BF: Fagforening og interesseorganisation

Fokus på fællesskab og forandringer. Fra Bibliotekarforbundets generalforsamling 2018 10.-11. november i Aarhus.

- Vi skal blive bedre til at vise den samfundsmæssige værdi, som BF’erne repræsenterer, pointerede BF-formand Tine Segel i sin leder op til generalforsamlingen. - Vi tror på, at det kan være med til at skabe større bevidsthed, flere jobs og bedre løn blandt medlemmerne.

Derfor fremlagde hovedbestyrelsen (HB) et forslag til BF’s formålsparagraf om at tilføje en synliggørelse af den samfundsmæssige værdi, BF’erne skaber ved at bevare og styrke adgangen til kultur, information og viden. Forslaget fik som praktisk taget alle ændringsforslag bred støtte og blev vedtaget som fremsat.

Baggrunden for ændringen til, som det udtrykkes, ‘en interesseorganisation’ er forbundets nedgang i medlemstallet de senere år. BF tæller p.t. 4.300 medlemmer. Heraf dog kun ca. 2.800 i job (1.800 i kommunerne, ca. 700 i staten og ca. 300 den private sektor), mens øvrige enten er studentermedlemmer, pensionistmedlemmer (p.t. den største faggruppe), passive medlemmer eller medlemmer uden fast arbejde. Samtidig er gruppen af 61-65årige i dag den største blandt de af BF’s medlemmer, der betaler fultidskontingent, og blandt dem forventes hovedparten at gå på pension inden for de næste 5 år. Først fra 2022 vil de pensionsrelaterede udmeldelser fra BF falde. En markant udfordring for en aktiv fagforening.

Nedgang i medlemstallet presser selvfølgelig økonomien og forbundets handlemuligheder. Ledige stillinger på bibliotekerne går i dag ifølge forbundet lige så vel til bibliotekarer – dimittender fra Institut fra Informationsstudier (Kbh’s Universitet) eller Bibliotekskundskab og videnskommunikation (SDU) – som til andre med anden uddannelse og dermed også ofte til medlemmer af andre fagforeninger. At vinde flere medlemmer uden en biblioteks-/informationsmæssig uddannelsesbaggrund gennem en indsats over for andre fagkompetencer på bibliotekerne samt over for de studerende er da netop også en opgave, som skal gives øget fokus i de kommende års arbejde.

Alle HB forslag til vedtægtsændringer blev drøftet og godkendt. Dog med et par præciseringer i forlængelse af ovenstående under forslag 4, organisationsområdet, til  at omfatte: “Andre personer beskæftiget med data, information, viden eller kultur”.

Også i den politiske strategi blev der foretaget en ændring, som gik på en tilføjelse af ungdomsuddannelser, til følgende: “I BF har vi en vision om, at bibliotekarers og informationsspecialisters faglighed skal være en integreret og naturlig del af danskernes vej gennem uddannelsessystemet fra folkeskole over ungdomsuddannelse til mellemlang eller videregående uddannelse”.

Ændret generalforsamlingstakt bliver en anden måde at styrke økonomien på. Selv om argumentationen var et lidt anden, betyder den nu vedtagne ændrede frekvens for både generalforsamlingen (lige år) samt det Faglige Landsmøde (ulige år) fra en gang hvert 2. til hvert 3. år både i kroner og ører og i sekretariatstimer en del. Det vil nemlig alt andet lige, som man pegede på i relation til forslaget, naturligvis også skabe bedre tid til HB’s arbejde med politikdannelse generelt og tid til at følge op på Princip- og arbejdsprogram mv., og vil, som det også blev sagt, være en fordel for nyvalgte HB-medlemmer og give dem bedre tid til at sætte sig ind i hovedbestyrelsesarbejdet.

Kontingentændringer – et andet økonomisk baseret initiativ – blev også vedtaget; der reguleres fremover med 2% årligt i den kommende generalforsamlingsperiode. Samlet set skulle disse initiativer bidrage til “at opretholde et højt aktivitetsniveau til gavn for medlemmerne, afsøge potentialer for tilgang af nye medlemsgrupper. Samt styrke indsatsen med at påvirke arbejdsmarked og uddannelsessystem i en retning, der er gunstig for nuværende og nye medlemmer”. Forbundet er dog grundlæggende godt polstret og ikke ude i økonomisk krise. Egenkapitalen er p.t. på 16.5 mio. kroner, og lægges BF Aktionsfondens formue til, er den godt 46 mio. kroner.

■ Tine Segel, BF’s formand siden 2015, blev genvalgt uden modkandidat, og fortæller til Danmarks Biblioteker, at hun er rigtig godt tilfreds med generalforsamlingens forløb og resultat og ikke mindst med:
“At vi nu i BF har udvidet vores formålsparagraf, så den afspejler, at BF også er en interesseorganisation, og at vores medlemmer er med til at fremme og styrke adgangen til information, viden og kultur i samfundet. Samtidig er beslutningen om et udvidet optagelsesområde – at BF’ernes arbejdsmarked er udvidet i forhold til dem, der arbejder med data, information, viden eller kultur – også et stærkt signal i en tid, hvor potentielle medlemmer af BF ikke udelukkende er uddannet fra INF eller SDU. Derudover sendte generalforsamlingen et stærkt signal til de studerende om, at BF giver dem øget indflydelse. Nu har de studerende stemmeret og også en studenterrepræsentant med stemmeret i hovedbestyrelsen.”

Blandt mange opgaver siden sidste GF i 2016 fremhævede Tine Segel – ved siden af arbejdet med forbundets princip- og arbejdsprogram fra 2016 – mere konkret bl.a. BF’s store indsats under OK18 med sloganet #BFairOK18, der viste at ‘selv om man er lille, kan man godt gøre en forskel’ samt vedtagelsen af en pensionspolitik/-udbud i 2017. Endvidere deltagelsen i det kommende arbejde med en national læsestrategi og samarbejdet med de øvrige biblioteksorganisationer – bl.a. også om formulering af fælles pejlemærker som indspark til kulturministerens servicetjek af loven.

Endeligt omtalte Tine Segel den særdeles smalle arbejdsgruppe, der er nedsat til at se på udviklingen af hele forskningsbiblioteksområdet. Her var det dog lykkedes BF sammen med DM og HK at få et møde med kulturministeriet, hvor man var blevet lovet regulær dialog i forbindelse med arbejdsgruppens forslag (der er lige på trapperne, red.). Som formanden pointerede: I alle sammenhænge handler det om bedst muligt at sikre indflydelse på de rammevilkår, BF’erne på folke- og forskningsbibliotekerne udøver deres faglighed inden for.
Det handler dog også i høj grad om BF som selvstændig organisation. Her er etablering af et nyt lederkollegie et andet spændende resultat fra generalforsamlingen i Aarhus, som formanden glæder sig til arbejde videre med.
“Blandt BF’s medlemmer har der længe været et ønske om, at BF fokuserer mere på ledelse på tværs af ansættelse og sektorer. Vi har allerede en del tilbud i form af arrangementer og rådgivning, men der er potentiale for at arbejde yderligere med ledelse i BF.”

Tine Segel selv er dog på vej på barsel, og det bliver derfor i første omgang Jette Fugl, næstformand i BF, som kaster sig ud i arbejdet sammen med det nye HB, hvis medlemmer vælges blandt urafstemning med frist den 4. december i år.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog