Derfor Folkemøde

"Demokratiets Væsen beror paa, at man mødes og tales ved, at man gennem Samtaler naar til en bedre og rimeligere Forstaaelse og derudfra formaar at træffe en Afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt Person eller Klasse, men som tager billigt Hensyn til Helheden", sådan skrev teolog og samfundsdebattør Hal Koch i en kronik i 1945 i Berlingske Aften-avis, og det synes jeg rammer folkemødets ånd ret præcist.

I dagbladet Information kaldte politisk redaktør Casper Dall lørdag den 14. juni Folkemødet på Bornholm for lobbyisternes juleaften, men konkluderede også, at folkemødet er oplysning til politikerne om samfundet.

"Politikerne på Christiansborg bliver hele tiden beskyldt for at være alt for langt væk fra danskerne. De har ingen føling med dagligheden, lyder kritikken. Men når de så rent faktisk opsøger indtryk og input fra nogle af de mennesker, der ved, hvad der sker i dagligheden – interesseorganisationerne – så er det også noget skidt. I stedet for at parterne mødes på lukkede kontorer i fjerne kroge af Christiansborg, foregår lobbyismen på Bornholm ude i det fri, hvor alt og alle kan se, hvem der taler med hvem."

Folkemødet er demokratisk samtale
Jeg synes også, at folkemødet er en rigtig god ramme om samtalen mellem politikere, lobbyister og de mange borgere, som altså også er begyndt at deltage i rigt mål. Jeg har deltaget i de fire år, som folkemødet har været afholdt.

Godt nok er der kommet mange flere telte og lobbyister, men den største vækst er blandt FOLK – og vi ser stadig flere, som tager til folkemødet. For at se giraffen, få en på opleveren og/eller for at tage del i den demokratiske samtale. Så jeg synes, at vi i Allinge oplever et spillevende demokrati, når vi er på folkemøde. I vores telt i år var der i hvert fald stuvende fuldt til stort set alle arrangementerne. Og de, der fyldte mest, var hverken lobbyister eller politikere.

Bibzonen
I Danmarks Biblioteksforening har vi sammen med en række andre biblioteksaktører – med statsbiblioteket i spidsen – brugt en del ressourcer på at styrke den demokratiske samtale, der de sidste tre dage er foregået på Bornholm. Og jeg skulle hilse fra mange af de politikere, ministre, eksperter og borgere, der har deltaget i arrangementerne, og sige, at også på folkemødet er bibliotekerne en fantastisk ramme om samtalen. Både den politiske, den kulturelle og den underholdende. Vi har nemlig haft lidt af det hele som det fremgik af programmet, se www. db.dk/ FM14. Og af vores indslag på Twitter, hvor har vi løbende lagt statements, kommentarer og billeder på #Bibzonen.

Jeg er sikker på, at vi vender stærkt tilbage næste år. På gensyn 11. juni til den 14. juni 2015 i Allinge.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog