Flere vigtige fokusområder skal løfte kulturen i en ny dansk kulturpolitik

Birgitte Bergman (C), medlem af Folketinget siden 2019. Foto Steen Brogaard.

Birgitte Bergman (C), medlem af Folketinget siden 2019 og før det bl.a. cruise manager i Helsingør Havne, udviklings- og marketingschef i VisitNordsjælland og projektchef i Wonderful Copenhagen – giver her en håndfuld forskellige input til en ny dansk kulturpolitik.

Dannelse og læsning, hvad kunst og kultur er og adgang til kunst og kultur - i hele landet - skal indgå i en ny kulturpolitik mener kulturordfører.

Problematikken omkring dannelse og læsning er jeg særligt optaget af, og det er noget vi skal have kigget på. Jeg er bekymret for den udvikling, vi generelt ser i vores samfund – med tabet af tid til fordybelse og manglende plads til langsommelighed – og for børns vedkommende forståelsen af at lære at læse, det med læselyst og med at fordybe sig.

Her synes jeg, at bibliotekerne, har en meget stor rolle at spille. Det er vigtigt, at de har fokus på kerneydelsen, dvs. udlån af bøger, litteratur og formidling, her især til børn og unge. I Helsingør, hvor jeg kommer fra, har biblioteket formået at skabe et rum som indbyder til læsning og hvor man har fokus på både udlån og på det at læse samtidig med, at man skaber begivenheder, som har med noget med læsning at gøre. Det har man også andre steder, men ikke alle vegne og det bekymrer mig. Biblioteker må ikke blive aktivitetscentre, hvor læsning ryger ud og ikke længere har det fornødne fokus. Der skal fokus på læselyst igen. Vi skal styrke læselysten blandt børn og unge. Derfor giver det god mening, at igangsætte en Læsestrategi med skoler, biblioteker og brancheaktører. Det er et vigtigt område og jeg kunne godt tænke mig, at vi også kiggede på biblioteksloven – det er i alle tilfælde noget, jeg vil arbejde videre med. 

Hvad kunst og kultur er, skal vi have fokus på og drøfte, især set i sammenhæng med debatten efter Socialdemokratiets udmelding i sommer om, at der er lige så meget kultur i håndbold som i et teater. Det er jo ikke sådan at håndbold og sportens verden ikke er kultur, der er bare en enorm forskel mellem kunst og Det Kongelige Teater og så en håndbold- eller fodboldbane.

Det er helt afgørende at skelne mellem kunst og kultur, når der laves kulturpolitik. Kultur opstår, når mennesker lever med hinanden. Det er sprog, normer, former og vaner. Kultur er det, der giver os identitet. Fortælles os, hvem vi er som danskere. Kunst udspringer af kulturen, men handler om erkendelse. Om at se verden og sig selv med andre øjne. Kunst er små glimt af det sublime, sådan som den f.eks. kan opleves i litteraturen, dansen, musikken og billedkunsten. Kultur må ikke bare blive til noget vi maler med en stor bred pensel ud over det hele, så vi glemmer selve kunsten og de forskellige kunstarter. Men jeg er ikke der, hvor Zenia Stampe fra Det Radikale er, og jeg mener ikke at vi skal have delt ministeriets områder op og fordelt på flere ministerier - det er en rigtig dårlig ide. Vi skal ikke gøre kulturministeriet endnu svagere, det skal styrkes.

Kunsten og adgang til den er noget vi skal sikre, fordi vi alle som mennesker og samfund har brug for små og store glimt af det sublime. At nogle har en større stjerne i verden, at noget er sublimt, det er vigtigt. Sådan skal det være i kunstens verden og det er vigtigt at anerkende – det gør vi allerede i sportens verden. Og vi skal dyrke det, sådan at flere får lyst til at gå ind og opleve det sublime. Og sådan at man som barn og ung kan blive motiveret til f.eks. selv at spille og kan se og spejle sig i nogle rollemodeller.

En vigtig pointe er den samhørighed kunst og kultur skaber, som vi mere end nogensinde har brug for i Danmark. Vi ser det under Corona krisen. Kulturen er en vigtig del af vores rødder og identitet. Vi skal kende til historien, og vi skal tage aktivt del i at skrive de næste kapitler. Derfor der de kulturbærende institutioner så vigtige for os i Det Konservative Folkeparti, fordi de løfter og formidler vores fælles kulturarv og udvikler samfundet i nye retninger.

Vi skal sikre kunst og kultur i hele landet, Et af de vigtigste budskaber fra mig er, at vi ikke får lagt et leverpostejsfarvet penselstrøg ud over det hele og blander kultur og kunst sammen i en stor pærevælling.

Og så skal kulturlivet turde tænke mere i partnerskaber med erhvervslivet. Her er meget at lære fra idrættens verden.

Endelig vil jeg gerne minde om, at kultur spiller en stor rolle i andre sammenhænge - kultur er også erhverv, kultur er også socialpolitik, kultur er også uddannelsespolitik osv. Dét skal vi også have bedre øje for på Christiansborg.

Om Corona og kulturen
Jeg oplever, at kulturministeren har en manglende forståelse af, at kultur også er et stort erhverv af forskellig slags, hvilket vi i den grad har set under coronalukningen. I januar 2019 dokumenterede en analyse fra Dansk Industri, at museerne alene bidrager med 4,9 milliarder kroner – eller 0,3 % – af bruttoværditilvæksten i det danske samfund. Det kan udlægges som, at når vi giver en krone til museerne, får vi som samfund pengene næsten fem gange igen.
De museer, der har forstået og formået at udvikle deres museer gennem en engagerende, involverende og relevant formidling, har oplevet en publikumsfremgang både fra danskerne men også fra internationale kultur turister.  De er desværre også dem, der er allerhårdest ramt under coronakrisen. Derfor var det meget vigtigt for os i Det Konservative Folkeparti at holde hånden dem og hele kulturlivet.

Hjælpepakker, økonomi og støtte
At kultur og kunst er en stor del af vores DNA i Danmark blev ekstra tydeligt under forårets nedlukning. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi har fået lavet nogle ordentlige hjælpepakker til kulturlivet. Det var en lang og sej kamp at få landet dem, fordi vi netop skulle sparke dørene ind til både stats- og finansministeriet, før der for alvor kom noget på bordet. Det viser med al tydelighed, at denne regering ikke for alvor har fokus på kunsten og kulturområdet, der skal mere til – på flere niveauer.

                               ***
V og K holder hånden under folkebibliotekerne
"Venstre og Konservative vil presse kulturministeren til at give et ekstraordinært tilskud til bibliotekerne, oplyser Folketingsmedlemmerne Kim Valentin (V) og Birgitte Bergman (K).
Ellers påpeger de to, hhv. biblioteks- og kulturordførere, risikerer over to millioner danskere at gå forgæves, når de i løbet af tre måneder bruger biblioteket. Det gør folkebiblioteket til vores i særklasse mest velbesøgte kulturinstitution. Det skal vi værne om.

Som følge af den store efterspørgsel på digitale udlån under coronakrisen har 63% af kommunerne hævet eller helt fjernet deres almindelige udlånsloft på digitale eksemplarer. På den måde har bibliotekerne haft mulighed for at betjene den store skare af læselystne og kulturbegejstrede danskere, selv om det fysiske bibliotek var lukket. Det er positivt. Og det fortæller, at der over hele landet – måske lige med undtagelse af regeringen – har været forståelse for kulturens og bibliotekernes vigtige funktion i en krisetid.

Oprustningen i bibliotekernes digitale udlån betyder imidlertid, at kommunerne har haft flere udgifter til digitale lånemuligheder end planlagt. Det giver lige nu en bekymring for bibliotekernes økonomi på den anden side af krisen.

Det handler ikke mindst om bibliotekernes mulighed for at anskaffe og opdatere den fysiske bogsamling i resten af 2020. De afledte effekter af kommunernes vilje til at imødekomme danskernes kulturbehov under krisen kan i værste fald få store konsekvenser for forfattere, forlag, biblioteker og læsepublikum."

Uddrag af et debatindlæg i Frederiksborgs Amts Avis den 8. juni, her opfordrede Birgitte Bergman (C) sammen med Kim Valentin (V) kulturministeren til at give et ekstraordinært tilskud til bibliotekernes øgede udgifter i forbindelse med stigningen i de digitale lån.

 

Indslaget bringes i Danmarks Biblioteker nr. 5, 2020.
Fortalt til Hellen Niegaard, "Danmarks Biblioteker".
 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog