Biblioteket i prime time

Forleden råbte min kone fra stuen, at jeg skulle komme og se DRs populære udsendelse Hammerslag. Programmet var nemlig på besøg i Herning, og naturligt nok var TV-holdet taget ind på byens nye bibliotek for at vise hele byens sjæl samlet i et hus. En historie vi ofte fortæller i bibliotekskredse, men som altså også er værd at fortælle i prime time i et af DR’s mest populære programmer.

Herning kommune har valgt at bruge biblioteket strategisk. Og har tænkt i synergi med erhvervslivet ved at lade biblioteket rykke ind midt i den skrantende del af gågaden. At flytte det ellers velfungerende hovedbibliotek – den mest besøgte kulturinstitution med 300.000 årlige besøg – fra industriområdet til bymidten var et godt træk og gav stor lokal begejstring. Det nye bibliotek midt i byen øgede samtidig ‘omsætningen’, så det nu har ½ mio. besøg om året. Noget, det omkringliggende handelsliv nyder godt af, og et kulturtilbud, som stadig flere borgere bruger.

Herning Hovedbibliotek virkeliggør og understøtter kommunens idé om et kæmpestort, moderne forsamlingshus, som byens borgere strømmer til. Til stedets café, kulturarrangementer eller for at lære og finde viden og nye kulturoplevelser. Her lader de sig inspirere og møder andre. Og så er der masser af bøger, som er systematisk placeret i den underste etage – også kaldet (For)dybet.

En tænkning i biblioteket som den moderne formidlingsinstitution, der skaber rammen om menneskers møde, og som faciliterer oplevelser, læring og kulturel aktivitet, er ikke bare guld værd i omsætningsperspektiv. Det er også en udvikling, vi ser mange andre steder i landet, hvor man tilfører bykernen ny dynamik og omskaber det fysiske bibliotek, så det står tidsvarende og attraktivt og fungerer som borgernes foretrukne kultur- og mødested.

Biblioteket spiller en vigtig rolle i mange menneskers liv og er jo også landets mest besøgte kulturinstitution. Men biblioteket spiller også en stadig mere central rolle i kommunernes udviklingsstrategier, hvor man nu stadig flere steder inddrager biblioteket i byplanlægningen og bruger biblioteket til at skabe en positiv udvikling og levende byer. Noget også DB Kulturkonferencen i Flensborg sidst i februar understregede.

Biblioteket tilbyder en hverdagskultur, som spiller en vigtig rolle for det enkelte menneske, men bibliotekets rolle rækker langt ud over den dannende rolle for den enkelte. Biblioteket styrker evne og lyst til at lære og læse, til at bruge digitale ressourcer – noget samfundet nyder godt af. Biblioteket som det rum, hvor mennesker mødes bliver stadig vigtigere i en digitaliseret verden. Og biblioteket kan så dertil spille en aktiv rolle i kommunernes udviklings- og bosætningsstrategier.

Den rolle skal vi styrke og synliggøre på den politiske dagsorden. Det vil også være et vigtigt tema på det bibliotekspolitiske Topmøde i Horsens den 14.-15. april, hvor jeg ser frem til debat om, hvordan vi styrker vores fælles dagsorden og biblioteket!

 

Af Steen Bording Andersen (A), formand for Danmarks Biblioteksforening. Leder bragt i ’Danmarks Biblioteker’ nr. 2, 2016.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog