Dokumentarfilm i Danmark

Filmen 'En god død' af Estephan Wagner trak fulde huse ved filmklubbens åbning. Filmen på en gang afmystificerer døden og er en hjerteskærende vemodig fortælling, men alligevel både munter og håbefuld om den sidste tid.

Det er ikke noget, mange ud over en særlig dedikeret kreds af filmnørder, dyrker. Det har Ikast-Brande Bibliotek besluttet at ændre på – med etablering af en succesfuld dokumentarfilmklub. Et tilbud etableret i samarbejde med den lokale biograf og andre lokale aktører.

Dansk film er i år nomineret til hele tre Oscars. Thomas Vinterbergs “Jagten” er nomineret som bedste udenlandske film, Anders Walter står for en oscar-nominering i kortfilmskategorien for sin “Helium”, mens Joshua Oppenheimers “The Act of Killing” er med i klassen for bedste dokumentar.

Hvor det ikke er svært at få publikum til almindelige spillefilm, kan det ofte knibe med at få udbredt kendskabet til de mange kort- og dokumentarfilm, der hvert år laves på vore kanter.

På Ikast-Brande Bibliotek besluttede vi i foråret 2013 som noget nyt at slå et slag for dokumentarfilmen. Netop ud fra en betragtning om, at mange af de fine danske dokumentarfilm gerne må komme lidt mere frem i rampelyset. I modsætning til situationen for spillefilm, hvor der efterhånden findes mange muligheder ud over et biografbesøg via et utal af nye TV-kanaler og streaming-services.

Start med indspark fra Filminstituttet
Vi lagde ud med et par spæde forsøg på Torvet, et åbent areal midt i vores nyindrettede og moderniserede Ikast Bibliotek, med de to film “Jeg hader ADHD” og “Portræt af Gud”. Til den første deltog moderen til en af filmens medvirkende med oplæg, og til den anden bad vi en lokal præst komme med et oplæg.

Faktisk var den førstnævnte filmvisning så stor en succes, at vi måtte lave en ekstra forevisning, hvilket var med til at give os det endelige skub til at prøve kræfter med en egentlig dokumentarfilmklub.

Senere på året hentede vi yderligere inspiration til klubben, da Vejle Centralbibliotek lagde lokale til et arrangement afholdt af Det Danske Filminstitut med titlen “Dokumentarklubber på bibliotekerne”. Med Filminstituttets præsentation og med erfaringer fra biblioteker, der allerede er i gang med dokumentarfilmklubber, fik vi nye idéer til vores filmklub.

Instruktør-besøg
I Vejle vistes en ny dokumentarfilm “En god død” af den i Danmark bosatte instruktør Estephan Wagner. Det er en gribende og velfortalt skildring af nogle kvinders sidste dage på hospice. Så gribende og engagerende, at vi fik lyst til at lade den være den officielle åbningsfilm for Ikast-Brande Biblioteks Dokumentarfilm-klub.

Vi opsøgte derfor Estephan Wagner, der var meget interesseret i at komme til Ikast. Herefter gik det slag i slag med organiseringen. I stedet for at vise filmen på biblioteket valgte vi nu at lave en aftale med den lokale biograf. Ligeledes var det oplagt at invitere kommunens Ældreområde med som samarbejdspartner. Det ville Ældreområdet gerne, hvorefter der med stor entusiasme blev reklameret for filmen på ældrecentre, hjemmeplejen og for de ansatte inden for sundhedsområdet generelt.

Filmklubbens fremtid
Bibliotekets Dokumentarfilmklub fik altså en start over al forventning. Takket være god sparring med Carsten Olsen, konsulent ved Det Danske Filminstitut, vore gode lokale samarbejdspartnere og PR i form af både annoncer og direct-mail omkring premieren på klubben, blev biografen fyldt til sidste sæde.

Naturligvis ved vi godt, at ikke alle film kan skabe så stor en interesse. Tanken er derfor, at vi skal veksle mellem forevisninger med instruktørbesøg i den lokale biograf og mindre film med eller uden lokale oplægsholdere og blot snak i bibliotekets eget, mere intime rum.

Filminstituttets nye tiltag med at sende instruktøren på turne med sin film, håber vi, også kan blive en fast størrelse. En idé, der derudover kunne være værd at afprøve, var, at tilrettelægge tilbudspakker med nye dokumentarfilm og instruktører efter samme model, som Litteratursiden i dag benytter med annoncering af en serie af månedens bog i arbejdet med at fremme faglitterære forfattere.

Det er bare med at komme i gang, der er lokal interesse for dokumentarfilmene. Det Danske Filminstitut har masser af idéer og stiller på Filmstriben.dk mange nye og gamle kort- og dokumentarfilm til rådighed.

Det Danske Filminstitut: www.dfi.dk/Nyheder/Nyheder-til-biblioteker/DOKUMENTAR-klubber.aspx.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog