017

Artiklen er bragt i Danmarks Biblioteker nr. 4, 2019.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog