Go'Bog App

Der eksperimenteres i disse år heftigt med at bruge app’s i formidlingsarbejdet i samfundet i almindelighed og i kultur- og biblioteksverdenen i særdeleshed. Viborg Bibliotekerne har også forsøgt sig med den digitale mulighed. Her sat i spil ved inddragelse af lokale bibliotekarers kompetencer, og brugerne er glade for den nye service.

I december 2011 sendte Viborg Bibliotekerne app’en Go’ Bog i luften med det formål at eksperimentere med litteraturformidling på iPad. En brugerundersøgelse i 2011 viste, at brugerne meget gerne ser, at online-formidlingen bliver mere personlig. Med Go’ Bog har vores bibliotekarer udviklet en formidlingsform baseret på deres egne anbefalinger til nyere, gode bøger – suppleret med links af god kvalitet.

Brugerne kan lide den
Indtil videre er Go’ Bog blevet hentet mere end 1000 gange på app-store, og brugerne har generelt været tilfredse med app’en. Designet og indholdet er blevet taget godt imod, men en del har efterspurgt mulighed for f.eks. at kunne sortere på genrer og temaer.

Med Go’ Bog har vi haft mulighed for at lege med formidling af den gode læseoplevelse på iPad’en. Fra begyndelsen var tanken, at app’en skulle være anvendelig for andre biblioteker og ikke kun Viborg Bibliotekerne. Derfor foregår reservering af de præsenterede bøger via bibliotek.dk.

Bibliotekernes brugere
Den største udfordring med app’en har været at få indhold nok. Indtil videre har vi cirka hver 14. dag lagt en anbefaling i app’en, så der pt. er omkring 40 anbefalinger tilgængelig. Til den enkelte anbefaling har det ikke altid været lige let at finde gode supplerende links, men det har ind imellem givet interessante resultater fra f.eks. youtube.

Den gode læseoplevelse – og central formidling
Idéen til at udvikle Go’ Bog udsprang af en af bibliotekernes kernekompetencer: Formidling af den gode læseoplevelse. Det var – og er – samtidig en oplagt anvendelse til iPad’en, der i højere grad end f.eks. iPhone kan bruges til at skabe et fællesskab omkring bøgerne i sofaen derhjemme.

Formen blev anbefalinger af gode, nyere bøger suppleret med links til relevante eksterne ressourcer – både bibliotekernes egne og f.eks. youtube og Wikipedia. I udvælgelsen af de supplerende informationer – videoer, links, forfatterinterviews mv. – blev der lagt vægt på at vise indhold af høj kvalitet, så brugerne ville få en god oplevelse omkring app’en. Samtidig gav brugen af iPad gode muligheder for at anvende app’en på de fysiske biblioteker, fordi de kan bygges ind i bogreoler eller udstillinger, så brugerne også på bibliotekerne kan opleve de gode bøger. Vi har bygget en iPad ind i en reol og rundsendt til lokalbibliotekerne, så alle brugere kunne blive introduceret til app’en.

Formidling var et centralt element i udviklingen af Go’ Bog både indholdsmæssigt og grafisk. Hensigten var, at brugernes interaktion med app’en skulle opleves intuitivt og enkel. Det grafiske design blev holdt meget simpelt med få genkendelige elementer, hvor den indledende navigation som eksempel foregår via bogforsider.

Mange af anbefalingerne i Go’ Bog er udarbejdet af Viborg Bibliotekernes personale, men en del stammer fra Litteratursiden, ligesom bidderne af bøgerne er leveret af Bogbidder. Go’ Bog har et andet udgangspunkt end mange af de andre biblioteksapps, der findes, idet den fokuserer på formidlingen af læseoplevelser frem for åbningstider og lånerstatus.

Markedsføring
Til markedsføring af Go’ bog valgte vi primært at skabe opmærksomhed omkring tilbuddet i det fysiske rum. Via udstillinger, plakater og visitkort med en kort beskrivelse af app’en placeret centralt i bibliotekerne. På alt trykt materiale – og på hjemmesiden – anvendte vi en QR-kode, som førte direkte til download af app’en i App-store.

QR-koden er blevet scannet 502 gange siden december 2011. Det er måske ikke voldsomt meget, men det viser alligevel helt klart, at brugerne godt ved, hvad koderne skal bruges til. I de måneder, der har været flest scanninger, er koden blevet scannet 70 gange. Ud af de 502 scanninger er langt de fleste (273) foretaget med en iPhone. Dernæst følger iPad (104) og en blanding af andre telefoner (124). Der er altså noget, der tyder på, at scanning af QR-koder mest er noget, man gør på sin telefon, og der kommer en del fejlscanninger – også selvom der på alle materialer tydeligt stod, at app’en var til iPad.

Version 2
Vi har haft stor glæde af at arbejde med Go’ Bog, og nu er tiden kommet til at tage skridtet videre og gøre den tilgængelig for endnu flere brugere og biblioteker. Det sker ved, at Litteratursiden.dk overtager driften samt udviklingen af app’en – herunder står for levering af indhold til den i fremtiden. På Litteratursidens App kan brugeren skabe sin egen bogreol, gemme favoritter, dele hylder med andre og selv få inspiration fra andres boghylder. App’en kommer til at indeholde en Facebook-integration, som i dag ikke findes på litteratur- eller biblioteksområdet i Danmark.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog