Fra NONusers til NEXTusers

Unge på Fyn - hvad ønsker de af biblioteket?

Et aktivt, levende mødested, og en indbydende hjemlig atmosfære, der oser af idealer om fælles livsrum - og udstråler hjemlig indretning til få penge. Et sted, hvor man hele tiden arbejder med den hårfine balance mellem aktivitetsprofilen og biblioteksservicen kan tiltrække unge biblioteksbrugere.

En betydelig mængde ikke-brugere kan blive til biblioteksbrugere, for eksempel de udsatte unge! Det viste den fynske ikke-brugerundersøgelse, NonUsers, fra 2012 blandt andet. Den afdækkede, hvor mange der ikke benytter biblioteket, og hvorvidt der er et potentiale for nye brugere.

Et nyt fynsk projekt, NextUsers, har til formål at give disse unge et aktivt og deltagende ejerskab til biblioteket. Projektet vil skabe og afprøve målrettede metoder til at nå ikke-brugere, blandt andet ved at bringe bibliotekets tilbud ud til dem, samt øge kendskabet til biblioteket – både det fysiske og det digitale. Projektet skal ende med en konceptpakke med fokus på vores målgruppe: ufaglærte og uddannelsessøgende unge.

Indgangen til de unge
En gruppe af udsatte unge har rigtigt svært ved at finde deres plads i uddannelsessystemet og erhvervslivet. Mange af dem kan vi finde på skoler som VUC, samt produktions- og erhvervsskoler, der løfter en stor opgave med at gøre denne gruppe klar til uddannelse og arbejdsliv. NextUser-projektet vil ikke kun øge de unges bevidsthed om biblioteket, men også lærernes. Lærerne er en god indgang til eleverne, og hvis lærerne kan bruge biblioteket aktivt i undervisningen, kan vi nå de unge ad flere veje.

Holdet bag projektet har gennemført en række enkelt- og gruppeinterviews med studerende på skoler i Odense og Svendborg.  Vi besøgte VUC i begge byer, samt Produktionshøjskolen Elsesminde i Odense og Erhvervsskolerne i Svendborg. Gennem interviews med elever og undervisere, har vi fået et godt indblik i de unges hverdag, syn på biblioteket, og hvad der kunne fange deres interesse.

Svaret er klart - de skal kunne se sig selv i det. Der er mange af dem, der har haft dårlige oplevelser på biblioteket og ikke har følt sig velkomne. Udfordringen er derfor at vise, at biblioteket er for alle - vi skal skabe det skæve og anderledes tilbud, som de unge kan se sig selv i. Og med emner, der interesserer dem meget som for eksempel motion - og kost.

Med Camilla F som døråbner
Da den odenseanske del af projektet skulle planlægge det første arrangement, var foredragsholder Camilla Framnes oplagt. Hun rummer alle de ønsker, de unge har om motion, kost og livet generelt. Hun blev mor som 17-årig og har deltaget i TV-programmet De Unge Mødre. Hun har selv haft svært ved at finde ud af, hvad hun ville med sit liv, og tidligt endte hun som svært overvægtig. Gennem hårdt arbejde og en omlægning af sin måde at leve på, har hun smidt de mange kilo og fundet den rette vej for hende.

Vi inviterede Camilla til at holde foredrag for en af VUCs klasser, og både drenge og piger blev opslugt af hendes historie og havde øjnene limet på hende, mens hun fortalte. Camilla fortæller på en uhøjtidelig og ligetil måde, og det fanger de unges opmærksomhed.

Da vi først havde fanget deres opmærksomhed, kunne vi fortælle dem om bibliotekets mange tilbud for unge som dem selv. Efterfølgende har elevernes begejstring sat gang i emner som kost og sundhed i undervisningen.

QR-skattejagt en genvej til viden
I Svendborg gik de i en anden retning og inviterede indenfor til skattejagt ved hjælp af QR-mobiladgang (Quick Response), hvor sundhed var temaet. Noget vi vidste, at VUC konkret arbejder med i undervisningen og som flere af eleverne interesserer sig for på tværs af køn. QR-skattejagten havde implicit det formål at lade de unge komme rundt i biblioteket på egen hånd uden bibliotekarens eller emnets direkte styring.

Det gav en ny fortrolighed med biblioteket og “øjenåbnere”, som vi ikke havde planlagt. Det eksplicitte formål med skattejagten var at lede dem igennem bibliotekets materialer på en sjov og anderledes måde, men de fik altså mere med end tænkt. Til slut fik de hver en kogebog som en del af jagten på viden, hvilket de blev utrolig taknemlige for. Også her var elevernes og lærernes respons positiv. Planen er nu at etablere et fast samarbejde med uddannelsernes ledelser for at gentage lignende forløb.

Svendborg Bibliotek valgte at satse på en lille gruppe og fik dermed muligheden for at tale med eleverne enkeltvis og være mere personlige i modtagelse af dem.

Begge disse arrangementer bekræfter og understreger, at det er muligt at få de unge i tale og gøre dem interesseret i bibliotekets tilbud ved målrettet indsats på brugernes vilkår. De næste arrangementer er allerede på vej til andre unge, samtidig er det forventningen/håbet, at ‘rygtet’ om bibliotekets muligheder spredes til endnu flere unge.

Projekt NextUser er støttet af Kulturstyrelsen og er et samarbejde mellem Odense Centralbibliotek, Svendborg Bibliotek og Nyborg Bibliotek. Se mere på: http://projekter. bibliotekogmedier.dk/projekt/next-users.

Se Fyn undersøgelsen af Ikke-brugere - https://www.odensebib.dk/sites/www.odensebib.dk/files/afrapporteringnonu....

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog