Guidet Fællessang

Vibeke Handberg, Ingrid Mortensen, Jakob Blans, Signe Cygan Barslund, Kirsten Hansen, Anette Koue og Kirsten Holbeck. Foto: Guidet Fællessang.

Om fælles kulturoplevelser og anderledes musikformidling.

Kulturoplevelser og -aktiviteter bruges i disse år til at skabe fællesskaber, øge livsglæden og den mentale sundhed hos borgerne. Det sundhedsfremmende arbejde er et forholdsvis nyt område, som folkebiblioteket har bevæget sig ind på, men der er allerede skabt gode erfaringer. Borgernes behov for meningsfulde fællesskaber kalder på nye løsninger og samarbejder på tværs af kultur, sundhed, forskning og civilsamfund. Det er guidet fællessang et bud på.

En ny metode
Det er en klar tendens i tiden, at vi gerne vil mødes omkring sangen og samtalen. Derfor har bibliotekerne i Randers, Horsens og Viborg i samarbejde med Sangens Hus og Nordjysk Center for Kultur og Sundhed i fællesskab udviklet guidet fællessang. Det er en metode, som kombinerer netop fællessang og samtaler mellem deltagerne og som alle, der har lyst til at synge, kan lære. Fællessang rimer på fællesskab.

Forskning viser, at kultur har en positiv effekt på både den psykiske og fysiske sundhed. At synge sammen giver lykkefølelse og velvære. Vi føler os mere positive og aktive efter fællessang uanset alder. Musik udløser desuden hormoner og belønningsstoffer i krop og hjerne. Der sker med andre ord en masse gode ting, når vi synger sammen. Om fællessang har samme gavnlige effekter, når det kombineres med samtaler mellem sangene, har bibliotekerne undersøgt og har på den baggrund udviklet metoden guidet fællessang.

Guidet fællessang er hverken korsang eller guidet fælleslæsning. Guidet fællessang mixer derimod elementer fra begge koncepter. En seance varer typisk 1,5 time og veksler mellem sang og samtale, hvor tekst og melodi foldes ud i fællesskab faciliteret af guiden fra biblioteket.

Noget at være sammen om
Guidet fællessang er udviklet til folkebibliotekerne. Metoden kan understøtte et tilsyneladende uudtømmeligt behov for lokale fællesskaber og være en ny vej i musikformidlingen. Guidet fællessang kan også benyttes i den kommunale indsats og i et tværgående samarbejde, hvor borgernes mentale sundhed boostes gennem kulturoplevelser. Evalueringen peger på, at den udviklede metode er velfungerende og at deltagerne oplevede en forbedret trivsel og livskvalitet. "Der var en dybde i det møde, som ikke mindst opstod, fordi vi var sammen om musikken - og alt det rundt om den. På den måde er der et kæmpe potentiale i den her form for udvidet fællessang. Både fordi den binder endnu mere sammen
socialt i forhold til almindelig fællessang, og fordi den tilføjer nye dimensioner til oplevelsen af de sange, man synger", fortæller Mik Stegger, bibliotekar på Randers Bibliotek.

Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

Du kan læse mere om metoden på www. guidetfaellessang.dk.

KATHRINE SØRENSEN BECH er bibliotekar ved Viborg Bibliotekerne.

Danmarks Biblioteksforening

Vartov, Farvergade 27D, 2. sal
1463 København K
Find os på kort
Cookie- og privatlivspolitik

Telefontid: man-fre 10-15
Telefon +45 3325 0935
Fax +45 3325 7900
db@db.dk

SE/CVR: 55618410
VAT: DK55618410
Bankkonto: 9056 4585 947 496
Swift: SPNODK22
IBAN: DK4090564585947496

Følg Danmarks Biblioteksforening

Facebook
Twitter
LinkedIn
Direktørens blog