32.000 bogelskere besøgte Bogforum

KV21, kulturens betydning og kommunalpolitiske prioriteringer. Fra venstre Michel Steen-Hansen, Hediye Temiz (B), Kim Valentin (V) og Einer Lyduch (A). Foto Thomas Evaldsen.

Det forestående kommunalvalg og politikernes prioritering af kulturen blev ivrigt debatteret på Bogforum på bibliotekernes store fælles stand: Danmarks Biblioteker. 17 biblioteker, DB, FKI og HK står bag dens aktiviteter i et samarbejde med Bogforum.

Fredag bød standen på KV21-debat om kulturen og aktuelle kommunalpolitiske udfordringer med tre kommunal- politikere, fra kommuner med hver sit attraktive bibliotekstilbud og med Michel Steen-Hansen, Danmarks Biblioteksforening, som vært. Her diskuterede udvalgsformand Hediye Temiz (B) fra Albertslund, byrådsmedlem i Tårnby Einer Lyduch (A) og Kim Valentin, MF og 2. viceborgmester i Gribskov, bl.a. hvordan Corona-nedlukningerne havde tydeliggjort betydningen af kultur og f.eks. biblioteker blandt borgerne. Om behovet for en ny kulturpolitik og for debat om kulturen i lokalpolitisk regi, samt læselyst og biblioteket som inspirator og som demokratisk fælles mødested lokalt.

Med tre dages kulturpolitiske og litterære debatter og samtaler med fagfolk og forfattere dannede bibliotekernes stand igen rammen om et alsidigt sceneprogram. Lørdag trak især en samtale om Haruki Murakami og Det mystiske bibliotek med oversætter Mette Holm, illustrator Kamila Slocinska og vært Michael Linde Larsen, Odense Bibliotekerne, - samt et møde mellem Leonora Christina Skov og Anne Juul Andersen, arrangeret i samarbejde med Litteratursiden. Søndag kunne morgenfriske messegæster først møde mændene bag det nye tobindsværk "Dansk Bibliotekshistorie", Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen, og siden vinder af Læsernes Bogpris 2021 Jesper Stein i samtale med Hellen Niegaard, DB, om Steins seneste og meget stærke roman "Rampen".

Også i år vakte standens unikke littaraturquiz med Adrian Hughes stor begejstring. Og som før blev forfattere og andre bogfolk hver dag kl. 13 kraftigt udfordret, ikke alene på kontant viden om aktuelle romanværker men også af Adrian Hughes veloplagte forsøg på at mime bogtitler. Andre emner blandt standens nitten indslag var Algoritmer og demokrati, Formidling og inspiration omkring læselyst digitalt, Møde med bogbloggere, Sorgromaner, Exofiktion, Dagens Digtere med hhv. Sara Rahmeh og Victor Boy Lindholm og et møde med Jacob Søndergaard, forlægger af det dynamiske nye Forlag Gutkind. Se reportageklip fra dagene i kulturmagasinet Danmarks BIblioteker nr. 6, som udkommer 10. december.

Lige knap 32.000 bogglade danskere lagde i weekenden 5.-7. november vejen forbi Bogforum 2021 i Bella Center. Mere end 200 store og små udstillere, fra selvudgivere til de velkendte og etablerede forlag stillede op. I år på hele 20.000 ekstra kvadratmeter, bedre og større scener, masser af luft og god plads til alle. Efter sidste års corona-restriktioner og ingen bogmesse i 2020 kunne en lettet Andreas Nordkild Poulsen, ansvarlig for Bogforum, efter messen fortælle ”Vi er meget glade og lettede. Det var en stor oplevelse at se så mange glade læsere og bogfans mødes, se hvordan den litterære samtale blomstrer, og selvfølgelig være vært for mødet mellem forfattere og læsere. Det er så bekræftende at konstatere at læselysten trives i bedste velgående, og at folk havde lyst til at bruge nogle gode dage hos os."

Bogforum 2022 finder sted fra fredag d. 4. til søndag d. 6. november.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog