Folkebibliotekernes fremtid - lov og biblioteksudvikling. Et essay

Essay af Rolf Hapel, der fra 1. august forlader Dokk1 for at blive professor ved University of Washington i Seattle. Foto: Kim Haugaard.

Transformationen af biblioteksopgaver og samfunds- udviklingen gør kulturministerens 2018-trykprøve af biblioteksloven højaktuel. Uanset om processen ender med en regulær ny lov eller ej. Mindre kunne også gøre det. Fokus kan lægges mange steder, men særligt fem områder skal debatteres, mener Rolf Hapel, forvaltningschef, Aarhus Kommune.

     Folkebibliotekerne i Danmark er og har længe været i en forandringsproces. Primært som følge af den digitale udvik- ling, men også som følge af kommunalreformen. Transformationen sker noget ujævnt i kommunerne i et klima af en økonomisk nedgang for bibliotekssektoren, der har stået på i en meget lang årrække.  Der er ikke altid noget stort politisk fokus på de muligheder for understøttelse af udvik- lingsdagsordener, som bibliotekerne har et potentiale for, ligesom viljen til investering i drift og aktiviteter ikke har været udtalt.            

Der er meget at hente med en mere bevidst politisk prioritering af indsatser. F.eks. formuleret i en lokal politik eller strategi for biblioteket er der alle muligheder for, at bibliotekerne også i det 21. århundredes netværkssamfund kan spille en lige så stor rolle, som de gjorde i det 20. århundredes industrisamfund.

Det bør derfor på politisk plan vurderes, om ikke det er tid til at se på biblioteksloven. Dens formål blev grundlæggende formuleret ved loven af 1964, og den fik sin sidste større revision ved en betænkning fra 1996, udmøntet i loven af 2000 til fuld ikrafttræden i 2003. Loven har således udgangspunkt i et tankesæt fra den såkaldte UBIS-betænkning, hvor arbejdet blev udført i perioden 1995-97. Det var lige efter, at internettet blev mere alment tilgængeligt gennem world-wide-web (1994), et stykke tid inden Google (1998), længe inden Facebook (2004) og smart phones som IPhone (2007) og altså længe inden de samfundsmæssige konsekvenser af digitaliseringen – som f.eks. fremkomsten af sociale medier og det offentliges bølgeplaner – kunne anes.

Der er behov for, at bibliotekerne gennem loven forpligtes på aktivt at fremme social og kulturel dialog og medborgerskab, sådan som det er sket i bibliotekslovgivning i Finland, Holland og Norge.

AFSÆTTET: Bibliotekets rolle i lokalsamfundet

Folkebibliotekernes rolle i industrisamfundet var knyttet til den form for deleøkonomi, som udlån af fysiske bøger og andre medier repræsenterer. Den umiddelbart indlysende samfundsøkonomiske fordel, hvor staten kompenserer forfattere via kultur-støtteordningen, biblioteksafgiften, og dermed gør det muligt, at flere borgere læser den samme bog uden at skulle betale for det (med den stipulerede effekt, at de dermed pådrager sig læring, viden og kulturel dannelse og bliver til positivt bidragende borgere), eksisterer fortsat, men er i stigende grad udfordret af digitaliseringen, hvor en opdateret biblioteksafgift, som også tilgodeser digitale produkter, netop kun lige er trådt i kraft; tilmed med en særdeles beskeden betalingsandel.

Ved siden af grundfunktionen udlån har bibliotekerne traditionelt varetaget en række andre opgaver, f.eks. at stille lokaler til rådighed for borgerne til læringsaktiviteter, fordybelse, møder samt at organisere kulturelle begivenheder, oplysningsaktiviteter, foredrag og litterære oplevelser, der initialt har været forbundet med indholdet i de medier, som bibliotekerne stillede til rådighed. Bibliotekerne er i stigende grad blevet aktører i landsdækkende oplysningskampagner, som f.eks. Lær mere IT og Vi holder hackerne ude i forbindelse med den fælleskommunale digitaliseringsstrategi, ligesom der kan spores en gryende udvikling i retning af, at de bliver mere instrumentelle og synlige i lokale politiske indsatser defineret gennem byrådsvedtagne politikker, strategier og planer.

Ændring i biblioteksstrukturen
Der er parallelt med overgangen fra industrisamfund til et i stigende grad digitalt baseret vidensamfund sket en markant strukturændring i bibliotekssektoren. Hvor der omkring 1980 var næsten 1.200 fysiske betjeningssteder, er tallet i dag faldet til ca. 425. Det er primært de mindre filialer, der er lukket i perioden. Der blev lukket mange i tiden efter den seneste kommunalreform, især i årene 2007/08, siden er den nedadgående kurve fladet ud – og der er tegn på, at der er en gryende politisk forståelse af mulighederne i at sikre fysiske steder, hvor borgerne kan henvende sig. I årene efter vedtagelsen af loven om borgerservice (2005) og i kølvandet på opgave- og kommunalreformen i 2007 fik stadig flere biblioteker tillagt opgaver inden for dette felt, og i dag findes der en eller anden form for borgerservice på bibliotekerne i langt hovedparten af de danske kommuner. 

BIBLIOTEKERNE SOM REDSKABER FOR POLITISK VILJE

Biblioteksloven giver vide rammer for, hvad bibliotekerne kan være. Formålet er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger og andre egnede materialer (herunder internet) til rådighed, ligesom bibliotekerne skal formidle kommunal og statslig information og information om sam-fundsforhold i øvrigt. At bibliotekerne som alle andre offentlige institutioner er redskaber for demokratiet og den udtrykte politiske vilje, kan synes at være en selvfølge, men i praksis kan der være forhindringer for denne sammenhæng. For eksempel forsvinder bibliotekerne ofte under den politiske radar, de betragtes måske som ufarlige, lidt kedelige driftsinstitutioner, der ikke på samme måde som de store kommunale driftsområder eller de mere ekstroverte kulturinstitutioner og -begivenheder tiltrækker politisk opmærksomhed – undtagen som hyppigt spareobjekt, der kun sjældent får borgerne på barrikaderne som forsvarere.

Det er således i høj grad op til lokalpolitisk vilje og evne, hvilken profil og dermed betydning biblioteket skal have for borgerne. Det er der politikere i en del kommuner, der har set. Blandt de nyere, interessante biblioteker er f.eks. Biblioteket i Københavns Nordvestkvarter og Ørestad Bibliotek, ligesom de nye biblioteker i Hjørring, Helsingør og Herning med rette har fået en høj stjerne hos brugerne og viser udviklingsveje i forhold til den fysiske indretning. Der kunne nævnes mange andre fortrinlige biblioteker, men desværre også mange, der virker uspændende og ikke forekommer særlig effektive.

Der er naturligvis mange politisk vigtige områder, hvor bibliotekerne kunne spille en rolle, men især fem områder falder i øjnene, mest fordi de pågældende områder er centrale for udviklingen af det danske samfund, men også fordi en del biblioteker allerede er aktive på flere af områderne. 

Det drejer sig om:

  • Digitaliseringen
  • Lokalt demokrati og samskabelse
  • Integrationsindsatsen
  • Innovationsdagsordenen
  • Læsefremme og literacy

 

DIGITALISERINGEN

Fællesoffentlige digitaliseringsstrategier
Overgangen til det digitale Danmark er det største folkeoplysningsprojekt i nyere tid. Bølgeplaner og digitaliseringsstrategier fra Digitaliseringsstyrelsen og KL har afløst hinanden i det seneste ti-år, nye sociale teknologier og software forandrer funktionsmåder og servicemodeller i den offentlige sektor. Brugervaner og -forventninger ændres, og behovet for direkte ansigt-til-ansigt kontakt med den offentlige service bliver stadig mindre.

I takt med denne udvikling lukkes stadig flere offentlige kontorer for fysisk adgang, og et sæt af stadig tydeligere markerede restgrupper af borgere begynder at tegne sig; nemlig de, som af forskellige årsager ikke er i stand til at orientere sig i kompleksiteten, og som har behov for venlig hjælp og vejledning. Det drejer sig om både yngre og gamle, der – om end af forskellige årsager – kan have svært ved at navigere, en stor gruppe er borgere af anden etnisk oprindelse, en anden er de kognitivt udfordrede.

På digitaliseringsområdet har bibliotekerne for længst taget handsken op, og gennem et bredt spektrum af indsatser har bibliotekerne i mange tilfælde været det bindeled, der har betydet, at borgerne enten har kunnet tage teknologierne til sig eller få den nødvendige hjælp til fortsat at kunne navigere selvstændigt i eget liv. Det er imidlertid ikke alene selve anvendelsen af teknologierne, som er i fokus for bibliotekernes indsats, også de afledte aspekter, der sammenfattende kaldes “digital dannelse”, nemlig færdigheder som navigering i og tolkningen af det digitale landskab og den dertil hørende adfærd og kultur, er et væ-sentligt oplysningstema.

Smart Cities
Aktuelt er udviklingen af ‘smarte’ (forstået som ‘kloge’) byer højt på den politiske dagsorden over hele verden. Baseret på en infrastruktur, hvor billige sensorer indsamler store mængder data i realtid via billige netværk, der dækker store områder og lige om lidt via 5G-forbindelser, og hvor idéen om, at tingene ‘taler’ sammen (Internet of Things) er godt på vej, investeres der massivt i Smart Cities, og både den private og den offentlige sektor er begyndt at se potentialet her i Danmark. Bibliotekerne er de ideelle medspillere i denne udvikling, idet de kan balancere et alt for ensidigt fokus på teknologiudvikling med oplysnings-, lærings-  og debatarrangementer for borgerne, der øger vidensniveauet og giver plads til både konstruktiv og kritisk debat om konsekvenser og mulige valg i denne udvikling.

Den digitale udvikling er således langt fra slut – vi er formentlig kun ved at være ved enden af begyndelsen – så der vil også i de kommende mange år være et stort behov for fornyet indsats fra bibliotekerne.

Digital dannelse
Med fremkomsten af digitale, sociale medier og de deri indbyggede muligheder for, at alle kan være publicister, opstod også ‘alternative facts’ og ‘ekkokamre’, – fortolkninger af virkeligheden, historien, samfundet, der præsenteres som sandheder og deles/forstærkes af ligesindede uden hensyn til substans og vederhæftighed, og som savner en forankring i sociovidenskabelig praksis og offentlig debat og kritik.

I den analoge, trykte verden sikrede kuratering og kvalitetsudvælgelse i publicering fra forlæggere, journalister, bibliotekarer og andre formidlere i nogen grad en fælles opfattelse af verdens tilstand og dermed en slags fælles platform for en offentlig debat om problemer og udfordringer, uden at der dermed var enighed om mål og midler. Den tid kommer formentlig aldrig tilbage, og de sociale medier og internettet har på mange måder været med til at fremme en langt mere folkelig inddragende og demokratisk debat, men også skabt en række udfordringer i forhold til at skabe en dialog med vægt på gensidig respekt, et minimum af evidensbaseret viden og en oprigtig tilgang til videndeling og læring.

Digital dannelse handler om at udvikle almen social og etisk adfærd i de virtuelle rum. Her kan bibliotekerne både på digitale platforme, men måske i endnu højere grad i kraft af de fysiske rum tjene som steder for demokratisk og videnbaseret dialog og mellemmenneskelig, sociokulturel forståelse.

Digitale biblioteksservices
På de indre linjer har bibliotekerne historisk været first-movers på den digitale udvikling i den offentlige sektor. Bibliotekssystemer baseret på decentrale servere gjorde, at man allerede i de tidlige 1990’ere oparbejdede en lokal ekspertise i it-drift, og med internettet og world-wide-web i midten af 90’erne gjorde de kommunale biblioteker tidligt erfaringer med at bygge internetbaserede services, oftest i varierende konsortier støttet af den daværende Biblioteksstyrelse. Derigennem blev Litteratursiden.dk og en lang række andre services skabt. Også Bibliotek.dk kom til lige efter årtusindskiftet – det er en infrastruktur be-stående af et bestillingssystem og en transportordning, der sikrer, at en borger kan bestille værker fra alle danske folke- og forskningsbiblioteker og få dem leveret til sit eget bibliotek. Et paradigmeskifte kom i 2008 med TING, et Open Source-samarbejde mellem DBC A/S, København og Aarhus, der siden kom til at danne grundlag for Danskernes Digitale Bibliotek. DDB er et samarbejde mellem Kulturministeriet og KL og består af en infrastruktur, et indkøbssamarbejde og et formidlingssamarbejde for digitalt indhold, som alle danske folkebiblioteker er med i.

Der er fortsat behov for udvikling af bibliotekernes digitale tilbud. Det gælder det nye Fælles Bibliotekssystem, baseret på nyeste arkitekturprincipper, som næsten alle kommuner har tilsluttet sig – men som også har haft en del udfordringer i implementeringsfasen. Det gælder adgangen til at formidle e-bøger gennem eReolen.dk, selvom Gyldendal nu er med, det gælder musikområdet, der alt for længe har været dårligt røgtet i biblioteksregi, og det gælder børneområdet, hvor det nye site Biblo.dk endnu mangler at bevise, om det får bedre fat i målgruppen end forgængeren Palle’s Gavebod. 

LOKALT DEMOKRATI OG SAMSKABELSE

Den offentlige sektors udfordringer med at vedligeholde og udvikle velfærdsamfundet alene ved anvendelse af skatteindtægter og indsats fra lønnet personale er blevet stadig tydeligere, og i de seneste år har den erkendelse medført en række ændringer i den måde, hvorpå styring og indsatser er blevet tænkt og udført. Velfærd er politisk i stigende grad blevet opfattet som et fælles projekt mellem borgeren og det offentlige, og med det øgede ansvar til borgeren følger naturligvis også en øget indflydelse.

Et paradigmatisk skifte i forhold til kommunalt styre og demokratiprocesser synes derfor at være i gang. Hvor kommunale planprocesser tidligere oftest bestod af formelle høringer og tungt koreograferede borgermøder, har der i de senere år udviklet sig nye formater for inddragelse og samskabelse, der tager udgangspunkt i borgeren som vidensressource og aktiv medskaber. Kommunens rolle bliver i stigende grad at være facilitator for sådanne processer, og den politiske rolle er i stigende grad at være kommunikator og i beslutningstagningen søge at forene eller balancere overordnede planmæssige hensyn med lokale særinteresser – en opgave, der ikke er blevet nemmere med fremkomsten af de sociale medier.

Bibliotekerne har flere mulige roller i denne udvikling. Som fysisk – og af mange opfattet som neutral –  arena for demokratisk dialog og for forskellige mødeformater er biblioteket oplagt. Bibliotekerne anvendes derfor også i forbindelse med moderne former for høringer og inddragelser i en del kommuner. Men også som potentiel igangsætter af sådanne processer ville bibliotekerne være nyttige. Eksempelvis har nogle af Lokalbibliotekerne i Aarhus arbejdet med borgerbudgetter, og der er i et samarbejde mellem Borgerservice, bibliotekerne og en række aktø-rer udviklet et format for idéudvikling og lokal prioritering i den forbindelse (Digitale Bydele).

Et andet aktivt format for demokratisk dialog findes på biblioteket i Nieuwegein i Holland. Her har biblioteket en rolle som facilitator af en bottom-up politisk debat. Med udgangspunkt i, hvad der optager lokalsamfundet, indsamler biblioteket viden om emnet, bearbejder journalistisk, publicerer på et website, organiserer og indkalder til åben debat med oplægsholdere og opponenter i det fysiske bibliotek, dokumenterer og live-streamer fra debatten samt sikrer bevaring af indholdet.

Der vil uden tvivl være stadig større behov for at udvikle formater, hvor borgerne kan bidrage med idéer i forhold til beslutninger og konkret handling i forhold til at bidrage til forskellige former for kommunal service, og bibliotekerne vil kunne være mere end blot arenaer for disse processer, men også igangsættere og aktører i dem. 

INTEGRATIONSINDSATSEN

Bibliotekerne har lang erfaring med integrationsindsatser i forhold til indvandrere og flygtninge. I mange år støttede Indvandrerbiblioteket de lokale biblioteker med fremmedsproglig litteratur, og portalen Finfo.dk leverede viden om det danske samfund. Disse opgaver løses nu af Statsbibliotekets Videncenter for biblioteksbetjening af etniske minoriteter. 

Ud over medieforsyning lægger de kommunale biblioteker lokaler til blandt andet lektiecaféer drevet af frivillige fra Røde Kors og andre organisationer, men først og fremmest er bibliotekerne måske mere end noget andet steder, hvor flygtninge og indvandrere møder det danske. Det er her, børnene og deres forældre finder et fristed på børnebiblioteket, det er her, hvor det politisk ofte forkætrede gratisprincip for alvor giver mening – for det betyder virkelig noget for økonomisk ikke særlig velstillede familier, at man kan bruge bibliotekets ydelser uden at koster noget, det er her, hvor de dygtige piger bliver set og kan fortælle bibliotekaren om succes’en i skolen – noget, som ikke i alle til-fælde finder samme genklang i hjemmet, det er her, hvor utilpassede drenge af og til skaber problemer, men også får glimt af andre veje og håb om en fremtid, og det er her, de voksne kan få hjælp og vejledning til at gennemskue det ofte uforståeligt komplicerede danske samfund, og hvor de både kan dygtiggøre sig på dansk og læse litteratur på deres eget sprog og fra egen kulturkreds. Det er på biblioteket, de forskellige etniske grupper præsenterer kulturtræk og mad fra deres hjemegn, og det er biblioteket, der danner rammen om lektiehjælpen, skakklubben, debatklubben og de mange andre muligheder, som civilsamfundet og folkeoplysningsforbundene er med til at tilvejebringe.

Gode og velfungerende biblioteker i områder med stor koncentration af flygtninge og indvandrere er et af de vigtigste og billigste tiltag, der kan gøres for at bygge bro mellem indvandrere og det øvrige samfund.

INNOVATIONSDAGSORDENEN

En tilbagevendende samfundsmæssig konversation med udspring i globaliseringen og den internationale konkurrence handler om innovation eller mangel på samme.

En produktivitet med forholdsvis svag vækst i det danske samfund koblet med forholdsvis få succesrige iværksættere tolkes af forskellige politiske aktører som i varierende grad værende problematisk for det fremtidige økonomiske grundlag for samfundet. Der peges på en række årsager til den manglende erhvervsudvikling lige fra mangelfuld skole- og grunduddannelse over overdrevent bureaukrati til mangelfuld ansvarstagen hos virksomhederne selv – alt efter politisk observans.

En ting, der dog synes at være bred enighed om er, at innovation er påkrævet i alle samfundsmæssige sektorer i såvel erhvervslivet som det offentlige. Innovation skal i denne sammenhæng forstås som 1) noget nyt, der 2) skaber værdi.

Ud over at bibliotekerne som en del af den offentlige sektor selvfølgelig også er underlagt forventningen om innovation, kunne bibliotekerne også spille en mere direkte rolle for innovationsfremme som en del af sin oplysningsforpligtelse. Blandt de mulige scenarier er det helt oplagt at biblioteket kunne være facilitator for innovationsprocesser inden for udvalgte felter f.eks. hackathons, hvor unge udviklere arbejder på at bygge services baseret på big data fra åbne grunddata, der er skabt i Smart City-sammenhænge.

På et mere folkeligt plan kan bibliotekerne lave Maker Spaces, hvor borgerne gennem egen indsats stifter bekendtskab med nye teknologier og deres konkrete anvendelse eller facilitere klubber som Coding Pirates, hvor børn arbejder med programmering og kode. Det tankesæt, der knytter sig til ‘hacking’ (for-stået som modificering og forbedring af produkter og processer) og ‘making’ (forstået som borgernes egen skabelse), peger på muligheder for en tættere forbindelse mellem biblioteker og iværksætteri/erhvervsudvikling. I Aarhus har vi længe samarbejdet med Start Vækst Aarhus om afholdelse af Start-up arrangementer for økosystemet af små start-up virksomheder, hvor der er mulighed for de unge for at dele viden, få råd og hjælp fra mentorer og møde business angels og potentielle investorer.

Den gamle idé om erhvervsservice på biblioteker, forstået som informationsvirksomhed for erhvervsvirksomheder, har således fundet nye fremtrædelsesformer.
Også som showroom for udstilling af innovationsresultater og popularisering af forskning kan bibliotekerne bringe sig oplysningsmæssigt i spil. Samarbejde med Folkeuniversitet og andre formidlingsinstitutioner er central, og det er her – ligesom på de øvrige områder – vigtigt, at bibliotekerne arbejder med partnerskabsudvikling således, at det ikke er bibliotekspersonalet, der skal drive det indholdsmæssige, men at det sker ved et samarbejde med partnere i civilsamfundet og blandt andre offentlige aktører som f.eks. uddannelsessektoren.

LÆSEFREMME OG LITERACY

En nærmest overvældende mængde af international forskning viser, at betydningen af læseevner for et barns videre chancer i livet nærmest ikke kan overvurderes. Jo før læseevnen stimuleres, jo bedre effekt, og det er ikke kun gennem læsning, at denne evne støttes – også højtlæsning, børneteater, sproglege, skrive/tegneøvelser og motorikstimulering har effekt. Læsning er imidlertid ikke kun en ‘teknisk” kompetence for afkodning af indhold og videntilegnelse, men også et redskab til kulturel og litterær oplevelse, adspredelse og følelsesmæssig stimuli. Vi bruger begrebet “læselyst” om denne del af læsningen, som rummer en stor egenværdi, fuldt på niveau med anden kunstnerisk oplevelse, der ikke tjener noget specifikt formål, men bærer en værdi i sig selv.

Man kan sige, at læsefremme altid har været en biblioteksopgave. Bibliotekerne har traditionelt haft hovedvægt på trykte, tekstbaserede medier, men har også siden digitaliseringens gennembrud i midten af 90’erne arbejdet målrettet med udviklingen af digitale services, der baserer sig på tekstlæsning og -forståelse, f.eks. er bibliotekernes eBogsservice, eReolen, og Litteratursiden to eksempler på meget anvendte digitale services, der på forskellig vis understøtter og fremmer læsning. Det er således ikke målet – at fremme læsning og litteraturtilegnelse -, der har ændret sig, men midlerne.

Literacy
Læsning, forstået som afkodningen af ord og bogstaver, er en i de fleste sammenhænge nødvendig, men ikke tilstrækkelig kompetence i et komplekst, moderne samfund. Og her kommer begrebet “literacy” ind billedet i mangel af bedre danske ord. Literacy er menneskets kompetence til at afkode, forstå og anvende tegn som bogstaver, tal, grafer, diagrammer, tegninger og billeder. Literacy handler også om at have fornemmelse for, hvordan man kan kommunikere i forskellige sammenhænge. Det indebærer viden om, hvad skrift er og kan, og at der er bestemte kulturelle koder og konventioner omkring det. Gode literacykompetencer er nødvendige i et samfund, der i høj grad baserer sig på skrevne og multimodale tekster i både fysisk og digital form.

Sprog og literacy udvikles gennem hele livet og i interaktion med andre mennesker. Fra barnets første forsøg med talesproget, opdagelse af skriftsproget gennem leg og skriblerier til den unges nuancerede kompetencer i skrift og tale. Både professionelle voksne og forældrene har afgørende betydning for at skabe rammerne for en god udvikling, og bibliotekerne spiller en aktiv rolle som både leverandør af kvalitative og varierede medier og materialer, men også og i stadig højere grad som sted for aktiviteter og læringstilbud, der understøtter literacyudvikling. Både folkebiblioteker, folkeskolen og andre aktører har naturligvis fokus på læsning som en fortsat grundkompetence i et moderne og komplekst samfund.

Der foregår en række initiativer om læsefremme og literacy rundt omkring, men de foregår ukoordineret og ikke altid evidensbaseret. Og bibliotekerne kan ikke stå alene i denne indsats. Hvis vi som samfund skal lykkes i det fortsatte arbejde med at løfte alle børns sprog- og skriftsprogskompetencer og styrke læselysten, er det afgørende, at der etableres stærke, forpligtende samarbejder på tværs af dagtilbud, skole og biblioteker og i et godt og forpligtende samarbejde med forældrene. Især er det vigtig med et stærkt professionelt samarbejde for de børn, hvis sproglige og skriftsproglige udvikling ikke forløber som forventet. Der er store tab forbundet med en dårlig sprog- og læseudvikling, både for det enkelte individ og samfundsmæssigt.

Et styrket fokus på dette område kunne kalde på, at der i et samarbejde mellem de betydende aktører blev formuleret en national læsestrategi.

Gad vide, om det mon var muligt at få Undervisningsministeriet og Kulturministeriet til at samarbejde med KL om en sådan sag?

HVAD MED DE ØVRIGE KLASSISKE BIBLIOTEKSOPGAVER?

Udlån af romaner og faglitteratur, litteraturformidling og læseklubber, forfatterarrangementer, børneteater, eventyrtimer og oplæsninger – har disse aktiviteter så ikke længere en plads på bibliotekerne? Jo, i højeste grad. Interessen for fiktionslitteratur har næppe været højere, og i de senere år er læseklubber understøttet af bibliotekerne blomstret frem.

De digitale formater vil af forskellige årsager næppe afløse den fysiske bog inden for den nærmeste fremtid, og der vil så længe, vi kan skue frem være et marked for visse typer af analoge bøger – f.eks. billedbøger for børn, hvor det taktile, nærheden og den fælles læsning er stor betydning, men også store formater (kunstbøger og lignende, hvor formatet har betydning for oplevelsen) og en del fiktionslitteratur.

Omvendt er det en kendsgerning, at den overvejende del af faglitteraturen – specielt hvor der er tale om, at kun dele af værket er relevant for brugeren –  kan anvendes og bliver anvendt ligeså godt eller bedre, når den er i digital form – f.eks. er søgemulighederne ofte langt bedre i de digitale formater. Det har i mange år været en del af den bibliotekariske kompetence at vejlede også i digitale formater og databasesøgninger, så også disse opgaver hører til de klassiske biblioteksopgaver.

HVAD SKAL DER TIL?

Selvom hver af de fem mulige indsatsområder, der er nævnt i dette notat, ikke i sig selv fordrer nogen ændring af biblioteksloven, bør det altså på politisk plan vurderes, om ikke det er tid til at se på biblioteksloven. Som nævnt er dens tankesæt baseret på et nu flere årtier gammel mind-set.

Et lovrevisionsarbejde kan være en større ting, men behøver ikke nødvendigvis at være det, og det er afgjort både muligt og ønskeligt at fastholde dele af formålsparagraffen i den eksisterende lov.

Jeg vil dog gerne advokere for, at Slots- og Kulturstyrelsen sammen med KL får lavet en økonomisk analyse af udviklingen i bibliotekssektoren sammenlignet med øvrige kommunale sektorer siden sidste lovrevision. Jeg er ret overbevist om, at en sådan analyse vil vise, at bibliotekerne har tabt betydeligt økonomisk terræn.

Set i lyset af den hastige digitale udvikling og de afledte samfundsmæssige ændringer er der et udtalt behov for en landspolitisk stillingtagen til folkebibliotekernes fremtid og meget gerne også et signal til kommunerne om investeringer i sektoren efter mange års konstante nedskæringer. Det vil være til gavn for sammenhængskraft og social kapital i hele Danmark.

Fotos: Dokk1
ROLF HAPEL er forvaltningschef for Borgerservice og Biblioteker, Aarhus Kommune. Rolf Hapel blev i foråret headhuntet til University of Washington i Seattle til jobbet som Professor of Practice ved universitetets Information School. Hapel forlader Dokk1 fra 1. august 2018. Hapel deltog bl.a. i UBIS (Udvalget om Bibliotekerne i Informationssamfundet), der stod for de lovforberedende input til Lov om Biblioteksvirksomhed fra 2000.

 Fra Lov om biblioteksvirksomhed (2000)
§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende
materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.
Stk. 2. Folkebibliotekerne skal bestræbe sig på at stille videogrammer til rådighed.
Stk. 3. Folkebibliotekerne formidler kommunal og statslig information og information om samfundsforhold i øvrigt.

§ 2. Folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelse af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.

Se hele Lov om biblioteksvirksomhed: kortlink.dk/tg9q
 

Rolf Hapels essay er udgivet i april i Danmarks Biblioteker nr.2/Særnummer 2018.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog