BCF: Samarbejde og håndslag til Børns Læsning

BCF-formand Pia Friis har ordet på årsmødet i Vejle. Foto Ellen Ravn Bertelsen.

Når Pia Friis, bibliotekschef i Kolding Kommune og nylig genvalgt formand for Bibliotekschefforeningen (BCF), ser tilbage på foreningens årsmøde i februar på Munkebjerg, hæfter hun sig særligt ved “at der blev udvist stor vilje til og ivrighed for at arbejde mere målrettet sammen fra bibliotekschefernes side. Der var et udtalt ønske om, at vi skal noget fælles, derfor kom håndslaget til Børns Læsning.” Det er noget, hun venter sig meget af.

“BCF bestyrelsen har siden været samlet for at drøfte, hvordan vi bedst muligt kan få succes med at løfte et fælles håndslag anno 2019. Konklusionen blev, at vi skal arbejde i en inddragende proces, hvor vi hele tiden skal være i dialog med medlemmerne, så vi sikrer, at vi går den rigtige vej.

Vi skal ikke forhaste udmøntningen af håndslaget, men arbejde os grundigt frem og kun søsætte de tiltag, der virker. Vi skal have undersøgt, hvilke aktiviteter i forhold til børns læsning, der har størst effekt, inden vi kaster os ud i målrettede nationale indsatser. Derfor har vi, sammen med DB, indsendt vores input til, hvad de fem mio. kroner i overskydende midler fra Udviklingspuljen, som ministeren udlovede på årsmødet, passende kan bruges til. Vi foreslår: At undersøge og kortlægge best-prac-tice vedrørende børns læsning, samt at understøtte kompetenceudvikling i forhold til partnerskaber og gennemførelse af læ-sefremmende initiativer, samt midler til modning, implementering og følgeforskning”, oplyser Pia Friis.

Fokus på ledelse
Ledelsesmæssigt skal landets bibliotekschefer det næste års tid derfor også, ifølge BCF-formanden, især have fokus på netop dette område. “Bibliotekscheferne skal indgå i tæt dialog med BCF og resten af branchen om strategiske læseindsatser. Vi skal udnytte det momentum, vi har nu, hvor der er politisk bevågenhed til at tale sagen op. Og så skal vi glæde os til at arbejde henimod et ambitiøst og bæredygtigt nationalt initiativ, der kommer til at have effekt for børnenes læselyst, læseevne, læsevilje og gode læsevaner i Danmark – på den lange bane”, forklarer hun.

Ministertjek og opfølgning
Med hensyn til kulturminister Mette Bocks udmeldte lovtjek i 2017, som foreløbig er resulteret i debatter på Folkemødet, Kulturmøde Mors samt en rundtur med KL til fire kommuner i 2018, er det vigtigste for BCF-formanden, at bibliotekerne i den sammenhæng har opnået synlighed og lydhørhed.

“Nu skal vi holde fast i dialogen med ministeren og KL om bibliotekernes potentiale i fremtiden. Den dialog vi i BCF havde planlagt som en strategisk kommunikationsindsats. Dialogen startede ved BCF årsmødet 2018, hvor vi producerede indholdet til gaven til ministeren, altså den hvide bog Biblioteket er dit. Efterfølgende kom ministerens og KL formandens rundtur Ordet er frit – Biblioteket er dit som en opfølgning på bogen.

Det er afgørende, at branchen kommer med på råd, når der træffes beslutninger på vores område”, understreger formanden.

Læs Jens Thorhauges indslag “Bibliotekschefforeningen går i offensiven” fra mødet på de efterfølgende sider.
 

■  Bibliotekschefforeningen (BCF) er en faglig interesseorganisation, der samler ledere og chefer inden for folkebibliotekssektoren; foreningen har p.t. ca. 115 medlemmer. Dens nyvalgte bestyrelse består efter generalforsamlingen af følgende bibliotekschefer: Pia Henriette Friis, genvalgt som formand og chef i Kolding, samt May-Britt Diechmann, Stevns, Erik Thorlund Jepsen, Vordingborg, Anders Clausen, Ringsted, Jakob Heide Petersen, København, Henrik Zacho, Holstebro, og Marie Østergård, Aarhus. Suppleanter er Berit Sandholdt Jacobsen, Svendborg, og Ravinder Kaur-Pedersen, Ballerup.       

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog