Fremtidens skole - børnenes eget bud

Elever fra Kundby Skole i Holbæk Kommune skabte i konkurrence med mere and 30 andre skoleklasser fra hele landet på otte timer en dag i oktober 2014 et meget gennemtænkt, originalt og kreativt bud på fremtidens skole.

Kundby-visionen: “I fremtiden vil jorden være udsat for farlige uv-stråler, da vi mennesker har fået ødelagt ozonlaget. Farlige gasser gør også, at det er farligt for børn og voksne at være udenfor, og derfor er man nødt til at bygge med en særlig teknik, der kan sikre mennesket.

Når man ser Kundby skole udefra, tænker man nok først, at det er en gammeldags skole bygget i sten. Men når man så træder ind af porten, forvandler indtrykket sig til en super moderne skole. Madautomaten løber aldrig tør for bagte kartofler og andre lækkerier, hvilket gør, at eleverne på skolen slipper for de kedelige madpakker, man kender i dag. Et stort panoramavindue dækker hele den bagerste væg og giver skolen et fantastisk lysindfald.

Et stentag blokerer solens skadelige uv-stråler, således at eleverne kan gå rundt på skolen og føle sig sikre. Inde i selve skolen er lokalerne bygget som huse. Her foregår det meste undervisning på computer, Ipad 200 og Korio 3000. Disse styres med øjnene, og alt, hvad man i dag skriver på sin computer, vil i stedet blive indtalt”. Sådan lød det bl.a. i klassens beskrivelse af skolen, der også omfatter et gammeldags bibliotek med bøger, et biologilokale med levende dyr  – og hvor robotter og computere vil stå for undervisningen.

Pallelands Minecraft-værktøj
Der var gang i byggeriet og de visionære tanker, da de over 200 skolebørn fra mere end 30 4-6. klasser lavede deres bud på Fremtidens Skole på de danske børnebibliotekers Minecraft-server “Palleland”. Konkurrencen var skabt af Skole200 og Palles Gavebod og havde så stor tilstrømning, at arrangørerne måtte stoppe for tilmeldinger fra endnu flere skoleklasser. Pallelands Minecraft tilbyder et spil og en virtuel ‘sandkasse’, hvor man bl.a. selv kan bygge, slås, chatte, deltage i konkurrencer og i det hele taget have det sjovt. Eleverne viste både gode samarbejdsevner, flair for design og forståelse for fremtidig udvikling, og der var mange imponerende bud på fremtidens skole.

Vinderne
Juryen, som udgjordes af Pia Rost Rasmussen, leder af DAC & LEARNING, Dansk Arkitektur Center, Ning de Coninck-Smidt, historiker, Aarhus Universitet, og Majken Astrup, kommunikationsansvarlig, sekretariatet for Skole i 200 år, endte med at give førstepladsen til Kundby Skole ved Holbæk for deres byggeri, der afspejlede forskellige fremtidsscenarier præget af klimaforandringer og indførslen af lærerrobotter. Tre andre skoler blev også præmieret for deres flotte byggerier og beskrivelser. Andenpladsen gik til Kirstinebjerg Skole i Fredericia for en meget smuk skole med kunst på væggene og brug af alternative energiformer, mens Tirsdalens Skole i Randers og Søndermarksskolen i Vejle delte tredjepladsen med både realistiske, højteknologiske og smukke byggerier.

 

Se mere om det hele på www.pallesgavebod.dk/spil/palleland.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
EAN: 5797200048110
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog