Det rette match mellem børn og bibliotekarer

Open the world to library staff and to children. Det kan være en passende overskrift på de aktiviteter, IFLA Section of Libraries for Children and Young Adults stod for på årets IFLA konference i Puerto Rico. Vi arbejder i sektionen meget bredt og har en række relationer til de andre sektioner under IFLA hatten. Desuden samarbejder vi med IBBY (International Board on Books for Young People) omkring projekter og med ALMA (Astrid Lindgren Memorial Award), hvor sektionen kan indstille kandidater til prisen.
 
Besøg på et skolebibliotek på en folkeskole i San Juan var et af punkterne i børnesektiones program. Det er altid meget interessant at bevæge sig ud af konferencecentret og møde det virkelige biblioteksliv. Denne gang var det også en fantastisk oplevelse. Skolebiblioteket, som ses på foto nedenfor, var meget lille, uden midler til at købe materialer for og helt uden pc’er. Men skolebibliotekarerne var i den grad via stærke projekter i stand til at sætte fokus på læsning og sprogligt arbejde. Vi hørte en række oplæg om arbejdet i skolerne/skolebibliotekerne, som satte børnene i gang og skabte lyst til at læse.
Med til historien hører, at der ikke er en læsetradition i Puerto Rico, børn møder ikke litteratur eller bøger, før de kommer i skole. Biblioteksfunktionen løses næs-ten udelukkende af skolebiblioteker, da der er meget få egentlige folkebiblioteker i landet.
 
“Hvordan matcher bibliotekspersonalet udviklingen i børnenes krav og behov til biblioteksbetjening?” – var overskriften på den session, som sektionen afholdte. Fem oplæg kom med hver sit bud på hvordan, heriblandt Finn Wraae fra Odense, som fortalte om www.Boggnas-ker.dk. Sammen med oplæggene fra Chile og Finland var det sessionens mest relevante og spændende. Læs alle oplæg på www. ifla.org.
 
Sisterlibraries er det store projekt, som sektionen arbejder med. Mere end 110 biblioteker verden over har meldt sig som interesserede i at danne par med et andet bibliotek, og der er allerede skabt 20 partnerskaber. Projektet giver alle biblioteker en mulighed for at arbejde internationalt på en nem, billig og meget inspirerende måde. Projektet er endnu i sin vorden, men de biblioteker, der viste, hvordan de arbejder sammen, gav virkelig god inspiration.
Det handler både om, hvordan personalet udveksler erfaringer og idéer, og om hvordan børnene i partnerskabsbibliotekerne går i dialog med hinanden, skriver sammen og laver aktiviteter i fællesskab. Der er lavet små film, som giver et fint billede af, hvordan det kan gøres.
Nu er det et dansk bibliotek, der har skrevet sig på listen, så der er plads til mange flere.
 
Et par små inspirationsfilm kan ses ses på: www.youtube.com/watch?v=w5ZepTxDjyU og www.youtube.com/watch?v=IN2issnvHgY
 
I 2012 holdes IFLA konferencen i Helsinki. Børne- og ungdomssektionen arrangerer i den forbindelse en 2-dages satellitkonference i Joensuu med temaet “Breaking through boundries”. Om børnebiblioteket mellem oplevelse og læ-ring, personalets roller, medier. Program og mere information kommer senere.
 
Kirsten Boelt
mediechef ved Aalborg Bibliotekerne
2. næstformand i DB
og nyvalgt sekretær i IFLA’s sektion for børn og unge

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog