Fra professionsskole til akademi. IVA

Det er ikke få forandringer Danmarks Biblioteksskole, nu Det Informationsvidenskabelige Akademi, IVA, har været igennem. Først ændrede skolen status fra professionsskole til et universitet, der uddanner bachelorer, kandidater og ph.d.’er i informationsvidenskab og kulturformidling. Dernæst skiftede skolen sidste år navn til Det informationsvidenskabelige Akademi, IVA. Nu er turen så kommet til at udvikle de pædagogiske kompetencer blandt akademiets medarbejdere og til at modernisere undervisnings- og samarbejdsformerne.
 
Fokus på undervisningen

Alle IVA’s omkring 100 ansatte, nogenlunde lige mange videnskabelige og teknisk-administrative medarbejdere, er midt i projektet Udvikling af en fælles læringskultur i forhold til håndtering af de undervisningsfaglige og pædagogiske udfordringer. Projektet, der har fået støtte fra SCKK i overenskomstperioden 2008-11, skal udvikle og afprøve nye værktøjer i den måde, IVA underviser og vejleder på. Efter i den første del af omstillingsprocessen fra professionsskole til universitet at have haft fokus på forskning og opkvalificering af medarbejdernes forskningskompetencer, retter IVA nu kikkerten mod undervisningen for at sikre kvaliteten og afprøve forskellige universitetspædagogiske metoder og værktøjer. Målet er at sikre underviserne de bedste muligheder for at støtte op om de studerendes læring.
 
På vej mod en teamstruktur
Et vigtigt omdrejningspunkt i projektet er fremover at forankre udvikling af læringskulturen omkring et teamsamarbejde med fokus på dialogen om de undervisningsfaglige og pædagogiske udfordringer. Fra at være et individuelt anliggende ændres fundamentet i udviklingen og styrkelsen af undervisernes kompetencer til i højere grad at være et fælles anliggende. Det skaber øget arbejdsglæde, men det er selvfølgelig også ind i mellem mere krævende, end hvis man blot kan planlægge sin undervisning alene, mener IVA’s projektansvarlige, Camilla Moring, lektor, og Elisabeth Rasmussen, chef for IVA’s HR De fortæller, at man på IVA er i fuld gang med at kigge på: “Hvordan vi udvikler undervisernes kompetencer. Og selv om det er nyt at skulle samles i grupper for at tilrettelægge undervisningen, er det vigtigt, at alle ser det som en naturlig ting at arbejde på den måde. Det forudsætter naturligvis en organisatorisk struktur med formelle teams, så i dag bliver underviserne løbende tilknyttet et eller flere teams. Der er sat fokus på samarbejde, både i og omkring undervisningen. For det involverer naturligvis også TAP’erne, der også arbejder med at tilrettelægge og koordinere undervisningen på tværs af organisationen”, siger Elisabeth Rasmus-sen.
 
Fra idé til hverdag
Målet er øget sammenhæng i undervisningen set fra de studerendes side. Idéen til projektet er opstået blandt underviserne selv i 2009 som led i fælles personaledag om udvikling af de universitetspædagogiske kompetencer. Det handler bl.a. om at få mulighed for at tale sammen om den konkrete undervisning, og få formuleret nogle nye fælles begreber, som giver mening i det faglige samarbejde i hverdagen. Processen tager tid, en masse er sat i gang, og det går i den rigtige retning. Resultatet skulle gerne blive, at IVA langsomt opbygger en fælles læringskultur, hvor udvikling af undervisning opleves som en naturlig del af akademiets hverdag. I den følgende og sidste fase af projektet er der fokus på undervisningsevaluering som del af den daglige dialog om undervisningen mellem undervisere og studerende. Planen er, at evalueringsresultater straks skal omsættes til praksis. Hvordan evalueringen i praksis implementeres i undervisningen, er en opgave som de nye teams også skal diskutere.    

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog