Animation i verdensklasse - det er i Viborg, det sner!

The Animation Workshop, dynamisk viden - og uddannelsescenter i Viborg.

I byen findes et af verdens mest interessante bud på animationsmiljøer og -uddannelser. Skabt af fremsynede lokale kræfter og politikere, og af et stort kontingent super kreative animationsfolk. Det vil kommunen nu bruge i sin borgerkommunikation.

Viborg står stærkt, ikke bare herhjemme men også i udlandet. “Sig Viborg i det internationale animationsmiljø, så ved de, hvad det handler om”, fortæller samstemmende en glad projektkoordinator Erik Barkman, The Animation Workshop, og en mindst lige så begejstret Lars Stentoft, kulturdirektør i Viborg. Danmarks Biblioteksforenings Kulturudvalg havde den store fornøjelse at besøge animationsworkshoppen på en af augusts sidste varme sommerdage. Tankevækkende på alle ledder og kanter i forhold til både kultur, kommunikation, uddannelse, oplevelsesøkonomi og erhvervsudvikling. 

Fra fresker til animation
For mange står Viborg som en af Midtjyllands ældste byer, gammel garnisonsby fra 1865 til 2001 og en lidt stille provinsby. Smukt beliggende i bakkelandet og en by man især lagde vejen indenom for at se Joakim Skovgaards enestående fresker i Viborg Domkirke – eller for at drage ud på Hærvejens 280 kilometer lange vandrerute, der netop starter fra kirken. De sidste år er der kommet helt andre boller på suppen takket være kasernens afvikling.

Kommunen købte hele kaserneområdet i 2001, og det er efterfølgende blevet brugt til uddannelsescampus, studenterhus, børnekulturinstitutioner, skole, beskæftigelses- og iværksætterprojekter samt egnsteatret Carte Blanche. Og på Kasernevej kan man så nu opleve et af landets mest spændende, nyere og meget fremadrettede uddannelsestilbud: The Animation Workshop.

At stedet og dets uddannelser har et engelsk navn matcher fuldstændig med den internationale atmosfære, man straks mødes af som besøgende. The Animation Workshop, Videncenter for Animation, spænder i dag meget bredt fra uddannelse, kulturudvikling og kommunikation til produktion og samarbejde med erhvervsliv af forskellig art, og har mere end 130 beskæftigede plus omkring 350 studerende. Samt en årlig omsætning på ca. 225 mio. kroner.

For 13 mio. kroner tegnefilm
Kulturdirektør Lars Stentoft løfter under rundvisningen sløret for et stort samarbejdsprojekt mellem The Animation Workshop og Viborg Kommune. Som bekendt skal al kommunikation mellem det offentlige og borgerne fremover ske digitalt fra november i alle kommuner og i staten. I Viborg går de langt videre.

Over tre år vil kommunen ændre sin kommunikationsstrategi fra at være 100% tekstbaseret til i højere grad at bygge på animation. “Vi har som politikere og embedsmænd været meget opmærksomme på de fantastiske resultater og de priser, som The Animation Workshop og rektor Morten Thorning hele tiden kan vise, og nu vil vi tage fordel af det”, fortæller han.

Kommunen har vedtaget at skabe en ny kommunikationsprofil byggende på animation, som her går fra at være en kunst-art til at yde konkret og praktisk information. Et kommunikationsformat, man i Viborg Kommune er overbevist om, vil styrke kontakten med borgerne og borgernes serviceoplevelse. Samtidig, og det lægger man ikke skjul på, er det en støtte, der kan bidrage til også at styrke animationsmiljøet i relation til fremtidig kommerciel factions-produktion.

Kreativt uddannelses- og erhvervsmiljø
Som del af VIA University College, etableret i 2008 som landets 3. største universitet efter København og Aarhus og med campus i flere forskellige jyske byer, tilbyder The Animation Workshop flere former for uddannelse. Udover f.eks. en fast åben animationsworkshop er det efteruddannelse, mere traditionelle tegnekurser og tre bacheloruddannelser. Karakteranimation, Computer Graphic Arts og Grafisk Fortælling, som varer mellem 3½ til 4 år, og alle er engelsksprogede. Undervisningen varetages nemlig af både danske og internationale topfolk fra animations-, tegneserie- og spilbranchen.

Hvert år afholder man desuden en animationsfestival samt flere større konferencer. I år bl.a. en om animation og læring.
Følg selv med på animwork.dk .

 

"One of the most dedicated animation institutions in the world"

Richard Williams om The Animation Workshop.
Verdensanerkendt canadisk-britisk animator kendt bl.a. som Animation Director på Disney/Amblin's Who Framed Roger Rabbit, What’s new, Pussycat? og Pink Panther filmene.

Foto: The Animation Workshop.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog