Familieværdier og homoseksuelle pingviner

Forsiden - and tango makes three. By Justin Richardson and Peter Parneff. Illustrated by Henry Cole.

Bibliotekskompasset rundt - DB nr. 4, 2014.

Singapore. Sex mellem mænd er i henhold til en lovgivning, der stammer tilbage til den britiske kolonitid, forbudt i Singapore og kan i princippet straffes med op til to års fængsel. Og selvom det ikke er en lov, myndighederne håndhæver videre strengt, er homoseksuelle relationer ikke noget statsmagten eller – som tilfældet her viser – den øverste biblioteksmyndighed (The National Library Board) ser med milde øjne på. Og da slet ikke mellem pingviner.
Tilskyndet af forargede forældre og højtråbende religiøst-konservative borgere i den sydøstasiatiske bystat besluttede NLB – og med helhjertet opbakning fra informationsminister Yaacob Ibrahim – således tidligere på året at forbyde udlån af børnebogen “And tango makes three” af Justin Richardson og Peter Parnell – omhandlende to hanpingviner, der i en zoologisk have opfostrer en babypingvin af hunkøn – på Singapores 26 folkebiblioteker. Også enkelte andre bøger, der angiveligt var på kollisionskurs med de fremherskende familieværdier, har bibliotekerne fået påbud om at fjerne og destruere.
“Et samfund er aldrig statisk. Det forandrer sig over tid”, medgiver informationsministeren i en kommentar til den engelske avis, The Guardian d. 12. juli. “Men bibliotekerne skal afspejle de eksisterende sociale normer – normer som en overvældende majoritet af Singapores 5,4 mio. indbyggere deler – ikke udfordre eller forandre dem”.
Ministerens og NLB’s censurtiltag har dog vakt så stor furore blandt andre dele af Singapores borgere – bl.a. i form af en omfattende underskriftindsamling, oplæsning af bogen fra nationalbibliotekets trappe og trusler om boykot af bibliotekerne og deres arrangementer – at Yaacoob Ibrahim allerede en uges tid senere delvis vendte på tallerkenen. Ifølge The Guardian d. 18. juli er den tidligere beslutning blevet ændret til, at de kontroversielle titler skal fjernes fra Singapores børnebiblioteker, men overflyttes til voksenafdelingerne, så forældre, der ønsker at låne og læse bøgerne sammen med deres børn, kan få lejlighed til det. Medvirkende til den nye beslutning har formentlig også været, at Singapore sidste år var vært ved den internationale biblioteksforening, IFLA’s årskongres, og at omtalte censur ikke ligefrem harmonerer med de værdier, IFLA og det internationale bibliotekssamfund står for.

Den nye vending i sagen afspejler dog ifølge informationsministeren bare “en dybtfølt respekt i vores kultur for det skrevne ord”.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog