DB tager hul på en ny æra

Styrk folkebiblioteket – for borgernes og demokratiets skyld! Og drop besparelserne, udhuling af økonomien vil sætte afgørende spor på kvalitet og udvikling af biblioteket. Sådan lød Vagn Ytte Larsens opfordring til det politiske biblioteksdanmark, da han aflagde sin sidste beretning som formand for Danmarks Biblioteksforening på generalforsamlingen i Vejle.

Torsdag den 27. marts i år tog DB hul på en ny æra. Her satte DBs formand siden sommeren 2006, Vagn Ytte Larsen (A), punktum for otte år i spidsen for den hjemlige bibliotekspolitik. En biblioteksud- vikling præget først og fremmest af 2007-kommunal- reformen og dens afledte konsekvenser, men naturligvis tillige af digitaliseringen.
“Det har været otte forrygende og fantastiske år med bl.a. besøg og møder med politikere, forvaltnings- og bibliotekschefer i næsten alle landets kommuner. Folkebiblioteket står stærkt i kultur- og vidensbilledet, ikke mindst pga. medarbejderne men også i kraft af biblioteket selv og den rolle, det fortsat har i borgernes bevidsthed”, fastslog Vagn Ytte Larsen på DBs årsmøde.

Overgangsår - og øget opgaveportefølje
I sin mundtlige beretning udtrykte formanden stor glæde over at have lært hele området og sektoren nærmere at kende takket være Danmarks Biblioteksforening. Fra ‘bibliotekspolitikkens maskinrum’ hvor dagsordenen fra 2006 til i dag har været karakteriseret af en uafbrudt kamp for og arbejde med spørgsmål om nyudvikling af bibliotekerne i forlængelse af kommunal- og opgavereformens og e-samfundets ændrede biblioteksbillede – vel at mærke i en tid, hvor et flertal af kommunerne, som DBs Budgetundersøgelser siden 2006 har vist, samtidig har valgt at spare, ikke på kulturen men på biblioteksopgaven.
“Tilbageblik på 8 år kan altid give et ujævnt billede. Men når regnebrættet skal gøres op, mener jeg, at DB har styrket sin profil. Har sat dagsordenen og været en kantspiller. Der er altid noget, der kan blive bedre f.eks. indsatsen for at få kommunalpolitikere til at forstå, at selv om folkebibliotekerne klarer sig supergodt i omstillingsprocesserne ift. nye opgaver som borgerservicering og it-læring, så vil udhuling
af økonomi sætte afgørende spor på kvalitet og udvikling af biblioteket som sådan”, mente formanden. Vagn Ytte Larsen selv troede dog ikke på, at folkebiblioteket kommer til at stå stille. Dertil er dets iboende styrke og dets medarbejderes vilje til at tackle udvikling alt for kraftig.

Styrk folkebiblioteket – for borgernes og demokratiets skyld
Årsmødetemaet ‘Biblioteket – rammen om samtalen' fandt formanden helt centralt for bibliotekernes virksomhed i dagens Danmark.
“I et opdelt samfund med mange flimrende informationer ender den demokratiske samtale nemt med at blive kort, unuanceret og overflødig, og det fortjener demokratiet ikke. Derfor er jeg glad for, at vi har folkebiblioteket, for her er et frit mødested for alle”, mente formanden. I DBs optik er biblioteket nemlig ikke alene et sted for mødet mellem bøgernes indhold og det enkelte menneske og muligheden for at nå længere end til første side på Google i søgen efter viden og indsigt. Det er, ifølge Vagn Ytte Larsen, i høj grad også stedet for den demokratiske samtale.
“Her er mulighed for at nå længere end de hurtige replikskifter på de sociale medier tillader. Folkebiblioteket er stedet for fordybelse,
viden og læsning, og det er vores fælles mødested. Derfor fortjener demokratiet, at folkebiblioteket bliver styrket”, lød det på en gang manende og samtidigt opfordrende til forsamlingen af flere hundrede politikere, fagfolk og ledere.
“Selv om folkebibliotekerne er langt den mest besøgte kulturinstitution, så er de også under pres som følge af den øgede digitalisering
og de nye borgerserviceopgaver. Bibliotekerne er nemlig det sidste ikke-kommercielle mødested, hvor alle borgere kan komme og få hjælp,” understregede DBs afgående talsmand.

DB gør en forskel
Hvilket meget apropos førte formanden over i årets forløb til arbejdet med de forskellige aktuelle biblioteksemner. Fra rammerne omkring Danskernes Digitale Bibliotek, der omsider er kommet på banen, samt e-bogsudviklingen og DBs forventninger til DDB og markedets øvrige aktører. DBs Kulturudvalgs succesrige fokus på biblioteket som udviklingsfaktor i byudviklingen i samarbejde med bl.a. Gehl Arkitekter. Og ikke mindst Tænketanken Fremtidens Biblioteker, som DB har initieret, og offentliggørelse af dennes segmentundersøgelse i starten af marts i år; den største nogensinde og et væsentligt redskab til bibliotekernes arbejde for bedre og mere målrettet biblioteksservice til flere.
Men også til efterårets store mediedebat om ytringsfrihed og biblioteker i relation til politiets aflysning af digteren Yahya Hassans oplæsning på Vollsmose Bibliotek. Hvilket formanden personligt og DB, som læsere af bladet vil vide, var gået kraftigt imod. Noget som bidrog til en større national debat om arrangementet i diverse medier og i sidste ende også til, at politiet tillod gennemførelse af oplæsningen. Omend på en nærliggende skole, der øjensynlig lettere skulle kunne politiopdækkes.

Et styrket DB
I de forgangne år, fortalte formanden, har DB selv også forandret og fornyet sig. Efter en flerårig debatproces – og med vedtagelse af en ny struktur for DB på årsmødet i 2013 i København - skal DB også selv agere i en anderledes kontekst og med nye vedtægter fra 1. januar i år.
“Ikke alene står vi i dag med et nyvalgt Repræsentantskab med 35 friske kommunalpolitikere og 17 veloplagte fagfolk – og lige om lidt også et nyt formandskab – vi har også udviklet vores organisation.
Fremover skal vi i DB f.eks. kun afholde generalforsamling hvert fjerde år i forbindelse med kommunalvalgene og nyvalg til DBs styrende organer. De andre tre år skal vi have store bibliotekspolitiske topmøder og debatter. Nu er det tilmed også blevet muligt for alle medlemmer af byrådet at stille op til DB og for aktivt at bidrage til den største opgave på kommunernes kulturbudgetter”, fremhævede Vagn Ytte Larsen. Hvilket da også nogle enkelte blandt de 35 kommunalpolitikere ud af det nyvalgte Repræsentantskab har benyttet sig af.
Formanden ønskede forsamlingen tillykke med de nye muligheder og det nye Repræsentantskab held og lykke med opgaverne i de næste fire år.

Formanden selv har hjemme i Odsherreds Byråd kastet sig over andre vigtige opgaver. Selv om han selv har valgt at stoppe i DB, bliver det nok lidt af ’en kold tyrker’.
“For når man har været rigtig glad for noget, kan det være svært at undvære det. Jeg synes, jeg er afklaret, men man ved jo aldrig”, sagde formanden med et stort smil.

Herefter blev beretningen sat til debat af dirigenten Dan Arnløv Jørgensen (C), formand for Kultur- og fritidsudvalget i årets værtsby Vejle.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog