De første 100 er en god start

'100 første'. Foto: Kbh HB.

Københavns børnebogskoncept “De første 100” har ramt noget rigtigt. Der er høje udlånstal på alle Københavns biblioteker, hvilket bl.a. skyldes gode titler, nok af dem, og masser af databaseret fokus i udstillingerne.

Idéen blev skabt sammen med Allerød Bibliotek: 20 børnebøger som enhver biblioteksmedarbejder skulle kende og kunne anbefale til børn og deres voksne. De 20 børnebøger voksede hurtigt i København til “De første 100” baseret på dialog med brugerne. En intern liste af børnebøger, der skulle købes ind i så stort et oplag, at de aldrig vil mangle på bibliotekerne, som medarbejderne altid kunne henvise til og som kunne ‘sælge sig selv’ i den selvbetjente åbningstid. Samtidig ville børnebøgerne kunne kobles til digitale indsatser som nyhedsbreve og abonnementer. Med “De første 100” er det overordnede formål for Københavns Biblioteker at give alle børn den bedst mulige start på læselivet. Og det har vist sig at være en stor succes, som både bibliotekerne og jeg personligt som projektejer af “De første 100” mener, at andre biblioteker og steder kan have glæde af.

Koncept og prioriteringer
Grundtanken bag “De første 100” er, at vi nøje har udvalgt 100 gode børnebogstitler, som vi mener bør danne en slags kanon for barnets første læseår og op gennem teenageårene. Titler, som aldrig må mangle i udlånet, og derfor er topprioriteret i vores indkøb. Bøger, som vi fagligt ved, er bedre end så meget andet.  F.eks. de bedste rim&remse bøger der træner tidlig sprogtilegnelse, og som voksne kan holde ud at læse og genlæse for børnene – både klassikere og nyklassikere. Samt de bedste højtlæsningsbøger, der skaber narrative kompetencer og empati og samtidig er underholdende og tankevækkende at læse sammen. De fagligt mest velfunderede begynderlæsningsbøger og dem, der følger efter.

Titeludvælgelsen foregår efter et prioriteret biblioteksfagligt fokus, der er båret af medarbejdernes ekspertise, udlånsdata og viden om faglig udstillingspraksis og adfærdsdesign. “De første 100” er et koncept som Københavns Biblioteker på længere sigt kan videreudvikle til  f.eks. “De næste 100” eller til at lave temabaserede boglister for at stimulere læselyst og få skabt flere læ-sere.

Et modsvar til lave børneudlån
Og “De første 100” har vist sig at være en god idé, der bliver taget godt imod af både borgere og medarbejdere. Alle vores 20 biblioteker er i gang med “De første 100”. Vi har indkøbt de første 80 titler af de planlagte 100. Vi startede med billedbøger, alfabetbøger og rimbøger til de 3-6-årige. Derefter oplæsningsbøger til de 4-8-årige. Tidligere i år indkøbte vi  f.eks. et nøje udvalg af de bedste fantasytitler for at støtte op om vores børnelitteraturfestival “Vi elsker bøger”, der havde fantastiske fortællinger som tema. Det vil vi også gøre til næste års festival, og derved tænker vi også tingene bedre sammen strategisk.

Den gode start på “De første 100” skyldes, at Københavns Biblioteker har gjort det til en fokuseret biblioteksindsats.

I en tid, hvor biblioteksvæsnet generelt oplever faldende udlån af fysiske bøger, har vi fundet et modsvar. Med “De første 100” oplever vi en udlånsprocent på over 70. De flotte tal skyldes især, at vi retter et synligt fokus på kvalitet i børnelitteraturen og gør det nemmere for børn og deres voksne at vælge god børnelitteratur gennem udstillinger. Det lover rigtig godt, for vi er først lige begyndt at indkøbe og udlåne den anden halvdel af de første hundrede titler. Derefter går vi i gang med de næste 100.

Kvm og kreativitet skal følge med udlånet
De flotte udlånstal understøtter, at Københavns Biblioteker har fat i noget rigtigt med “De første 100”. Næste skridt bliver indkøb af flere titler, der vil være udvalgt efter udlånsdata og viden om deres læsemæssige kvalitet.

Nu er de første 80 titler i rotation. Vi tager dem lidt ad gangen, så bibliotekerne kan følge med pladsmæssigt. Udstillingen er ret omfattende i størrelse, så noget andet skal vige pladsen. De næste bøger bliver flere oplæsningsbøger. Vi holder et vågent øje med udlånstallene for de enkelte genrer, måske skal der ikke købes helt så mange eksemplarer ind af en roman for lidt større børn som af billedbøgerne, måske skal der.

De gode udlånstal giver os i København tro på, at det er koncepter som “De første 100”, der skal være med til at vende biblioteksudviklingen i Danmark og fremme mere læsning og kulturel dannelse i befolkningen.

 

SANNE CAFT er vicechef ved Københavns Hovedbibliotek og projektejer af “De første 100”.

 

Om “De første 100”
Initiativet er Københavns Bibliotekers massive satsning på det bedste inden for børnelitteraturen og de bøger, man altid vil kunne finde og låne, når man besøger sit bibliotek. Bøgerne spænder aldersmæssigt fra billedbøger til bøger til tweens og i antal op til 280 eksemplarer fordelt på 20 biblioteker. Bibliotekernes boglogistikstyringssystem sørger for, at der altid er “De første 100” på hylderne i børneafdelingerne. “De første 100” havde ved udgangen af august en samlet udlåns-procent på 73 for alle Københavns biblioteker af 16.053 bøger. Blandt de mest udlånte titler er Doktor Proktors pruttepulver, Bogen om børnene i Bulderby og særligt serien Sallys far. Derudover er det ny- og gammelklassikere, der dominerer listen, hvilket tyder på et godt og varieret udvalg.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog