Digitale tjenester til alle

Den 27. juni 2012 slår Arne Wurgler i et indlæg her i Politiken et slag for det digitale bibliotek. Den massive strøm af nye digitale tjenester er en gave for borgerne, men samtidig også en udfordring for leverandører og formidlere, da de gældende licens- og rettighedsregler i store træk er indrettet efter en analog verden.

Jeg synes, at en række af Arne Wurglers observationer er interessante, bl.a. at biblioteksafgiften skal tilpasses vores digitale virkelighed, for at undgå, som han skriver ”at vores imponerende bibliotekssystem sygner hen, og vi mister det vigtige sted, hvor vi altid kan blive opdateret som demokratiske verdensborgere, uanset hvem vi er”

I Danmarks Biblioteksforening vil vi gerne fremme nye forretningsmodeller, som både er anvendelige for producenter og biblioteker, og derfor tager vi nu initiativ til at samle alle parterne i sagen, så der kan findes fornuftige løsninger, der sikrer kunstnerne en rimelig indtjening, samtidig med at borgerne også har en rimelig adgang til biblioteksmaterialerne i digital form.

Bibliotekernes rolle er ifølge biblioteksloven - også i den digitale tidsalder - at sikre borgerne adgang til viden og kulturoplevelser, som en del af de danske folkeoplysningstraditioner og en bæredygtig videns- og demokratiudvikling. En opgave som bibliotekerne naturligvis skal løfte i konstruktivt samarbejde med producenterne af relevant indhold.

Bibliotekerne har det seneste tiår gang på gang opfordret producenter og forlag om at komme i gang med at udvikle produkter til digital brug. En udvikling som først nu, hvor tablets og andre mobile enheder er ved at blive hver mands eje, øjensynligt er blevet interessant for de kommercielle aktører.

Vi er glade for og stolte over, at bibliotekerne via fremsynede udviklingsprojekter var blandt de første til at synliggøre og demonstrere de mange muligheder, som en stadig mere digital verden kan tilbyde borgerne.

Lad os nu i fællesskab finde de rette forretningsmodeller mellem biblioteker og leverandører, som sikrer, at borgerne også fremover kan bruge bibliotekerne som et åbent og fremsynet lærings- og kulturtilbud, hvor vores fælles viden vokser. Ingen vinder noget ved at begrænse disse helt centrale opgaver for bibliotekerne!

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog