Bibliotekernes fremtid til debat på Kulturværftet – og formanden fejres

Danmarks Biblioteksforening indleder i aften sit årsmøde på et af landets mest interessante nybyggerier, nemlig Kulturværftet i Helsingør.
 
Flere end 450 kulturpolitikere fra hele landet samles til et par dages livlig debat sammen med bibliotekschefer og alle de andre fra den danske biblioteksverden som er med til at forme fremtidens biblioteker.
 
Onsdag aften byder Helsingør Kommune velkommen til årsmødets deltagere ved en sammenkomst på Kulturværftet, hvor blandt andet Edvard Pedersens Biblioteksfonds Forfatterpris bliver overrakt til en, kan vi godt afsløre, yderst populær og meget læst dansk forfatter. Forfatteren møder selvfølgelig op til prisoverrækkelsen i aften på Kulturværftet
 
Fra torsdag morgen kaster de mange deltagere sig over det tæt pakkede årsmødeprogram, ligesom de får mulighed for at stifte bekendtskab med en masse nye produkter fra landets førende firmaer, som også udstiller på årsmødet. Se hele programmet på www.db.dk/årsmøde2011
 
Reception
Årsmødet afsluttes fredag eftermiddag med en reception for Danmarks Biblioteksforenings formand Vagn Ytte Larsen i anledning af hans 70-års fødselsdag den 23. marts.
 
Vagn Ytte Larsen har været formand for Danmarks Biblioteksforening siden 2005 og kæmper sammen med landets folkebiblioteker - i en overordentlig svær økonomisk tid - for at føre en af landets mest besøgte kultur- og vidensinstitutioner ind i en ny æra, hvor bibliotekerne ændrer profil til at være unikke mødesteder for befolkningen såvel på det fysiske som det virtuelle plan.
 
Fødselaren var fra 1998 til 2007 socialdemokratisk borgmester i den tidligere Nykøbing-Rørvig Kommune, og han er fortsat byrådsmedlem i Odsherred Kommune.
 
Pressen er velkommen til at overvære årsmødet og til at deltage i den efterfølgende reception for Vagn Ytte Larsen. Receptionen finder sted fredag den 11. marts fra kl. 12.45 til 14.30 på Kulturværftet i Helsingør.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog