DDB set fra Haderslev

Per Månson, bibliotekschef, Haderslev Kommune.

Langt hovedparten af landets biblioteker har nu tilsluttet sig Danskernes Digitale Bibliotek (DDB). Og det til trods for en del debat om ansvar og styringsstrukturer i konstruktionen. Under et besøg i Haderslev, spurgte jeg til, hvordan man her forholder sig til DDB samt til det nye landsdækkende, kommunale bibliotekssystemudbud, som nu har fundet sin leverandør, Dantek A/S.

Bibliotekschef Per Månson oplyser, at man i Haderslev har tilsluttet sig alle tre dele af DDB. Det vil sige både basispakke (infrastruktur), DDB Indkøb og DDB Hjemmeside.
“Som et relativt fattigt bibliotek – Haderslev ligger i den tredje-fattigste del af landets biblioteker – vil det give os et gevaldigt løft i forhold til f.eks. brugergrænseflader og brugervenlighed. Brugerne vil med DDB få en direkte adgang via katalogen, når de søger på de digitale kilder. Erfaringer fra bl.a. Randers viser, at når man kan søge direkte på de digitale ressourcer, så stiger brugen helt op til det dobbelte”.

Med hensyn til sensommerens diskussion om DDB og den frygt, nogle har givet udtryk for, at DDB reelt er på vej til at blive en central national leverandør, hvis produktudvikling mv. det enkelte, DDB-tilsluttede bibliotek reelt ingen indflydelse får på, så ser Per Månson anderledes optimistisk på den sag. Han synes, udmeldingen fra DDB om, “at bibliotekerne er ligeværdige partnere i forhold til DDB”, lyder meget troværdig, og han er derfor personligt overbevist om, at DDB og de involverede biblioteker også reelt kommer til at fungere som ligeværdige partnere både i udviklingsfasen og fremover. Når det gælder udgifterne forbundet med tilslutningen til DDB, så er Haderslevs biblioteks-chef ikke bekymret trods bibliotekets stramme økonomi.

“Sagen er, at vi under alle omstændigheder skulle have foretaget nogle investeringer på den digitale formidlingsfront. Desuden er det sådan, at en del af udgiften finansieres via vores kommunes IT-fond. Det har kommunens direktion besluttet. Selvfølgelig bliver der tale om en merudgift for os driftsmæssigt set. Ikke mindst i forhold til e- licenserne”, erkender Per Månson. 

“Dem havde vi egentlig forventet var inkluderet i prisen, men de er så ikke i sig selv med i DDB-Indkøb, og de udgifter skal jo dækkes. Vi vil naturligvis søge om en budgetpulje til området, men kan også komme til at stå i den situation, at vores driftsbudget kommer i spil, og det kan betyde, at materialekontoen må holde for”.

Med hensyn til KOMBIT bibliotekssystemvalget var der ikke så meget at rafle om i Haderslev, siger Per Månson: “Vi har Integra- systemet og har været glade for det, men det stopper jo nu”. Han forventer dog ikke, at det bliver billigere med det nye system, mest fordi det også indeholder enkelte nye faciliteter.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog