Flere hundrede borgere åbnede Nørager Bibliotek

Bibliotek hver dag fra 9 til 21 i forbindelse med Kulturhuset. Rebild Kommune imødekommer et længe efterspurgt bibliotekstilbud i forbindelse med Kulturhuset Kig Ind

Efter tyve års ventetid fik borgerne i Nørager den 29. april deres bibliotek i midtbyen. Åbningen blev markeret ved taler, musik, underholdning for børnene og stort kagebord til alle. Over 200 borgere i alle aldre var med.
 
Indvielsen

Biblioteket har siden 1962 haft bofællesskab med skolebiblioteket på byens skole og er nu flyttet til Kulturhuset Kig Ind (fra 2003, red) midt i Nørager by. Ved indvielsen gav borgmester Anny Winther klart udtryk for, at byggeriet er starten på et nyt kapitel og en flytning man virkelig har arbejdet for i Nørager: “Når biblioteket i dag får ny adresse – så har jeg lyttet mig til, at det er et længe næret ønske fra borgerne om at få biblioteket flyttet til midt i byen”.
 
Bibliotekstilbuddet styrkes
Bibliotekets placering åbner nu for nye muligheder på flere måder. Adgangsforhold og tilgængeligheden for børn og ældre er blevet væsentligt bedre samtidig med, at åbningstiden er udvidet. Da åbningstiderne ikke længere skal tilpasses skolen, er der nu mulighed for at holde formiddagsåbent og som det første bibliotek i kommunen indføres her selvbetjening, med åbent for borgerne via sygesikringskortet alle dage i tidsrummet 9-21.
 
Fælles indgang til kulturtilbud
Vigtigst af alt, bibliotekets nye placering åbner også op for et tættere samarbejde med kulturhuset og byens borgere. Bibliotekets erfaringer andre steder i kommunen viser nemlig, at lokalefællesskab med kulturhus er den bedste placering man kan ønske sig. Synergien medvirker til at bane vejen for et rigt kulturliv. Eller som Lene Aalestrup, formand for Kultur- og Fritidsudvalg-et, udtrykte ved åbningen: “Nørager Bibliotek er måske ikke af de største, men tro mig indholdet bliver rigtig stort”. 
Kulturhuset nu med bibliotek er da også indrettet med stor vægt på at få integreret de forskellige funktioner i huset, en klar vision fra starten af planlægningen. Samarbejdet skal ikke kun styrkes i tanken – biblioteket skal ikke være en firkantet kasse, der er klistret på. Mulighederne for samarbejde skal understreges i måden vi indretter os på. En fælles indgang til huset, hvad enten man skal på biblioteket eller gøre brug af husets forskellige aktiviteter, har hele tiden været centralt for visionen bag biblioteket. Eksempelvis er der som noget nyt indrettet et bibliotekslæsehjørne i husets foyer med tidsskrifter og dagens friske aviser.
 
Højt til loftet
I biblioteket er der på alle måder højt til loftet – og et dejligt lysindfald. Med kun 160 kvadratmeter har det været lidt af en udfordring at få plads til alle biblioteksfunktioner, og til tilbud for folk i alle aldre. Men resultatet er blevet ganske godt. Indrettet med små rum i rummet – læsekroge, it-pladser, legehjørne og med bøger, film, spil og musik på hylderne – og masser af forsider og lave reoler så materialerne formidles, også når der ikke er personale tilstede. 
Der er leget med farver og en høj mørk reol, som giver rummet karakter og god plads til udstilling af bøger – ved indvielsen en masse orange og flotte bøger! Biblioteksbyggeriet er tegnet af arkitektfirmaet N. Krog Madsen, Aars, mens inventaret er leveret af Lammhults Biblioteksdesign A/S og MITTENFERRARUM har hjulpet med indretning og farvevalg.
 
En god start
Borgerne i Nørager har fået et bibliotek, som de godt kan være stolte af – et rart sted at være og absolut et besøg værd, men også et bibliotek der forpligter. Der er store forventninger til de nye muligheder, dette bibliotek giver. At benyttelsen stiger, at udlånet stiger og at biblioteket sammen med kulturhuset Kig Ind løfter de kulturelle tilbud i byen – med endnu flere lokale samarbejdspartnere end nu.

Bibliotekets medarbejdere har taget udfordringen op – og der er allerede nu kamp om udlånsvagterne i det nye Nørager Bibliotek.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov
Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog