Et-årig e-bogsaftale får en blandet modtagelse - både ros og ris fra DB

De danske forlag og folkebiblioteker har længe haft svært ved at finde hinanden rent prismæssigt og e-bogsmæssigt. Og bølgerne er ofte gået højt, som man bl.a. kunne høre på diskussionerne på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i marts 2011. Bibliotekerne har efterlyst både flere titler og ikke mindst en ræsonnabel prissætning. Nu har Lindhardt & Ringhof og Gyldendal fra forlagssiden og en gruppe biblioteker under ‘Folkebibliotekernes e-bogs projekt’ fået en aftale op stå. En aftale som også indeholder en ny biblioteksservice: ebogsportalen eReolen.dk.

Projektet er foreløbigt et-årigt og kører frem til efteråret 2012. Her er det planen, at en endelig aftale skal forhandles på plads. Projektet som sådan er der positive forventninger til, men den indbyggede prismodel vækker skepsis. Kort fortalt er den bygget op om en klikpris. De deltagende biblioteker betaler til forlagene for hvert klik og download/lån af en ebog, som deres lånere foretager.

Forlagene er godt tilfredse
Cliff Hansen, direktør for forretningsudvikling i Lindhardt & Ringhof, afviser at prisen er høj. Til Bogmarkedet nr. 18, 2011 siger han bl.a.: “Vi har forhandlet os frem til et fornuftigt resultat. Det handler om, at forfattere og forlag skal have en rimelig kompensation for det salg, der mistes, ved at bibliotekerne kan udlåne e-bøger”. Samme sted tager Pernille Drost, formand for Bibliotekarforbundet, klart afstand fra prisernes niveau.

I forbindelse med lancering af eReolen.dk i praksis udtrykker Gyldendals koncerndirektør, Elisabeth Fogtdal, til dagbladet Berlingske den 2. november stor tilfredshed med det udstillingsvindue, som bibliotekerne er. Hun siger om prissætningen: “Den model der styrer, at det ikke løber løbsk, er en ordning, hvor bibliotekerne betaler for hvert download, som lånerne foretager. Den er rimelig i forhold til den ydelse, som lånerne for adgang til.”

DB ros og ris
Danmarks Biblioteksforening er skeptisk over for prissætningen. Michel Steen-Hansen, direktør i DB, ser med blandede følelser på projektet: “Der er klart ros til eReolen.dk. Den er med lidt finpudsning en rigtig god service. Også ros til styrelsen og de mange involverede parter. Med den et-årige aftale har vi fået igangsat en længe efterspurgt service.  Og vi får nu et grundlag at diskutere fremtidens vedvarende løsninger på”, siger han.
Michel Steen-Hansen fortsætter: “Når det derimod kommer til den anden helt centrale del, prissætningen, så er Danmarks Biblioteksforening skeptisk. Jeg er faktisk temmelig overrasket over, at en så dyr prismodel pr. styk er sluppet igennem. Niveauet skal ned. Det betyder begrænsninger i e-udlån til borgerne. Det kan ikke være den rigtige model. Vi taler her om et digitalt medie, det er let at masseproducere og formidle bredt. Kommunernes biblioteker har en stærkt begrænset økonomi, og kommunerne har som ejere slet ikke være inde over denne sag.”
Direktøren oplyser, at prisspørgsmålet skal drøftes nærmere i DB. Foreningen tæller jo både kommunalpolitikere fra kulturudvalgene, bibliotekets ejere, og biblioteksfolk. Han ser i øvrigt frem til en bred debat med alle parter inden evalueringen af eReolen.dk, og inden man vedtager noget endeligt.

Forfatterne rejser en anden debat i relation til den nye aftale og den nye portal. Skal e-bøgerne for alvor i gang og kunne lånes ud via bibliotekerne, skal der også ses på biblioteksafgiften. For så bør der ændres på de midler, som landets forfattere får fra henholdsvis forlagene og den statslige biblioteksafgift, der kompenserer forfatterne for at stille deres bøger til rådighed for bibliotekerne. Mener, ifølge dagbladet Børsen den 20. oktober, både Forfatterforeningen, og en af landets storsælgende forfattere, Leif Davidsen.

Prismodellen
Prisen falder i takt med antallet af udlån. Dog ikke meget, og det er sammen med startprisen pr. styk nogle af anstødstenene. Der regnes med en pris for nye titler under et år gamle og en anden for de øvrige. For de første er den 18,50 kr. pr styk op til de første 70.000 lån. Derefter falder den over flere intervaller. Når de 145.000 styk er nået er prisen 16,50 kr. pr. styk. For de ældre bøger startes der ved 15 kr. og sluttes ved 13 kr.

Bag eReolen.dk
Styrelsen for Bibliotek og Medier har igangsat pilotprojektet i foråret med midler fra udviklingspuljen. Målet er at eta-blere en ny national e-bogsservice til folkebibliotekernes lånere. Biblioteket i Aarhus har været projektleder på projektet, der har en lang række deltagere. Udover forlagene Lindhardt & Ringhof og Gyldendal samt biblioteket i Aarhus er det bibliotekerne i København, Frederiksberg, centralbibliotekerne i Roskilde, Aalborg, Gentofte og Herning samt Netlydbog.dk, Litteratursiden.dk, Bibliotekernes LicensGruppe og desuden virksomhederne Publizon og DBC.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog