Digital julekalender - fra biblioteket

Skal jeres biblioteksbrugere tilbydes julekalender via SMS?

Sidste år tog over 1000 lånere imod den populære julegave fra Aarhus Kommunes Biblioteker; en sms-julekalender lavet i samarbejde med forfatteren Merete Pryds Helle. I år er Danmarks Biblioteksforening gået med i projektet og nu tilbydes samtlige biblioteker i landet at være med.

Som noget nyt kan alle biblioteker i landet i år være med til at tilbyde lånerne en julekalender på mobiltelefonen. Blot ved at sende en enkelt sms kan landets brugere tilmelde sig julekalenderen. Alle tilmeldte modtager ét afsnit om dagen fra den 1. til den 24. december.

Nu også for børn
Merete Pryds Helle skriver årets SMS-julekalender for voksne, men som noget nyt bliver der også skrevet en julekalender specielt til børnene. Børnenes julekalender skrives af Martin Glaz Serup og Hanne Kvist i fælleskab.

Tilmelding - Biblioteker med licens til SMSpres
Danmarks eneste SMS-forlag, SMSpress, står i samarbejde med Aarhus Kommunes Biblioteker og Danmarks Biblioteksforening, bag de to sms-udgivelser. Biblioteker der i forvejen, via Bibliotekernes Licensgruppe, har tegnet licens til SMSpress, kommer helt automatisk til at tilbyde bibliotekets brugere julekalenderne via deres egen adgang til SMSpress. De to julekalendere vil fremstå som almindelige udgivelser blandt forlagets øvrige, så eksisterende licenstagere behøver ikke at foretage sig noget. Julekalenderne vil blive sat op i Computopic’s sms-administrationssystem, Gruppe-SMS, som de fleste biblioteker i landet allerede kender.  

Tilmelding - Biblioteker uden licens til SMSpress
De biblioteker, som ikke har tegnet licens til SMSpress, får mulighed for at tegne en licens alene for de to julekalendere. Det koster ikke noget at tegne licensen. Deadline for at tegne licensen er 15. november.

Bibliotekets pris
Julekalenderen er en julegave fra bibliotekerne, og derfor er det selvfølgelig gratis for bibliotekets brugere at modtage den. Der er intet oprettelsesgebyr på julekalenderen, men hver enkelt tilmelding kommer til at koste biblioteket 15 kr. ex. moms. Beløbet dækker 75 sms’er fordelt over 24 dage, samt forlagsarbejde og honorar til forfatterne. Brugerne vil kun modtage én besked hver dag, men beskederne er i praksis kædet sammen af 3 sms'er. SMSpress står for den tekniske opsætning, forlagsarbejdet og udarbejder plakater, som det enkelte bibliotek kan printe.

Mød forfatterne bag julekalenderen
Forfatteren bag voksenjulekalenderen, Merete Pryds Helle, høstede flotte anmeldelser for sin roman Hej Menneske, og er i øvrigt kendt for at eksperimentere med litteratur på nye måder og i nye medier. Forfatterne bag børnejulekalenderen, Martin Glaz Serup og Hanne Kvist har sammen udgivet romanen Hvis.Du.Ser.Noget.Sig.Noget og Martin Glaz Serup har bl.a. udgivet Realtime-digtet MANDAG på SMSpress. Det er muligt at få forfatterne ud på biblioteket for at holde foredrag.

Praktisk information og tilmelding: kb@smspress.dk eller 3833 4055.

Hele sidste års julekalender kan læses her: http://www.aakb.dk/ temaer/litteratur/blog/sms-julekalender

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog