Bibliotekerne og de digitale bøger

I Danmarks Biblioteksforening er vi i gang med at skabe en helt ny vision og strategi for fremtiden. En proces hvor vi involverer kommunerne og alle vore medlemmer, så Danmark også på sigt kan give borgerne en ordentlig biblioteksservice.

En af de kerneopgaver, vi har fokus på, er bibliotekernes rolle i forhold til fortsat at give fri og lige adgang til information. En opgave som er kraftigt udfordret på flere niveauer i et stadig mere digitalt samfund, hvor bibliotekernes lovsikrede ret til at købe og udlåne materialer ikke gælder, f.eks. når den fysiske bog bliver digital. Et eksempel der i de sidste år har ført til, at ikke alle kommuner giver deres borgere adgang til ebøger, fordi ikke alle forlag hidtil har ønsket at deltage i bibliotekernes netservice eReolen.dk.

Grundlæggende arbejder DB på at sikre bibliotekerne muligheden for at stille alle materialer til rådighed, og specielt litteraturen er vigtig. På den lange bane kæmper vi for at få de nødvendige undtagelser i forhold til ophavsretten, så bibliotekerne har ret til at stille e-litteraturen til rådighed. Sådan er det ikke i dag, og deri adskiller ebogen sig fra den fysiske.

Heldigvis har vi i Danmark en unik tradition for samarbejde og forhandlingsløsninger, så selvom bibliotekerne ikke har ret til at udlåne e-bøgerne, så får de nu igen mulighed for det. Der er netop lavet en ny aftale omkring eReolen. Detaljer foreligger endnu ikke, men alle forlag kommer nu med, og kommunerne har igen mulighed for at udlåne alle de udgivne ebøger til borgerne. 

Jeg synes, at man skal tage det resultat som et godt eksempel på, hvad det samarbejdende biblioteksvæsen efter mange møder på kryds og tværs i sektoren og med forlagenes repræsentanter samt grundige forhandlinger partnerne imellem kan drive det til. At vi med eReolen sam

I Danmarks Biblioteksforening er vi glade for den ny aftale med forfattere og forlag om at levere til eReolen. Men vi må dog også gøre opmærksom på, at prisen for bibliotekernes udlån af ebøgerne stadig er noget af en udfordring. Et ebogsudlån koster væsentlig mere end det fysiske udlån. Blev alle fysiske udlån digitale i morgen, ville det koste tre gange så meget som i dag. Det er en endog meget stor udfordring for de kommunale budgetter.

Som formand for DB vil jeg arbejde for, at vi i fremtiden kommer til at se andre forretningsmodeller i takt med, at e-markedet modnes, så kommunerne kan finansiere behovet for både ebogsadgang og for fysiske bøger.

Lige nu er der dog grund til glæde sig over udviklingen og aftalen! Den er første seriøse skridt til at sikre kommende generationer digital adgang til litteraturen og til at sikre lige så gode biblioteker, som vi har haft til i dag, og dermed et afgørende bidrag til den fortsatte udvikling af videnssamfundet. Alt det som DB arbejder på i foreningens nye strategi 2020.

 

Af Steen Bording Andersen (A), formand for Danmarks Biblioteksforening. Leder bragt i ’Danmarks Biblioteker’ nr. 6, 2014.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog