Per Arnoldi: Luk bibliotekerne op igen!

Per Arnoldi, en af Danmarks store malere og kunstnere, har klare og velformulerede holdninger til landets kultur, som det kom frem i DR-K programmet Udflugt til Kulturkløften sendt i forbindelse med kommunalvalget. Foto: Martin Sørensen.

I interviewserien DB Enqueten 'Biblioteket & mig'

Bogen kommer længere end det bedste spydkast! mener Per Arnoldi, der på det varmeste opfordrer landets nye kommunalpolitikere til at  genoverveje lukning af lokale biblioteker.

Hvornår kom du første gang på et folkebibliotek, og hvad betyder biblioteket for dig?
Hele min barndom på Østerbro i København gik jeg med mine unge forældre på biblioteket på Jagtvej. To gange om ugen. Hver uge. Altid. Vi bar hver to bøger hjem og læste dem i hjemmets stoledybe civiliserede rum, før TV væltede alle muligheder for både samvær, samtale og fordybelse. Og jeg arbejdede mig forslugent frem gennem hylderne. Fra Frændeløs, Jules Verne, 1000 og een nats æventyr til Johs. V. Jensen, Michael Tejn, Leck Fischer, Storm P. og – heldigvis – Gustav Wied.
Senere stod den på Steinbeck, Hemingway, Saroyan, Knud Sønderby og Tom Kristensen, og så begyndte jeg selv at finde bøger billigt i antikvarboghandlernes slidte kasser og kom ikke så meget mere på biblioteket. Som låner.

Til gengæld har jeg gennem 50 professionelle år som formidler og fortæller holdt foredrag på en lang, lang række af bibliotekerne. Der er altid en særlig stemning her. Personalet er altid behageligt og fornuftigt, publikum interesseret.
Vi er sammen, et FÆLLES sted!

Biblioteket er det ultimative demokratiske sted ... og hvordan nogen syg kommunalpolitiker nogensinde har kunnet finde på at nedlægge bare ét, BARE ÉT, er både en gåde og en formørket skandale. Det gode er, at det kan laves om. De kan åbnes igen. Intet er nemmere, hvis man fra politisk side da tør operere med den oplyste vælger og ikke sætter sin skælvende taburets lid til det modsatte!

Hørte I den deroppe på rådhuset?
Tænk hvordan det vil lyde, lidt ude i de forsømte småbyer, - BIBLIOTEKET ÅBNER IGEN!

Der er lokaler og bygninger nok at tage af, og der er også de penge, man ellers så generøst hælder ud over sport, træning, motion og lignende mærkværdigt tidsfordriv. Bogen kommer længere end det bedste spydkast!

Hvilke tre skønlitterære bøger har haft en særlig stor betydning for dig?
Den er svær. Det må blive mindst det dobbelte. Gustav Wied : Livsens Ondskab. Herman Bang: Sommerglæder. Holger Drachman: Forskrevet. Tom Kristensen: Hærværk. Scott Fitzgerald: Tender is the Night og Ernest Hemingway: A Moveable Feast, erindringsbogen fra Paris.

Nogle af disse bøger læser jeg stadig en gang om året. Jeg smugler dem med, når jeg skal ud at rejse, så Christiane (PA er gift med skuespilleren Christiane Rohde, red.) ikke ser det. Og efter at jeg i højere grad er begyndt at tage toget til både London og Paris, hvor jeg har opgaver, gør også de genkendte tekster rejsen meget behagelig og passende lang.

Per Arnoldi nævner som et par af sine yndlingsbørnebøger: Mark Twains The Adventures of Tom Sawyer, på dansk Lille Toms Æventyr, samt Daniel Defoe’s Robinson Crusoe.

Hvad læser du lige nu?
1913. Århundredets sommer af den tyske forfatter og kunsthistoriker Florian Illies. En fabelagtig god idé, en journalistisk bedrift, og så er det oven i købet sandt. Samtidighed kan, som vist i denne bog, også foregå i parallelle forløb, som når Hitler og Stalin går tur i den samme park de samme dage det samme år. Det er sgu´ da en gyser, der vil noget. Frygtindgydende tilfældigt og fascinerende.

Julen står for døren, hvad vil du anbefale som boggaven under træet i år?
Ulla Strømbergs Bellevue Teatret, Arne Jacobsens arkitektur og teatret. Den er – udover at være medrivende interessant, velresearchet og velskrevet – også meget smukt udført. Den handler jo om noget så sjældent som en vellykket drøm. En utopi, der har fået form. En stædig optimisme, og så i 1938, hvor verden så sandelig ikke lå lysende solbeskinnet og badende ubekymret foran os.

Er du gået i gang med e-bøger?
Nej. Det må blive efter min død. Jeg kæmper stadig med en telefon, der ved mere end mig.

Har du et forslag til et biblioteksmotto, der kunne opmuntre andre til at læse mere?
Det svære nu, hvor alting er så let, bliver at pege på den energi, der trods alt skal til for at opsøge og indhente relevante oplysninger og oplevelser. Dér kunne man måske over døren til biblioteket skrive: DET HELE står her!

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog