DB Topmødet – oplagt aftager-studenter platform

Jeg var med for at få inspiration og blive klogere på den aktuelle bibliotekspolitiske situation. Derudover har jeg planer om at skrive speciale om vigtigheden af praktik, både for universiteterne og arbejdsmarkedet. Det var derfor rigtigt givende at møde repræsentanter for vores kommende aftagere og få indblik i deres udfordringer og hverdag, fortæller Tue Scheel Nielsen, 3. semesterstuderende på kandidaten, IVA, Københavns Universitet.

Omvendt kunne jeg fortælle om IVAs fokus på praksisorienterede forløb og praktik, samt uddele en fin flyer hvis aftagerne var interesserede i at benytte sig af studerende. Flyeren kan ses her. Sammenhængen mellem studiet og den ”virkelige” verden er netop det, som resten af min taletid vil omhandle. For hvad er det, en studerende kan opleve og drage fordel af på et bibliotekspolitisk topmøde?

Med en overskrift der lyder ”Dannelse, deltagelse og demokrati” og et generelt fokus på bibliotekets formål i dagens samfund, så var lighedstegnene tydelige med det, vi bliver undervist i. Oplægget fra Kirsten Drotner om digital dannelse kunne lige så godt have foregået i en forelæsningssal på KU.  Jeg syntes, at mange af de ting vi lærer gik igen, det var ret forfriskende, at se vores teori komme til live i flere af oplæggene som f.eks. ”Fra bibliotek til Youtube dannelse”, det nye Herning bibliotek og de samarbejdskonstellationer der blev beskrevet.

Generelt så fik jeg mange ideer til opgaver, som mine medstuderende med fordel kunne benytte i projekter. Tilsvarende så jeg eksempler på, at projekter ville blive styrket af at have os studerende involveret enten i form af projekt, frivillig eller studentermedhjælper. Især i fake news kampagnen eller når ”1+1 giver 98” vil det være oplagt med en studerende. Hvis der skal laves en uge, der viser, hvad bibliotekerne kan gøre for samfundet, så kan vi bidrage med andre vinkler, energiske tiltag og samtidig få lov at afprøve vores viden i praksis indenfor digitale platforme og borgerinddragelse.

Jeg var på topmødet som studerende ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, hvor mit formål var at fortælle om den udvikling vores uddannelse og institution har gennemgået. En meget konkret fysisk udvikling hvor vi er flyttet ud på Søndre Campus for at være en mere integreret del af Københavns Universitet. En faglig udvikling i form af nye studieordninger, hvor vi er blevet mere skarpe både på informationsvidenskaben og kulturformidlingen ofte med et fokus på det digitale. Generelt har et vigtigt område været at forbedre de praktiske muligheder på uddannelsen.

Med lidt kritiske øjne på topmødet så manglede jeg en mere skarp debat om den politiske kontekst, den døde, før den kom i gang. Der var flere gode oplæg, der ridsede nogle emner op f.eks. dilemmaet om, hvordan bibliotekerne skal forholde sig til de 20%, der ikke er en del af samfundet, som kun blev behandlet overfladisk.

 Jeg havde nogle spændende dage, der gav nogle ahaoplevelser og bekræftede mig i flere ting. Et event jeg helt sikkert vil deltage i en anden gang, hvis ikke for andet så de gode muligheder for networking og hyggelige snakke over en øl eller et stykke kage.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog