Bibliotekerne set gennem værtskabelige briller

Aalborg Bibliotekerne er i front med en udfordrende faglig kulturomstilling. Fra en formidling præget af gode plus-oplevelser for mange til god service til hver eneste bruger via konsekvent værtskabstænkning. Det nye formidlerkoncept er nu systematiseret og klar til brug for andre kommuner.

Som konsulent ved Danske Værter, har jeg været inspirator på projekt Værtensklasse i biblioteket og har i den forbindelse haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Aalborg Bibliotekerne og projektets følgebiblioteker, Silkeborg og Herning Bibliotekerne. Derigennem har jeg tillige mødt mange fra de øvrige folkebiblioteker, hvilket har været spændende for mig, som før projektet var en helt almindelig bruger af det lokale bibliotek og i øvrigt ikke havde spekuleret dybere over biblioteksverdenen.

 

Om ‘retten til selv at bestemme’
I de sidste halvandet år er jeg blevet inviteret indenfor og har fået lov at “kigge rundt i alle hjørner”. Overordnet tegner der sig for mig et billede af en rimelig mono-faglig verden, hvor ensartetheden logisk præger fokus. Biblioteksverdenen er et fagligt stolt og traditionsrigt fag, og dét med en udpræget konform og solidarisk kultur. Med en organisation baseret på faglighed følger ofte et stort fokus på interne anliggender og interesser. Og når dette kobles med en kultur, hvor meget er til fælles diskussion, så bliver resultatet, at mange i høj grad selv definerer deres rolle og adfærd. I Værtensklasse-projektet arbejder vi strategisk og målrettet med at påvirke den personlige adfærd, og derfor er der tale om en klassisk forandringsproces. Men lige præcis den konforme kultur og “retten til selv at bestemme” er bestemt med til at krydre projektets indhold.

Ny ‘aftalt og konsekvent’ værtsrolle
Rundt omkring på landets folkebiblioteker bliver der hver dag leveret gode oplevelser til landets borgere. I projektet arbejder vi med, at der bliver leveret gode plus-oplevelser til hver eneste gæst – hver eneste dag året rundt – af alle biblioteksmedarbejdere, og det er straks en sværere øvelse. Det kræver bl.a., at rigtig mange af de daglige processer bliver sat i system, og at der sker en kontinuerlig daglig opfølgning på det operationelle niveau. Denne meget konsekvente tilgang er selvfølgelig en anderledes måde at arbejde på.

“Dealen” var, at tiltag skulle afprøves i praksis, inden de eventuelt “dumpede”. Selvfølgelig kan alt, hvad vi har afprøvet ikke få prædikatet “bestået”, men langt det meste har faktisk fået det, når vi kigger på de mange gode tilbagemeldinger, som kommer både fra gæsterne og fra organisationen. Vi har sammen bevist, at den lille påstand “Glade værter gi´r glade gæster. Som gi´r glade værter” holder stik.

Temadag for alle
Med søsætning af kompetenceudviklingsforløbet, “Værtensklassen” er Aalborg Bibliotekerne i dag parate til at give de gode erfaringer videre til landets biblioteker. Hvorfor det er så vigtigt at arbejde med værtskab, og hvordan kompetenceudviklingsforløbet er strikket sammen kan ledere og beslutningstagere fra landets biblioteker høre mere om på en temadag på Utzon Centret i Aalborg den 12. september, se mere på www.centralbibliotek.dk – Arrangementer.

I Aalborg starter en anden spændende fase, hvor kunsten er at holde det gode værtskab i live og bygge ovenpå. Her er der udnævnt en intern værtskabskoordinator og afsat ressourcer til formålet. Grundlaget er dermed skabt, og Aalborg Bibliotekerne kan fortsætte foregangsarbejdet med værtskab på bibliotekerne.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog