Folkeskolen, Folkemødet og Folkebiblioteket

Mens vi alle bevæger os ud i sommeren, er et af de helt hotte emner folkeskolereformen. Det er det i hvert fald for os i Danmarks Biblioteksforening. Vi tror nemlig, der kan blive tale om store synergieffekter i et øget samarbejde mellem folkeskolen og folkebiblioteket. Derfor står temaet da også højt på vores dagsorden på årets Folkemøde på Bornholm. Her stiller vi spørgsmålet: Biblioteket og den nye folkeskole – Hvordan får vi succes? Det sker d. 13. juni i BIBZONEN, bibliotekernes fælles telt. Her har vi bedt Clement Kjersgaard lede en debat, hvor politikere, fagfolk fra kultur- og skoleområdet og andre interesserede sammen skal drøfte, hvordan vi i fællesskab får foldet visionerne ud til
gavn for børnene.
Dén diskussion glæder jeg mig meget til at deltage i. For jeg er både som formand for DB og personligt optaget af, hvordan bibliotekerne kan spille en spændende og udviklende rolle som partnere for skolerne. F.eks. ved at samarbejde aktivt med skolen om at gøre eleverne informationskompetente og digitalt dannede.

I foråret lavede DB sammen med Bibliotekarforbundet en undersøgelse, der tog temperaturen på det eksisterende samarbejde mellem folkeskolen og folkebiblioteket i kommunerne. Ifølge den er der allerede gang i samarbejdet. 81 % svarer således, at der samarbejdes på forskellig vis mellem biblioteket og skolerne.
Dét synes jeg, vi skal glæde os over. Men vi skal samtidig spørge os selv, om det er godt nok, at kun 46 % af bibliotekerne svarer, at de i januar var i gang med at planlægge nye forløb sammen med skolerne inden for rammerne af den reform, som træder i kraft her lige efter sommerferien. I folkebibliotekerne skal der arbejdes (endnu) mere målrettet i relation til folkeskolens læringsmål og behov. Undersøgelsen viser, at det ikke sker i særlig høj grad i dag. 36 % svarer, at bibliotekets indsats i mindre grad er koblet op på eksempelvis konkrete opgaveforløb, mens kun 10 % svarer, at indsatsen i høj grad er det.

Skal vi have visionen om den åbne skole op at flyve, er det vigtigt, at vi planlægger og dyrker nye samarbejdsmuligheder, og at vi på folkebibliotekshold hele tiden har en åben, fordomsfri dialog med de lokale folkeskoler.

I DB vil vi fremover målrettet og målbevidst understøtte samarbejdet mellem landets to vigtigste folkeinstitutioner. Derfor sætter vi nu yderligere spot på området. Og derfor inviterer vi sammen med Bibliotekschefforeningen og Kulturstyrelsen i efteråret til en større konference om, hvordan samarbejdet kan udvikles – til gensidig fordel og inspiration.

Ingen tvivl om, at folkebiblioteket også har noget at bidrage med, når det gælder den nye folkeskolereform. Vi skal sammen med andre selvfølgelig være med til at kvalificere og styrke folkeskolen i dens nye rolle.

God sommer!

Af Steen Bording Andersen (A), formand for Danmarks Biblioteksforening. Leder bragt i ’Danmarks Biblioteker’ nr. 3, 2014.

 

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog