Bibliotek TO GO: Sådan får du nye brugere i nettet

Vejle Bibliotek har været ude med snøren og kastet den helt ud i Billund Lufthavn. Og her fangede man helt nye brugere ved at benytte sig af utraditionelle metoder.

Det kræver mod at fange brugere på nye måder. Gennem mange år er der blevet talt meget om og afprøvet masser af idéer for, hvordan man når ud til folk, som ikke bruger biblioteket. Bibliotekarer og andet personale fra blandt andet Vejle, Middelfart og Esbjergs biblioteker turde gå helt nye veje og fik rejsende til at ‘låne’ netlydbøger på en helt ny måde. Det krævede dog grænseoverskridende tilgange fra de biblioteksansatte, der var i lufthavnen i skrig-orange hættetrøjer.

Under navnet Bibliotek To Go gennemførte de tre bibliotekers medarbejdere en kampagneindsats i oktober, der primært drejede sig om at nå flere og andre brugere. I kampagnen eller eventen i Billund Lufthavn viste medarbejdere fra bibliotekerne, at der er mange uprøvede muligheder. Og kan de stå i en lufthavn og formidle f.eks. lydbøger, så kan de stå alle steder. Men også at ekstern formidling kræver disciplin, fordi folk ikke henvender sig af sig selv.

“Det var grænseoverskridende at bevæge sig ud af sit vante miljø”, fortæller Michael Skjærris, der er bibliotekar ved Vejle Bibliotek. Han mener dog også, at det er væsentligt. Han siger bl.a.: “Men det giver læring om sig selv og andre at skulle overskride sine egne grænser. Eksempelvis måtte vi pakke fordommene til side og også kontakte folk, som vi måske på forhånd ikke havde vurderet ville have interesse for Bibliotek To Go. Det viste sig imidlertid, at vi blev positivt overrasket i flere tilfælde”, siger Michael Skjærris.

Den største forskel på ude og hjemme var faktisk ifølge de deltagende bibliotekarer, der prøvede at stå i lufthavnen, at hjemme på biblioteket ved brugerne, hvad de vil have. Ude skal bibliotekarerne kode sig ind på folks behov og tage deres tid.

Overraskelsesmomentet – et bibliotek i lufthavnen – var også en vigtig parameter. Ikke kun som event, men fordi folk fint kunne se koblingen mellem litteratur, oplevelser og rejse. Egentlig er initiativet sat i gang for at få flere til at bruge bibliotekets service på nettet. Og projektet fokuserer bl.a. også på, at man kan ‘benytte’ sit hjemlige bibliotekstilbud, når man er på farten og på rejse – uden at det fylder i kufferten!

Et helt andet element var nemlig, at overvægt på fly nu bliver håndhævet meget mere. Og det koster altså 85 kroner pr. kilo overvægt. Eller lige omkring 80 kroner for den sidste Harry Potter bog.

Projektets mål med at markedsføre bibliotekernes e-resurser på nettet over for nye brugere og i nye rammer tog udgangspunkt i netlydbog.dk, bibzoom.dk, filmstriben.dk og spilogmedier.dk. Målet med projektet vurderer Michael Skjærris til at være nået. Han fortæller: “Vi ville gerne nå nye grupper og bevægede os derfor uden for vores normale rammer og ud til brugerne. Og det var en stor succes”.
Det bliver næppe sidste gang, at biblioteket forsøger at fange nye kunder med nye metoder.

Fakta
Til Bibliotek To Go, lånte Vejle, Middelfart og Esbjerg biblioteker to mediejukebokse af Statsbiblioteket og fik desuden hjælp af Statsbiblioteket til indkøb af lydbøger og musik. Projektet også kaldet Regional markedsføring af netlydbøger i regionale lufthavne har fået tilskud fra Udviklingspuljen.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog