ACTA - sikring eller trussel?

Alle taler om ACTA, men hvad går aftalen egentlig ud på og hvorfor er der verden over demonstrationer imod den, og hvad betyder den for bibliotekerne. Lars Konzack, forsker ved IVA , introducerer her den komplekse situation og fremtidige perspektiver. P.t. er aftalen endnu ikke færdigbehandlet i EU-parlamentet eller ratificeret af Danmark og de øvrige EU-lande, selv om de har underskrevet.

ACTA står for Anti-Counterfeiting Trade Agreement. Det er en multinational handelsaftale, der fastsætter standarder for håndhævelse af intellektuelle rettigheder. Aftalen søger at fastsætte en ramme for international lov på følgende områder: forfalskede varer, kopimedicin og krænkelse af ophavsret. Det er naturligvis navnlig det sidste, der er interessant for bibliotekerne, og det er den del, som vi her skal se nærmere på.

Det blev tydeligt, at der var noget særligt i gære, da EUs udnævnte chefundersøger og ACTA-rapportør, Kader Arif, i kølvandet på at 22 medlemslande skrev under på handelsaftalen, fratrådte sin stilling 26. januar 2012 med ordene: “Jeg ønsker at sende et stærkt signal og advare den folkelige opinion om denne uacceptable situation. Jeg vil ikke deltage i denne maskerade.”

Pludselig var det ikke længere blot en handelsaftale som alle andre, men noget som man åbenbart skulle advare den folkelige opinion om. Forud for dette lå et mærkeligt forløb, hvor handelsaftalen var blevet forhandlet og udfærdiget i hemmelighed, bortset fra at Wikileaks i 2008 uploadede hemmeligholdte forhandlingsdokumenter om aftalen. Hvis dette ikke var sket, så ville handelsaftalen været kommet i stand helt uden offentlighedens kendskab til den.

Efter underskrivelsen af ACTA begyndte der at brede sig en utilfredshed med forløbet, hvilket har ført til demonstrationer imod ACTA i en lang række europæiske lande – ikke mindst ført an af internetaktivistgruppen Anonymous og europæiske piratpartier.

Ifølge kulturminister Uffe Elbæk, erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr er der imidlertid ingen grund til bekymring. De fastslår, at ACTA er vigtig for væksten i Danmark, og de kreative kræfter kan have tillid til, at deres produkter ikke uden videre bliver kopieret og videresolgt, uden at virksomhederne får del i fortjenesten. De anfører, at det er en vigtig handelsaftale i en globaliseret verden. Og de gør også opmærksom på, at aftalen ikke ændrer ved det ansvar og de forpligtelser, som internetudbyderne allerede har ifølge dansk lovgivning. Hertil skal siges, at dansk lovgivning på dette område er usædvanligt skrap. Fx har man ved lov formelt lukket adgangen til Pirate Bay, selvom loven omgås i praksis.

Alligevel er der folk, der drager aftalen i tvivl. IT-ekspert, cand. mag. Gunnar Langemark, en internet-veteran, har læst aftalen grundigt igennem, og han ser den som et angreb på privatlivets fred. Den aktør, der føler sine intellektuelle rettigheder krænket, kan få adgang til information om personer og aktiviteter til ethvert aspekt af det, som en krænket synes, vedkommer sagen – også hvad angår tredjeparter. Han kritiserer regeringerne for at tjene de store distributionsselskaber, der sidder på de immaterielle rettigheder, hvilket Gunnar Langemark advarer om kan få som konsekvens, at det vil sætte en stopper for den digitale udvikling. Han frygter, at dette er første skridt i retningen af, at kæmpekoncerner vil få mulighed for at kontrollere, hvad der overhovedet kan publiceres på nettet.

Et andet afgørende punkt i ACTA er expeditious remedies, der betyder, at myndighederne får tilladelse til slå ned på rettighedskrænkelse baseret på mistanke – altså en forebyggende foranstaltning. Dette anser Gunnar Langemark for at være ACTAs svar på preemptive strike, at folk opfattes som skyldige indtil det modsatte er bevist. Gunnar Langemark ser ACTA som et forsøg på at sætte den teknologiske udvikling i stå for at tilgodese distributionsselskaber, der vil fjerne den fri konkurrence.

Konsekvenserne af ACTA kan derfor være: At det bliver en trussel mod internet-udbydere, der må have stærke økonomiske kræfter i ryggen for at kunne levere den aktive politiindsats eller risikere lukning. Internet-udbyderne vil også føle sig tvunget til at bortcensurere indhold på formodninger om rettighedskrænkelser. Familier og husstande bliver sårbare over for en påstået krænkelse og kan risikere at få lukket internettet og betale dyre erstatninger, selvom det er begået af et barn.

Spørgsmålet er så, om det også har konsekvenser for bibliotekerne. Umiddelbart rammer det jo ikke direkte den offentlige service, som bibliotekerne stiller til rådighed. Men så enkelt er det desværre ikke. I takt med at bibliotekerne følger den digitale udvikling vil nogle af de samme krav blive stillet til bibliotekerne, som der stilles til andre internet-udbydere. Bibliotekerne vil blive afhængige af de store distributionsselskaber.
Man kunne naturligvis hævde, at bibliotekerne allerede i dag er afhængige af distributionsselskaberne. Det er de for så vidt også, men netop internettet betyder, at vi ikke i fremtiden behøver være afhængige af distributionsselskaber. Faktisk er distributionsselskaber blevet det overflødige led i kæden. Når man kan distribuere via nettet, er det ikke længere nødvendigt at være afhængige af distributionsselskaber.

Tiden er inde til at gøre op med en forældet distributionsmodel. Et stykke af vejen er det korrekt, når regeringens ministre gør opmærksom på, at ACTA ikke ændrer noget. Det er netop problemet. Vi har brug for at ændre noget. Vi har ikke brug for at fastholde gammeldags og fordyrende distributionsmodeller, der primært er til for at sikre distributionsselskabernes og ikke forbrugernes og producenternes interesser. Vi har brug for at nytænke ophavsret i relation til det 21. århundredes distributionsteknologi i stedet for at lade lovgivningen blive domineret af fortidens.

Professor Mark Poster sagde allerede i 1990, at vi dengang “lod os overbevise om, at information for det første var en vare, og for det andet at den var bedst kontrolleret af markedskræfterne. Industrialismens økonomiske system forudsætter nemlig, at ressourcerne er knappe, og de derfor bedst lader sig allokere af markedskræfterne. Men information er ikke knap, men rigelig og billig. I informationssamfundet vender markedet problemstillingen på hovedet: Ved at be-grænse information skabes netop den knaphed, som industriøkonomerne på-står, er et naturgivent faktum.”

Her kommer bibliotekerne ind i billedet som et alternativ til både distributionsselskaber og pirater. For de offentlige biblioteker vil i fremtiden være dem, der kan sørge for at distribuere viden og kunst gratis, da det ikke koster noget af betydning at fremskaffe en digital kopi. Det kan piraterne også, og så længe vi har de gamle distributionsselskaber, vil de blive ved med det. Men i modsætning til piraterne vil bibliotekerne som en offentlig service kunne forpligte sig på at værdsætte producenterne.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog