Biblioteket som det 3. sted

Nu realiseret med flere åbningstimer på Kolding Bibliotek, kommunens hovedbibliotek.

Fra 1. april 2012 fik Kolding Bibliotek nye åbningstider. Foruden indførelse af morgenåbent alle hverdage kl. 8-10 med selvbetjening er biblioteket nu åbent om aftenen to gange ugentligt, tirsdag og torsdag, indtil kl. 22.

Vi er blevet bekræftet i, at der er behov for at udvide med åbnings- tiden på hovedbiblioteket i dagens ydertimer. Det har tiltrukket nye besøgende, som ikke kom her før. Og så har der muligvis været en afsmittende effekt, så de nye brugere også er begyndt at komme inden for den normale åbningstid, for besøgs- tallene er jo steget over hele linjen.
Vi er glade for succesen, som ikke mindst skyldes medarbejdernes indsats for at få den nye type vagter, som udvidelsen krævede, til at fungere. Udvidelsen er nemlig lykkedes, uden at vi i Kolding har fået tilført flere kroner.

Anden adfærd i aftentimerne
Efter otte måneders erfaringer kan vi nu begynde at konkludere på brugernes adfærd om aftenen. Her tegner der sig et interessant billede, fordi disse brugere benytter hovedbiblioteket markant anderledes end i den øvrige åbningstid. Vi ser, at biblioteket nu for alvor udvikler sig til det 3. sted. Stedet, som hverken er arbejde, skole, studiested eller hjem, men et offentligt frirum med plads til at gå på opdagelse, arbejde, studere eller blot til at mødes i. Vi havde netop den vision, da Kolding byggede nyt bibliotek i 2006, at biblioteket skulle være det 3. sted. Visionen blev således både indtænkt i arkitekturen og i indretningen. Med aftenåbning er visionen for alvor slået igennem.

Forum for uformelle interessefællesskaber
Vi oplever, at hovedbiblioteket i løbet af få måneder med aftenåbent er blevet et sted, hvor mange mindre, uformelle grupper og interessefællesskaber mødes. De nye interessefællesskaber kan fx være læsekredse og hobbyklubber, men vi ser også ældre mænd, der mødes på bibliotekets Torv om aftenen for at spille skak og kort. På mange måder en adfærd og kultur, som vi kender fra torvene i Sydeuropa. Torvet på Kolding Bibliotek er blevet byens Torv.

De unge og de internationale
Om aftenen er der mange grupper unge, både danske og internationale studerende, der benytter sig af hovedbiblioteket. Disse grupper søger ud i bibliotekets kroge og studierum. Her holder de møder, studerer, skyper, spiller eller hygger sig blot sammen. Forleden dag kunne vi i Jyske Vestkysten læse, at en ung studerende havde fået udgivet en roman, som var skrevet på Kolding Bibliotek.

Flere besøger biblioteket – også i de øvrige åbningstimer
De nye åbningstider både om aftenen og morgenen har – i modsætning til, hvad man måske kunne forvente – ikke haft en negativ effekt på besøgstallene i de øvrige åbningstimer. Tværtimod ser det ud til, at de nye åbningstider har trukket nye brugere til Kolding Bibliotek. Det kan ses af stigende antal besøgende i hele åbningstiden siden april. Her sammenlignet med 2011, som i øvrigt var et rekordår målt på besøgstal.                                                          
Brugerne tager biblioteket til sig
Efter otte måneder har vi endnu den første dårlige episode i aftenåbningstiden til gode. Dette til trods for, at Kolding Bibliotek er placeret midt i Kolding by. Vi oplever derimod, at brugerne i endnu højere grad har taget huset til sig og snakker med personalet, hvis der er noget, der skal tages hånd om eller gribes ind over for, fx kissemisseri i magasinet, forslag til aktiviteter, koks med elevatoren eller idéer til bedre udnyttelse af møderum.

Specielt aftenåbningen har dog stillet højere krav til vores arbejdstilrettelæggelse, da udvidelsen er sket inden for eksisterende budget. Konsekvensen af brugernes adfærd om aftenen er dog, at vi fra 1. januar 2013 skærer antallet af medarbejdere om aftenen ned fra tre til to, da brugerne er mere selvhjulpne, end i den øvrige åbningstid. Vi fastholder dog brugen af et vagtselskab om aftenen.

Hvad skal der ske nu?
Vi planlægger en større evaluering af de nye åbningstider, når vi runder det første hele år i foråret 2013. I det arbejde vil vi vurdere, hvordan vi både i form af støtte fra personale og i indretning og design i endnu højere grad kan facilitere borgerne til at bruge Kolding Bibliotek om aftenen, men også til at bruge hinanden mere og skabe nye meningsgivende interessefællesskaber, gerne på tværs af sociale grupper.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog