eKurser.nu - en vigtig brik i bibliotekernes læringsindsats

Hvordan ansøger man digitalt om blåt sygesikringskort? Hvordan downloader man musik til mobilen? Og hvordan kobler man en pc til en fladskærm? Dette er blot nogle få eksempler på ting, man kan lære på under 15 minutter ved at gå ind på den blot 4 måneder gamle e-læringsportal eKurser.nu.

Sjovt, nemt, vedkommende og lærerigt
eKurser.nu indeholder et bredt indhold af lette kursusforløb, som er målrettet dem, der bruger pc og internet, men som er nysgerrige efter at bruge det mere avanceret. Portalen er det sted, hvor borgerne hurtigt kan lære det, de lige står og mangler, for eksempel når man skal benytte offentlige selvbetjeningsløsninger på borger.dk, vil begynde at bruge Facebook eller lære at downloade musik og bøger.

Det skal være både sjovt og nemt. Forløbene består blandt andet af små videointroduktioner, trin for trin-guider og quizzer. Man kan oprette en personlig profil, hvor man kan se, hvilke kurser man har gennemført. Portalen giver overblik og lyst til at lære.

En læringsindsats med nationale dimensioner
eKurser.nu udbygger og udvikler folkebibliotekernes læringsindsats over for borgerne. Nu bliver læringstilbuddet også digitalt tilgængeligt, hvor der hidtil næsten udelukkende har været satset på fysiske kurser. Dermed skriver projektet sig ind i bibliotekernes indsats for at øge borgernes digitale kompetencer og mere overordnet ind i de nationale digitaliseringsstrategier.

En så stor mængde borgervendte e-kurser, samlet på ét sted med mulighed for at distribuere til et uendeligt antal sites, har allerede vist sig interessant for især nationale organisationer, som arbejder med digitalisering. Eksempelvis er der etableret et samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen med henblik på at få e-læringsmaterialerne fra eKurser.nu integreret i Borger.dk. Ældresagen er interesseret i at markedsføre eKurser.nu som et tilbud til deres it-undervisere og medlemmer, som i stor stil efterspørger kurser i it, især inden for digitale selvbetjeningsløs-ninger.

eKurser.nu er således et glimrende værktøj til at synliggøre bibliotekets læringsindsats både lokalt og nationalt. E-kurserne kan trækkes ud og lægges f.eks. på den lokale kommunale hjemmeside som vejledning på selvbetjeningsløsningerne og kan også tilbydes andre lokale samarbejdspartnere til deres hjemmesider. Selvom e-kurserne samles i en portal, er det således tanken, at de distribueres og findes via de hjemmesider, hvor de har relevans for borgerne.

En læringsindsats, der når de mange med få midler
eKurser.nu har ikke kun national relevans. Ved aktivt at anvende og producere til eKurser.nu kan det enkelte folkebibliotek nå mange flere med færre midler. E-kurset kan stå alene og bruges af borgeren, når denne har tid og lyst, men redskabet kan også anvendes i fysiske kurser som en integreret del af undervisningen, ligesom det er en læringsressource, som personalet i det stigende antal it-caféer og i den almindelige borgerbetjening kan henvise til.

Det næste halve år er afgørende
Tilblivelsen af eKurser.nu er sket i et projektsamarbejde mellem bibliotekerne i København, Randers, Aalborg og Herning og er støttet af Kulturstyrelsens overbygningsmidler. Fra 1. juli overgik projektet til drift hos de seks centralbiblioteker, der som minimum varetager opgaven året ud.

Det næste halve år skal eKurser.nu stå sin prøve. For det første iværksættes en stor indsats for, at mange flere biblioteker og måske andre organisationer begynder at producere kursusforløb til eKurser.nu. Dette skal sikre, at portalen forbliver aktuel og opdateret med nye relevante kursusforløb for borgerne. Dernæst arbejdes via en række eksterne samarbejdspartnere på, at selve portalen, men især de enkelte e-kurser, bliver kendt og brugt af både borgere og undervisere. Når vi står ved slutningen af året skulle brugstallene gerne tale deres tydelige sprog om, at eKurser.nu er et relevant og blivende tilbud fra de danske folkebiblioteker til borgerne.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog