Børn og kultur i stærkt partnerskab - Interview med Ib Kristensen.

Ib Kristensen (V), borgmester i Billund siden kommunalreformen og bestyrelsesmedlem i Capital of Children.

Under vingerne af Capital of Children og en OPP-virksomhed, sættes der i Billund nye standarder for både LEGO og for børnebiblioteksvirksomhed

Med fokus på børn, leg, læring og kreativitet samt viden om de dele arbejdes der i Billund lige nu med to projekter af stor interesse for biblioteksfolk og kommunalpolitikere.

Det ene er et kæmpestort lego-hus, LEGO House, med bl.a. oplevelsescenter og museum, som bygges der, hvor byens gamle rådhus tidligere lå. Det andet i noget mere beskeden målestok er genopfindelsen af Billund Centret og biblioteket her, åbnet i 1975.

Begge projekter er på sin vis inspireret af LEGO-klodsen – symbolet på børns ubegrænsede leg og fantasi gennem årtier – og begge en brik i Capital of Children (CoC), Børnenes Hovedstad-projektet, som Lego Fonden og Billund Kommune i fællesskab står bag, og som blev igangsat i 2011.
 

"Hvad går det hele ud på, og hvad er tidsrammerne?"
Det fortæller borgmester Ib Kristensen fra Venstre om i et interview med Danmarks Biblioteker sidst i januar.

“Det handler om børn, leg, læring og kreativitet. I et lokalt såvel som et globalt perspektiv! Og tidsrammen er uendelig”, lyder det ultrakorte og ambitiøse svar. Horisonten rækker, som borg-mesteren formulerer det, generationer frem: “Vi bliver aldrig færdig med den vision. Når vi har gennemført de projekter og initiativer, vi er i gang med i dag, så er der nye idéer og projekter på vej”.

Investering i børnene
CoC-aktiviteterne er formelt organiseret i et aktieselskab, hvor LEGO Fonden og kommunen hver især ejer 50 %, og driftsøkonomien bag bygger på 6 mio. kroner fra hver partner årligt.

“Det kan godt være, at 6 mio. kroner pr. år lyder af meget, men det er et udtryk for, at det er noget man virkelig vil fra begge sider. Vi har organiseret os i CoC Office, et såkaldt offentligt-privat partnerskab. Og det, vi satser på, er børnene og deres udvikling. Vi skal bidrage til, at de kan blive verdensborgere, når de vokser op”, forklarer Ib Kristensen entusiastisk. Som han udtrykker sagen: “Hvor ellers, hvis ikke her, skulle man vælge at investere i børnene!”.

Og man skal være parat til at investere, også fra kommunens side. Her handler det nemlig ikke bare om virksomhedsudvikling eller by- og kommuneudvikling, men om begge dele. Noget der også fremgår af sammensætningen af CoC Office’s bestyrelse. Her sidder LEGO’s ejer Kjeld Kirk Kristiansen, Hanne Træholt Odegaard, seniordirektør i LEGO Fonden, den til enhver tid siddende borgmester, p.t. Ib Kristensen, kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen samt en uvildig formand ude fra, nemlig Michael Hjortlund, tidligere administrerende direktør i Ingeniørforeningen IDA. En vægtig gruppe med en vægtig vision: Billund er Børnenes Hovedstad! Her lærer børn gennem leg og er skabende verdensborgere.

Strategi og proces
Billund er kloden rundt kendt som hjemsted for LEGO og for etableringen af verdens første LEGOland. “Men”, fastslår borgmester Ib Kristensen, “et delmål for os er også, at gøre Billund kendt som det sted, hvor viden om leg, læring og kreativitet skabes. I Børnenes Hovedstad udvikles kreativiteten hos børn i alle aldre. Den øgede kreativitet opnås ved at anvende leg som vejen til læring – og byen udvikles som en by i børnehøjde med fokus på børn. Billund skal ikke bare være blandt de bedst drevne kommuner indenfor børn- og ungeområdet. Vi skal være STEDET for børn. Dér hvor andre kigger hen, når de skal hente inspiration til at skabe rammerne for det gode børneliv”.

LEGO House - er et ca. 12.000m2 stort oplevelseshus, som åbner i 2016. tegnet af BIG/Bjarke Ingels Group. Foto: LEGO Group.

Delmål og metode
Processen med at skabe Capital of Children foregår i sig selv på en legende, lærende og inddragende måde. Og med særlig inddragelse af børn på forskellig vis. Sådan som man sammen med en række eksterne partnere f.eks. gjorde det med succes i efterårsferien med et Nørd-show for de 9-13-årige børn og unge. Et andet delmål i Billund er, at kommunens borgere skal opleve, at de bor i Børnenes Hovedstad, og at deres behov og interesser som familier forstås og imødekommes, så de agerer som ambassadører for sagen, fordi de selv er engagerede. Et tredje, at man ad den vej opnår bredt ejerskab til visionen, så både borgere, organisationer og virksomheder bidrager til at realisere visionen. De institutioner og organisationer, der arbejder med børn professionelt, skal udvikle og løbende afprøve ny viden og metoder. Gennem byrummet, skolerne og byens andre steder som f.eks. biblioteket.

Fremtidens børnebibliotek, Videnscenter og skoletilbud
Om planerne for biblioteksdelen, siger Ib Kristensen: “Med Rosan Bosch, den internationalt anerkendte designer, vil vi skabe et unikt bibliotek – et Fremtidens Børnebibliotek, og samtidig en helt ny udgave af Billund Centret, hvor Rosan Bosch Studio også skal indover det overordnede designkoncept. Biblioteket skal skabe nye rammer for børns kulturelle oplevelser, egen kulturproduktion og kreative læring”.

Billund Centret skal fremover helt nytænkes og fungere som ressourcecenter og vidensbrønd for børnekultur. “Når vi er færdige med biblioteket renoveres hele centret, så vi får et kombineret Videnscenter og Børnekulturhus”. Biblioteket skal efter planen være færdig i 2015, derefter tager man fat på resten af centret.

Børnenes hovedstad har i samarbejde med LEGO Education og kommunens folkeskoler allerede de sidste tre år været i gang med at implementere nye undervisningsmetoder. Alle skoler har fået stillet LEGO Education materialer til rådighed og har fået tilbudt træning i produkterne. Et centralt element i LEGO education materialerne er “hands on learning” som ofte er stærkt motiverende både for børn og for lærere. Den kreative og legende tilgang til læring igennem dette projekt er samtidig med til at understøtte folkeskolereformen. Hvilket Ib Kristensen er overbevist om ikke bare vil have interesse lokalt eller i udlandet, men også vil kunne interessere nationalt. Interessant ikke mindst i en tid med en folkeskolereform, som knokler med at komme ud over rampen og reelt tilbyde nye, stimulerende læ-ringsmåder og dertil nye veje for samarbejde med lokalsamfundet.

Lego City
Sådan kaldes Billund indimellem, og det tager borgmesteren ikke ilde op. “Det opfatter jeg som kærligt ment”, siger han og peger på, hvordan Billund og LEGO er gode for hinanden. Tilbage i 2006, hvor LEGO var ude i økonomisk krise, erkendte LEGO, at en påtænkt flytning af klodsstøbningen og pakkeri til udlandet i besparelsesøjemed alligevel ikke ville levere den samme høje kvalitetsproduktion, som man kunne i Billund. En flytning ville ellers have været noget af en mavepuster for de lokalpolitikere, som var i fuld gang med sammenlægning af Billund og Grindsted kommuner til storkommunen Billund med godt 26.000 indbyggere, og som samtidig oplevede lukning af Danish Crowns arbejdspladser. Så at flytningen ikke blev til noget var en stor lettelse. “I dag har vi en utrolig lav arbejdsløshedsprocent og 17.200 arbejdspladser. Heraf godt 8.000 som pendler ind i kommunen, mens knap det halve pendler ud. LEGO er kommunens største virksomhed med over 4.000 medarbejdere. Capital of Children samarbejdet er også på det område et stort aktiv i forhold til at tiltrække arbejdspladser og gøre kommunen attraktiv at bosætte sig i”, understreger borgmesteren.

Forsknings- og udviklingscenter
Internationalt er Billund i dag jo især kendt for LEGO og LEGO-land og for lufthavnen. “Vi vil også gerne tage den ‘den anden vej’ rundt. Et mål for Capital of Children er at tiltrække kreative iværksættere, forskere og designere og andre alle vegne fra. Om du kommer fra Polen, Sydafrika eller Amerika er lige meget. Har du noget at byde ind med, kan Børnenes Hovedstad til gengæld tilbyde et udviklingsmiljø, stille faciliteter og f.eks. mentorer samt nye boliger til rådighed,” lover Ib Kristensen. Blandt de allerede opnåede resultater er derfor også etableringen af en international skole og børnehave. Der er i venstre-borgmesterens øjne således allerede i dag et bredt ejerskab lokalt til strategien og CoC-samarbejdet.

Ingen tvivl om, at går det godt for LEGO, så går det også godt for Billund Kommune og dens borgere. Heller ingen tvivl om, at de to nye projekter LEGO House såvel som realiseringen af visionen for Billund Bibliotek og Billund Centret hver især vil tiltrække yderligere besøgende samt fagfolk og politikere på udkig efter nye idéer og løsninger.

 

Se mere om Børnenes Hovedstad på www.capitalofchildren.com. Læs også artiklerne om Magion, kommunens tre år gamle hovedbibliotek og borgerservice i Grindsted by, på www.db.dk/artikel/bibliotekspris-gik-til-billund-kommune.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog